En tragedie lurer under fortællingen i “Girls & Boys”
★★★★★☆
Vi hører for eksempel om, hvordan hun lige efter at have brækket sig på gulvet har sex med sin ekskæreste, og hver gang han støder ind i hende bagfra, rykker hendes ansigt tættere og tættere på brækklatten. Vi hører også om første gang hun møder sin mand i køen til et fly, og hvordan hun først hader ham, men falder for ham, da han blankt afviser to modeller, der prøver at snyde sig foran i køen ved at charmere ham.
Monologen synes i høj grad at være historien om et lykkeligt ægteskab, der tager sin begyndelse. Om hvordan han kaster sig ud i et forretningseventyr med at sælge antikke klædeskabe, og hvordan hun forfølger en drøm om at blive dokumentarfilmproducent. Om hvordan de får børn sammen og giver hinanden plads til at få det meste ud af livet.
Indimellem skifter stemningen i rummet, og vi befinder os i et minde. Hver gang er det en situation, hvor hun diskuterer med sine to børn, David og Laura, som vi igennem hendes side af diskussionerne oplever som meget kloge og fantasifulde unger. Det er ikke ligefrem idylliske minder, men de udtrykker alligevel stor kærlighed og omsorg.
Dramatisk slutning
Men hvad er det så, vi fornemmer under overfladen? Igennem monologen lægger Dennis Kelly antydninger ud, så vi uden rigtig at opfatte det oplever, at vores hovedperson gemmer på en historie, hun ikke kan få sagt. Og vi får også lyst til at spørge, hvorfor vi overhovedet skal høre denne her historie? For monologen henvender sig til os som publikum, og vi fornemmer, at vi er blevet sat dér for at lytte, men vi kender ikke anledningen.
Vi når næsten helt hen til slutningen, før det store klimaks kommer. Vores hovedperson tager tilløb. Hun forbereder os på, at det, der kommer nu, er voldsomt. Hun gør os opmærksomme på, at det ikke er noget, der sker lige nu, og at det ikke er noget, der sker for os. Vi skal altså forsøge at bevare fatningen, mens vi hører det, der nu vil komme.
Nu fortæller hun i samme detaljegrad, som da hun fortalte om brækklatten og køen i lufthavnen, hvordan hendes børn bliver dræbt af deres far med en kniv. De er i mellemtiden blevet skilt, og umiddelbart oplever vi heller ikke skilsmissen som særligt dramatisk. Men nu begynder de små antydninger igennem hele monologen at blive samlet op, og tingene falder på plads.
Almindeligheden er vigtig
Forestillingen viser sig altså at handle om såkaldt familiedrab. Og der er en pointe i, at vi ikke ser det komme før til allersidst. Der er en pointe i, at det kommer lige så meget bag på os, som det gjorde for vores hovedperson. Og ikke mindst er der en pointe i, at både vores hovedperson og hendes familie fremstår så almindelig som muligt.
Den opgave løser Aarhus Teaters skuespiller Nanna Bøttcher til perfektion. Hun er klædt i et kostume, der er pænt men også nærmest anonymt. Og når vores hovedperson fortæller sin historie, er det uden sproglige og fysiske greb, der kendetegner en god historiefortæller, men som et helt almindeligt menneske, der har tvunget sig selv op på scenen.
Hun fortæller vittigheder, som hun selv griner ad, og hun overraskes indimellem selv over, hvad hun får sagt. Samtidig evner Nanna Bøttcher at holde på sin karakters hemmelighed, så vi kun lige netop fornemmer, at der ligger noget under overfladen. Og vi fornemmer, at det ikke er for hendes fornøjelses skyld, at hun nu fortæller os sin historie, men fordi hun er nødt til det.
Teksten i centrum
Det har scenografen David Gehrt også understreget med sin scenografi, der udelukkende består af en mikrofon og et væld af højtalere, som peger ud imod os. Det er næsten som at sidde og kigge ind i en stor megafon. Og Anders Kjems får med sit umiddelbart neutrale lysdesign skabt stemninger, der understreger forestillingens alvor.
Men det er den sirligt konstruerede tekst af Dennis Kelly, der er i centrum af forestillingen. Det er Sigrid Johannesen, der står bag oversættelsen og iscenesættelsen, og hun har dermed også ansvaret for fortolkningen. Og resultatet er simpelthen blevet fremragende.
Dramatiker: Dennis Kelly | Oversættelse og iscenesættelse: Sigrid Johannesen | Medvirkende: Nanna Bøttcher | Scenografi: David Gehrt | Lysdesign: Anders Kjems | Lyddesign: Kim Engelbredt | Produceret af: Aarhus Teater
Del med dit netværk
