”Ekspedienterne” er et nyt mesterstykke af Line Knutzon
Sindstilstande og begreber bliver konkrete i Line Knutzons mesterlige komedie ”Ekspedienterne” med munter iscenesættelse af Elisa Kragerup.
★★★★★☆
Få mennesker formår som Line Knutzon at vende vrangen ud på et menneskeligt sind og give alt det løjerlige i os et dramatisk liv. Denne anmelder kendte bedst Line Knutzon som en af 90’er-dramatikkens legender og har derfor ind til for få år siden kun læst og ikke oplevet hendes værker.
Det ændrede sig i 2018, da hun blev tilknyttet Betty Nansen Teatret som husdramatiker og dermed – som en af de første og eneste i nyere tid – blev fastansat og månedslønnet forfatter. Det blev en investering, der først kastede den absurdistiske succeskomedie “Livstidsgæsterne” af sig, hvorefter hendes lige så succesfulde nyfortolkning af Fjodor Dostojevskijs “Spilleren” fik latteren til at bølge igennem salen.
Nu er Line Knutzon tilbage med endnu et værk på Betty Nansen Teatret – men denne gang under mindre forhold i det lille rum på anneksscenen Edison og med kun to medvirkende. Forestillingen hedder “Ekspedienterne” og handler om to butiksindehavere i et lille, fiktivt lokalsamfund, og igennem en række scener udfolder en række forfærdelige og forfærdeligt genkendelige personlighedstræk sig.
Line Knutzon har – og viser i denne forestilling især – en særlig evne til at gøre det uhåndgribelige håndgribeligt og omvendt. Eksempelvis står den ene af de to ekspedienter pludselig stille som en statue, og først da den anden spørger, hvad der foregår, forklarer den første, at hun er stivnet i sin egen selvopfattelse.
Et andet eksempel er tomrummet ude bagved, hvor de stiller alt det, de gerne vil gemme på. Vi forstår efterhånden, at de to ekspedienter opmagasinerer alle deres -ikke-realiserede livsdrømme derude. Den ene har for eksempel en skonnert og et splinternyt tiny house stående, mens den anden bliver taget i at gemme et kæmpemæssigt bryllup med 300 gæster.
Line Knutzons tone er skarp, præcis og virkelig underholdende. Og de to skuespillere, Tilde Maja Fredriksen og Mikkel Arndt, samt instruktøren Elisa Kragerup, får tilsammen skabt en overordentlig velfungerende, crazykomisk og charmerende forestilling.
Det bliver indimellem nærmest som et sketchshow, når de to ekspedienter diskuterer, hvor stor deres butik er, eller hvordan varerne skal stå. Og alt i alt er ”Ekspedienterne” en komedie, der er sindssygt morsomt skrevet, spillet og instrueret, og som samtidigt spejler os ubehageligt tydeligt.
Forestillingen spiller på Betty Nansen Teatrets anneksscene Edison på Frederiksberg til den 10. juni 2023.
Tekst: Line Knutzon og Elisa Kragerup | Iscenesættelse: Elisa Kragerup | Medvirkende: Tilde Maja Fredriksen og Mikkel Arndt | Scenografi: Karin Gille | Lysdesign: Christian Alkjær | Produceret af: Betty Nansen Teatret