“Bunbury” som drag race

Oscar Wildes “Bunbury” på Det Kongelige Teater er en farverig og moderne farce med smækre drag queens, komiske mestre og noter af burlesque.

★★★★★☆

Identiteterne hvirvler omkring i Oscar Wildes forviklingsfarce “Bunbury” eller “The Importance of Being Earnest”. For hvem er egentlig Earnest? Eller måske mere relevant: Hvem er egentlig sig selv?

Earnest eksisterer ikke. Han er skabt af hovedkarakteren Jack Worthing, som kalder sig Earnest, når han lever sit frie liv i byen, mens han kan give Earnest skylden for alle eskapaderne, når han er på landet. Umiddelbart en fin løsning. Men hvad så, når man bliver forelsket i en, som kun elsker Earnest? Og hvad så, når der pludselig er mere end én Earnest i huset? Ærlighed er ikke en mulighed, så der må tænkes kreativt.

Det resulterer i en effektiv farce, der i Det Kongelige Teaters version tilføres et farverigt queer-tema med kønskrydsede roller og en udtalt hyldest til friheden til at være sig selv uanset fordomme og forventninger. Samtidigt bliver den en satire over skrøbeligheden ved alene at identificere sig med et navn, en samfundsklasse, en idealiseret fremtidsdrøm, en tradition eller sågar en præstekjole.

Den tyske instruktør Bastian Kraft har formået at trække denne essens ud af “Bunbury” i sin bearbejdelse af Oscar Wildes klassiker fra 1895. Og det er hjulpet godt på vej af scenograf Jonas Fly, som har lavet et usædvanligt stringent visuelt koncept med lag-på-lag-kulisser og leg med skyggespil, som fungerer fremragende både som komisk spilleplade og som dramaturgisk medfortæller.

På scenen står et sublimt cast, som på papiret ikke kan skuffe, hvilket de bestemt heller ikke gør. Mikkel Becker Hilgart (som Jack Worthing) udnytter sine komiske styrker – især i sin ekspressive mimik – til at drive farcen fremad og holde energien og tempoet oppe. Han er stærkt bakket op af Ena Spottag (som Algernon Moncreiff), der med coolness og charme bliver den irriterende, bedrevidende og lidt for anmassende ven. De to skuespilleres parløb ville man i øvrigt gerne se meget mere til fremover.

Emil Blak Olsen spiller rollen som Gwendolen Fairfax tydeligt og humoristisk som smækker drag diva med store øjne og et forførende udtryk. Og ligeledes er Jens Jørn Spottag betagende som grand dame queen med autoritet, dyb mandestemme og underspillet humor. De er begge så gennemførte i deres drags, at det vidner om en respekt for dét, som drags repræsenterer, som er så meget mere end en mand-i-dametøj-gimmick. De er klar til RuPauls runway.

I den mere overspillede farcekategori, men ikke desto mindre vellykkede, er Mette Horn og Rasmus Botoft som henholdsvis Pastor Chasuble og Miss Prism. Også disse to mødes i et aldeles dynamisk, komisk parløb, så det slår gnister imellem den liderlige præst og den stivnakkede gammeljomfru. Og Karla Rosendahl, der spiller den unge Cecily Cardew, bliver en lækkert spiddende satire over den lade og selviscenesættende ungdom, som – om end satiren er vel karikeret – er aldeles genkendelig i Rosendahls overbevisende gestaltning.

Desværre er Lasse Steen, der spiller dobbeltrollen som butlerne Lane og Merimann, en temmelig underudnyttet spiller i ensemblet, og han må i Bastian Krafts iscenesættelse desværre nøjes med at trisse rundt med en serveringsbakke, selvom hans burlesque-inspirerede gamemaster-rolle ellers fanger vores opmærksomhed fra begyndelsen. Det er synd for os. Til gengæld kan vi nyde hans musikalske ledsagelse, som han selv spiller og synger under forestillingen, og som bidrager med en moderne og udfordrende lyd, der kontrasterer de klare farver i scenografien.

Det gamle sprog i „Bunbury‟ er i Holger Bechs oversættelse delvist fastholdt, hvilket gør teksten en anelse bedaget – særligt når det sættes sammen med de meget nutidige virkemidler i iscenesættelsen og scenografien. Og man må kæmpe lidt for at fastholde opmærksomheden på ordene i enkelte mere langtrukne sekvenser. Men ellers er „Bunbury‟ en vellykket farce, der i mere end én forstand ligner noget, vi aldrig – eller i hvert fald sjældent – har set før på scenen.

Forestillingen spiller i Skuespilhuset i København til den 27. april 2025.

Dramatiker: Oscar Wilde | Oversættelse: Holger Bech | Bearbejdelse og iscenesættelse: Bastian Kraft | Medvirkende: Ena Spottag, Mikkel Becker Hilgart, Emil Blak Olsen, Karla Rosendahl, Jens Jørn Spottag, Rasmus Botoft, Mette Horn og Lasse Steen | Scenografi: Jonas Fly | Kostumedesign: Jelena Miletić | Videodesign: Signe Emma | Musik: Lasse Steen | Lysdesign: Elizabeth Nøddebo Dyhr | Lyddesign: Janus Jensen | Produceret af: Det Kongelige Teater

Del med dit netværk