Stjernedygtigt teaterhåndværk med et haltende indhold i den musikalske monolog “Jeg hører stemmer” af Zaki Youssef.
★★★☆☆☆
Når multikunstneren Zaki Youssef fremfører sin musikalske monolog, “Jeg hører stemmer”, så foregår det i en forestilling af høj teknisk kvalitet og med stærke virkemidler, men forestillingens tekstmæssige indhold tenderer til navlepilleri krydret med banaliteter.
Forestillingen veksler mellem tale og sang, og den akkompagneres dygtigt af DJ Turkman Souljah i et alsidigt lydunivers, der fungerer som en stor medspiller på scenen. Zaki Youssef, som har en dansk mor og en egyptisk far, fortæller om de mange forskellige identiteter, som han igennem sit liv har skullet forholde sig til – både i sig selv og i sin omgangskreds. Han parodierer både leverpostej-danskeren, den overmangfoldige højskoleforstander, ghetto-turisten, ghetto-gangsteren, politibetjenten, lømmel-gruppen, ballade-drengene og den sociologistuderende, som bliver våd af at høre om ghetto-livet. Og rent skuespilteknisk præsterer Zaki Youssef, som forventet, formidabelt.
Foto: Agnete Schlichtkrull
“Jeg hører stemmer” er iscenesat af Christian Lollike, som har dyrket den høje energi, der kommer med Zaki Youssefs performance, og samtidig er forløbet – som en god koncert – varieret mellem høj og lav intensitet. Genremæssigt er “Jeg hører stemmer” endnu udefinérbart, hvilket velnok kendetegner de fleste kunstgenrer, når de først er ved at etablere sig – men der er strejf af både teaterkoncert, performance og skrako. Der er ingen tvivl om, at denne form for historiefortælling er ved at vinde terræn i scenekunstbilledet. Vi så blandt andet et lignende koncept med Hassan Preislers “Brun mands byrde” sidste år på Aarhus Teater.
Men hvad er så formålet med at fortælle netop denne historie på en teaterscene? Langt det meste scenekunst sætter et spejl op foran sit publikum, hvori vi genkender os selv. Men når det skal give mening, skal vi også kunne lære noget af det – finde ud af, hvem vi er, eller undersøge den del af os, vi helst ikke vil være. I Zaki Youssefs monolog er det banaliteter, der driver indholdet. Vi får stereotype karikeringer, klichéfyldte sangtekster og politiske standpunkter, som man kan trække i en automat. På den måde bliver spejlet foran os til en karikatur, hvor vi kun kan grine lidt ad os selv og hinanden, men uden at blive meget klogere.
Derfor er “Jeg hører stemmer” et teaterhåndværksmæssigt pletskud, men som kunst – i særdeleshed i sin karakter af performancekunst – en noget tør oplevelse. Havde det været for fem til ti år siden, at forestillingen havde premiere, var vi sikkert blevet væltet på en anden måde end i dag.
Forestillingen er produceret i et samarbejde mellem Sort/Hvid og Det Kgl. Teater, og den spiller på Teater Katapult i Aarhus til den 26. november 2015.
Tekst, performance og komposition: Zaki Youssef | Musik og komposition: Turkman Souljah | Instruktion: Christian Lollike | Scenografisk konsulent: Nathalie Mellbye | Lysdesign: Morten Kolbak | Lyd: Jes Theede | Produceret af: Sort/Hvid og Det Kgl. Teater
Del med dit netværk
