Filosofisk klimadiskussion mellem mor og søn

Forestillingen ”Mens solen brænder” er moderne og unikt klimateater på Sort/Hvid, hvor filosofi og videnskab dog overskygger dramaet.

★★★★☆☆

Den står på klimateater på Sort/Hvid, der har sin scene i det hippe Kødbyen i København. Og forestillingen ”Mens solen brænder”, der er skabt i et samarbejde imellem teatret Sort/Hvid, AKT1 og Songbirds, er lige så hip, som omgivelserne fordrer.

Der står ikke bare én, men hele fire moderne dramatikere bag manuskriptet. Der er nutidig, elektronisk musik med livemusiker Rasmus Juncker bag pulten. Der er LED-bagvæg med grafiske visuals som en del af scenografien. Kønsfordelingen i produktionen er nogenlunde afbalanceret. Og så er det jo altså klima, der er temaet. Mere 2022 bliver det vel nærmest ikke?

Skuespillerne Lotte Andersen og Louis Bodnia Andersen, der privat er mor og søn, spiller også mor og søn på scenen. Det lægger op til en forestilling om generationskløften imellem klimagenerationerne. Det bliver til et familiært mundhuggeri imellem dem om forældrene, der hovedløst har ødelagt jorden for de efterfølgende generationer, og om børnene, der nu må tage ansvar for ikke bare deres egen generation, men for hele menneskeheden.

Men ”Mens solen brænder” tager tanken en skridt længere. For med hjælp fra en række forskere har de fire dramatikere løftet forestillingen til en filosofisk og videnskabelig diskussion om klodens ve og vel. Det bliver således ikke en forestilling om affaldssortering, vedvarende energi og kødfri dage, men om jorden dybest set er bedst tjent med eller uden menneskeheden ombord.

Det er en interessant vinkel på klimadebatten. Samtidig mærker vi mængden af research og fakta i manuskriptudviklingen, som klæder klimateatergenren. Men det bliver desværre også dræbende kedsommeligt og – paradoksalt nok – uendeligt uvedkommende. Der er for mange abstraktioner og akademiske udtryk, som distancerer os fra dét, der i virkeligheden bliver sagt. Og det nære mor-barn-forhold, som vi kan genkende og føle – takket være Lotte Andersens og Louis Bodnia Andersens glimrende skuespil – mister efterhånden sin effekt.

Vi kommer heller ikke uden om, at beslutningen om at bruge fire dramatikere til ét manuskript har sine udfordringer. Disse dramatikere er jo ikke bare skriverobotter, men har hver sit formmæssige udtryk, hvilket vi desværre mærker for tydeligt i forestillingen. Det bliver for meget som en kollage af scener, der ikke rigtigt hænger sammen, og vi bliver stilmæssigt rundtossede i løbet af de 90 minutter, som forestillingen varer.

Når det er sagt, må man tage hatten af for Niels Erling og Lotte Andersen, der tilsammen har skabt konceptet, hvilket bliver et unikt og progressivt bud på moderne, debatskabende klimateater.

Udførslen er også ud over det sædvanlige. Særligt bliver Lise Marie Birchs scenografi af afbrændt jord og klippestykker et lille mesterværk, der bliver svær at glemme igen. Sjældent er vi sådan gået ind i et fuldkomment univers, når vi er gået ind i en teatersal. Og instruktør Niels Erling har udnyttet det mærkværdige rum på glimrende vis.

Jeg kan klart anbefale ”Mens solen brænder” for dens kreative udtryk og dens usædvanlige vinkel på klimakatastrofen. Men jeg kan også anbefale, at man drikker en stor kop kaffe inden.

Forestillingen spiller i København til den 10. december 2022.

Manuskript: Ida Marie Hede, Marie Bjørn, Peder Frederik Jensen og Ursula Andkjær Olsen med hjælp fra forskerne Donald Canfield, Peter Funch, Thomas Pepe, Christina Toldbo og Rasmus Grønfeldt Winther | Koncept: Niels Erling og Lotte Andersen | Iscenesættelse: Niels Erling | Medvirkende: Lotte Andersen og Louis Bodnia Andersen | Scenografi: Lise Marie Birch | Musik og lyddesign: Rasmus Juncker | Sangskrivning: Katrine Muff Enevoldsen og Lars Emil Foder | Lysdesign: Jim Falk | Produceret af: Sort/Hvid, AKT1 og Songbirds

Del med dit netværk