Drengebander og ungdommelig kærlighed i ”West Side Story”
Det Kongelige Teaters opsætning fremhæver ungdommeligheden i ”West Side Story”, der kun næsten lever op til musikken af Det Kongelige Kapel.
★★★★☆☆
Romeo og Julie døde ikke forgæves. ”West Side Story” er nemlig ikke bare én af verdens mest navnkundige New York-musicals, men er også en næsten en-til-en gendigtning af Shakespeares kærlighedsdrama om de forelskede unge, der er splittede af deres familiers fjendskab. Verona og familiestriden imellem Capulet og Montague er blot blevet byttet ud med Manhattan og konflikten imellem de hvide amerikanere og de puertoricanske immigranter.
I Thomas Bendixens opsætning på Det Kongelige Teater, der stiller Operaen og Det Kongelige Kapel til rådighed for musicalsatsningen, har man fastholdt det ungdommelige i historien. De rivaliserende bander, Sharks og Jets, er nemlig kun unge drenge (og en enkelt pige), og det dyrker Bendixen i sin iscenesættelse, der får det drengede frem i ensemblet. Særligt markant bliver det, da urolighederne imellem de to grupper tager til, og der begynder at flyde blod. Så mærker vi drengenes utilpashed over situationens alvor, mens deres hårde ydrer krakelerer.
Deres gadedrenge-udtryk er dog lige ved at tage overhånd. De unge gutter kaster gangsteragtigt rundt med hænderne til hver eneste replik, så de ligner en flok Jullerup Færgeby-dukker med styrepinde på armene. Til gengæld er det en samling af musicalperformere, der formår at bevæge benene formidabelt til Miles Hoares smækre koreografier.
Den store kærlighedshistorie imellem hovedrollerne, Maria og Tony, bliver også særdeles ung og uskyldig, når især Søren Torpegaard Lunds glatte ansigt og edderdunsfine stemme giver sig i kast med sin kærlighedsarie til Maria. Det er ikke sidste gang, at Torpegaard kommer til at imponere os i en førsteelskerrolle.
Emilie Groth, der deler rollen som Maria med Astrid Giske, er ikke et typisk valg til rollen. Men hendes jordnære og afdæmpede naturlighed giver en god kontrast til det højdramatiske klimaks, som hun bærer senere i forestillingen.
Forestillingens største fornøjelse er dog Julie Steincke i rollen som Anita, der dels hører til de puertoricanske Sharks, men samtidig finder en vis sympati for den amerikanske kultur. Steincke udtrykker formidabelt de konflikter og spændinger, der opstår, når man både respekterer, hvor man kommer fra, og hvor man er kommet hen, samt når man hverken vil knægte familiens ære eller den frie kærlighed. For denne anmelder er dette Julie Steinckes hidtil stærkeste præstation.
Ligesom ”Romeo og Julie” er ”West Side Story” en eviggyldig kærlighedshistorie, der også har sin berettigelse i 2020’ernes Danmark. Og med ledsagelse af Det Kongelige Kapel, der som få andre musicalorkestre kan få paukerne til at dundre og tværfløjterne til at trille, er vi musikalsk i særdeles gode hænder. Desværre bliver det også tydeligt, at opsætningen og de medvirkende aldrig helt kommer på højde med orkestret.
Forestillingen spiller i Operaen i København til den 28. december 2022.
Baseret på idé af: Jerome Robbins | Musik: Leonard Bernstein | Tekst: Stephen Sondheim | Manuskript:Arthur Laurents | Oversættelse: Jesper Malmose | Sangtekster: Silas Bjerregaard | Iscenesættelse:Thomas Bendixen | Dirigenter: Robert Houssart, Thomas Bagwell og Tim Murray | Medvirkende: Søren Torpegaard Lund, Emilie Groth, Astrid Giske, Julie Steincke, Lukas Toya, Luc Boris André Kouadio, Stanley Bakar, Adam Tocuyo, Josephine Raahauge, Peter Oliver Hansen, Steen Stig Lommer, Bjarne Antonisen, Martin Loft, Mikkel Moltke Hvilsom, Christoffer Skov, Linda Arunee Olofsson, Linnea Stenbeck, Simon Fichman, Niklas Frandsen, Troels Graakjær, Morten Daugaard, Steffen Hulehøj Frederiksen, Marcus Elander, Rasmus Grandt, Rachael Ireson, Sarah Olivia Klitgaard Knudsen, Celine Friis, Philippa Gudsøe, Andrea Schirmer, Rai del Valle, Julien Roman, Timothy De Mesa Højgaard, Ivan Spahi, Ida Mei On, Nadin Reiness, Lydia Bevan og Det Kongelige Kapel | Scenografi: Palle Steen Christensen | Kostumedesign: Astrid Lynge Ottosen | Koreografi: Miles Hoare | Lysdesign: Mathias Hersland | Produceret af: Det Kongelige Teater