Det Kongelige Teaters mesterlige ”Amadeus” vender tilbage

Kasper Holtens opsætning af ”Amadeus” på Det Kgl. Teater i 2019 høstede mange anmelderroser, men genopsætningen er ikke lige så vellykket.

★★★★☆☆

I 2019 opsatte Kasper Holten – dengang nytiltrådt direktør for Det Kongelige Teater – forestillingen ”Amadeus”. Det blev som et mesterstykke for Holten, der med forestillingen kærtegnede den klassiske musik, operaen, balletten og skuespillet; altså de kunstarter, som huses i Det Kongelige Teater.

Teksten er skrevet af engelske Peter Schaffer i 1979 og har komponisten Antonio Salieri som hovedrolle. Salieri er anerkendt for sin musik og har derfor også fået det præstigefulde job som hofkomponist i Wien. Men da Wolfgang Amadeus Mozart kommer til byen, og han uden anstrengelse gør sig populær hos både folket og det kejserlige hof, bliver Salieri misundelig.

Salieri har hidtil levet et mådeholdent og gudhengivent liv for på den måde at stille sig til rådighed for Gud igennem musikken. Men da han indser, at den guddommelige lyd ubesværet strømmer fra den unge, vulgære, drikfældige og letlevende Mozart, bliver hans misundelse mod Mozart vendt til had mod Gud, og Salieri går i direkte infight mod Gud med Mozart som instrument. Til sidst må han dog erkende sin egen middelmådighed, men er skaden på det guddommelige blevet for stor og uoprettelig?

Opsætningen i 2019 fik hobevis af anmelderroser. Men genopsætningen, der netop nu har haft premiere på Gamle Scene i København, er desværre ikke nær så velfungerende. Selvom forestillingen grundlæggende er den samme, så er den i mellemtiden blevet ufokuseret og, ja, middelmådig.

Skuespillerne er ellers udmærkede hver for sig. Henrik Koefoed, der har overtaget rollen som Salieri efter Søren Sætter-Lassen, spiller rollen varmt og sympatisk, så vi trods hans usmagelige jagt på berømmelse også forstår hans motiver. Og Lukas Toya, der nu spiller rollen som Mozart, som Simon Bennebjerg havde i 2019, giver rollen et mere drenget og uskyldigt udtryk, hvilket også understøtter hans offerposition. Også Ole Lemmeke, der spiller kejser Joseph II, er aldeles velfungerende som komisk sidekarakter.

Men samlet set er der for store forskelle i skuespillernes udtryk, hvilket får forestillingen til at virke usammenhængende. Der bliver ikke rigtig opbygget energi eller spænding imellem karaktererne i de enkelte scener, og derfor bliver forestillingen som helhed en temmelig lang og træg affære. Dertil kommer en række mindre fejl, som ikke hjælper på helhedsoplevelsen – vi kan dog håbe på, at disse med lidt øvelse og nogle tekniske justeringer kan rettes op under spilleperioden.

Forestillingen er dog stadig seværdig – både i kraft af de dygtige præstationer, det glimrende koncept, Maja Ravns scenografi og kostumer og ikke mindst den guddommelige musik fra Mozarts hånd. Men har man set versionen fra 2019, tåler den ikke sammenligning.

“Amadeus” spiller på Gamle Scene i København til den 17. februar 2023.

Dramatiker: Peter Shaffer | Oversættelse og iscenesættelse: Kasper Holten | Genopsætningsinstruktør: Anna Schulin-Zeuthen | Medvirkende: Henrik Koefoed, Lukas Toya, Ellaha Lack, Ole Lemmeke, Bjarne Antonisen, Viktor Pascoe Medom, Martin Bo Lindsten, Michael Moritzen, Morten Hauch-Fausbøll, Renate Ekerhovd, Antti Mähönen, Claus Nielsen, Cecilie Bogø Bach, Sune Kofoed m.fl. | Scenografi og kostumer: Maja Ravn | Musik: Det Kongelige Kapel | Musikalsk ledelse: Mikkel Futtrup | Koreografi: Signe Fabricius | Lysdesign: Bruno Poet | Lyddesign: Rasmus Balch og Jakob Bo Nystrup | Produceret af: Det Kongelige Teater

Del med dit netværk