Masser af charme og store ambitioner i årets Amager Revyen
Den kun 5 år gamle Amager Revyen træder stadig sine barnesko, men på visse punkter ligner den også en revy med masser af kilometer i benene.
★★★☆☆☆
Der er ikke meget plads at boltre sig på i salen på Teater Play, hvor blandt andet Amager Revyen holder til. Der findes ikke en egentlig scene, men de medvirkende spiller foran scenografien, der pryder bagvæggen, mens de forsøger at holde sig inden for det relativt snævre rum, som lyskilderne fra det lave teaterloft kan oplyse. Og publikum er placeret på stolerækker i tre sektioner, der udnytter arealet optimalt, men til gengæld koster lidt på udsyn og komfort.
Men storhed skal som bekendt nogle gange findes i det små, og Amager Revyen har tilsyneladende ikke tænkt sig at lade noget så lavpraktisk som plads begrænse ambitionerne. Det mærker vi eksempelvis på den velvoksne besætning på fem skuespillere og en kapelmester, hvilket mange andre små revyer ikke kan stille med. Og i programmet er der listet hele 25 revynumre, hvilket også er et udtryk for en revy, der spænder buen til sit yderste.
Og ja, de rammer også ved siden af hist og pist. Og enkelte gange er det så eftertrykkeligt, at tæerne har svært ved at rette sig ud igen. Særligt pinagtig bliver Anders Aaman Anderskovs tekst i nummeret “Guiden”, der er fyldt med kærlighedserklæringer til Amagers særlige ting og steder, men som til gengæld ikke rummer skyggen af komik. Heldigvis er den lokal, og derfor værd at tage med.
Anderledes vellykket er Frida Sofie Sigurths gendigtning af Epes vise “Før vi fik bil” med melodi af Amdi Riis, som Marguerite Viby sang i Cirkusrevyen 1965. Nu hedder den “Før vi fik barn” og synges af et ungt forældrepar, spillet af Frida Sofie Sigurth og Andreas Forné, der forsøger at overbevise sig selv om lykken ved børn, selvom søvn og sexliv er forsvundet. Teksten er aldeles levende og begavet skrevet. Det samme gælder hendes tekst til visen “Jordens requiem”, der er særdeles rørende uden at blive alt for patosfyldt, og som hun i øvrigt selv fremfører ganske betagende.
Revyen ledsages musikalsk af Morten Østergaard på keyboard inklusive rytmeboks, hvilket bliver en temmelig flad og enerverende instrumentering. Til gengæld er Morten Østergaards musikalske kompositioner til flere af revyens sange og viser aldeles melodiøse og vellydende, ligesom hans akkompagnement trods de lydtekniske begrænsninger er meget musikalsk.
På skuespilsiden er der egentlig ikke så meget at sætte en finger på, selvom der heller ikke findes nogen specielt mindeværdige præstationer. De fem medvirkende er hyggeligt og charmerende selskab, og de indfrier i det store hele, hvad teksterne kræver af dem.
Anders Aaman Anderskov og Andreas Forné er et par søde gutter, når de klædt som dynejakkeklæde lømler synger: “Før var vi hårde bananer – nu er jeg deltidsveganer.” På samme vis er Mille Berg og Dorte Munksgaard skønne som to fuldmodne “Amager-bimboer”, som vi møder både før og efter en våd aften i Amagers natteliv. Frida Sofie Sigurth er som allerede nævnt ganske fortrinlig i viserne, men hun imponerer også med en glimrende Inger Støjberg i en rødhåret og jysktalende Askepot-version.
Instruktør Mikkel Reenberg har sammensat et glimrende og varieret revyprogram, der rummer en fin balance imellem viser, sketcher, showelementer, et klassisk hyldestmedley og en række lækre shorties. Derudover er både den gigantiske amagerhylde i scenografien og de mange lokale referencer et udtryk for en revy, der virkelig vil sit lokalmiljø, og det er absolut klædeligt.
I det hele taget forlader denne anmelder Teater Play med lyst til at give en ekstra stjerne alene for ambitionerne og den gode stemning. Men der er for mange klumper i sovsen – både i enkelte numre og i revyens generelle flow – til at kunne give mere end tre stjerner i denne omgang. Derfor ser vi med forventningsglæde frem til næste år, hvor dansetrinene og de gode pointer forhåbentlig sidder lidt skarpere hele vejen igennem revyen.
Amager Revyen 2023 – med undertitlen “Ærligt talt” – spiller til den 23. april 2023.
Tekst og musik: Morten Østergaard, Mikkel Reenberg, Mille Berg, Dorte Munksgaard, Frida Sofie Sigurth, Anders Aaman Anderskov, Josephine Nørring, Lars Udengaard, Benny Bang Jensen, Isabel Arnold, Christopher Fabritius m.fl. | Iscenesættelse: Mikkel Reenberg | Kapelmester: Morten Østergaard | Medvirkende: Dorte Munksgaard, Mille Berg, Anders Aaman Anderskov, Frida Sofie Sigurth og Andreas Forné | Scenografi: Mille Berg, Gustav Sigurth og Mikkel Reenberg | Lysdesign: Anders Leth | Lyddesign: Morten Østergaard | Produceret af: Amager Revyen