Svag iscenesættelse af Carl Nielsens “Maskarade” i en kammerversion fra Det Kongelige Teater. Den klassiske, komiske opera er på turné og spiller denne aften i Symfonisk Sal i Musikhuset Aarhus.
★★★☆☆☆
Rent musikalsk er Carl Nielsens “Maskarade” en levende og mesterligt komponeret opera – det er efterhånden et velkendt faktum, som især er blevet cementeret i løbet af det forgangne Carl Nielsen-år i forbindelse med komponistens 150 års fødselsdag i 2015. Også i Det Kongelige Teaters kammeropera, hvor symfoniorkestret er skåret ned til tre musikanter, er musikken et solidt og velorkestreret fundament, som ikke mindst skyldes det musikalske arrangement af dirigent og pianist Leif Greibe.
“Maskarade” baserer sig på Ludvig Holbergs komedie af samme titel fra 1724, som Carl Nielsen i 1906 præsenterede sin opera-fortolkning af. I Det Kongelige Teaters opsætning er handlingen ført fra Holbergs tid til Carl Nielsens tid – altså i begyndelsen af 1900-tallet. Det ser vi mest af alt i forestillingens kostumer og rekvisitter. Scenografien, som primært består af blegnede billedrammer, staffelier på hjul og patinerede spejle, er derimod en mere tidløs reference, hvilket i sit udgangspunkt passer til forestillingens pointe om, at “Maskarade” er en evigt aktuel historie. Den handler om at blive voksen, om generationsskifte og om kærlighedens ukuelighed. “Og tider skifter, og sæder mildnes,” synger vi i sangen “Den danske sang”, som også er komponeret af Carl Nielsen. Vi vil evindeligt blive ældre, og de unge vil til stadighed have andre moder og luner, end deres foregående generationer.
Det er således en noget selvfølgelig observation at bygge sin iscenesættelse på, hvis der altså ikke er mere at komme efter. Og det er der ikke i denne opsætning af “Maskarade”. Dog ser vi en moderniseret opera, hvor Magdelone snildt kan være ekspressivt liderlig, og hvor de unge elskende sagtens kan ‘snave hinanden i jorden’ for åbent tæppe. Og det er en frisk og frimodig tilgang til klassisk scenekunst, som selvfølgelig klæder en komisk opera som “Maskarade”. Men samtidig med, at forestillingen er humoristisk og let, så giver den altså udtryk for at ville behandle et evigt relevant tema, hvilket den i sin iscenesættelse ikke lykkes med.
Dertil kommer det mere praksisnære, som er formidlingen af en historie fra en scene. Det kræver eksempelvis, at man som publikum kan høre og forstå, hvad der bliver sunget og sagt fra scenen. Det er i sagens natur en anderledes diktion, når skuespillerne eller operasangerne skal synge deres replikker, som det hører sig til i en ‘opera buffa’ som “Maskarade”. Den vokale præstation er selvfølgelig afgørende for en operasanger, hvor skuespilteknik og diktion kommer i anden række. Men i denne opsætning er skuespilpræstationerne generelt under det niveau, man ellers ville forvente af kongelige operasangere. Og for alle os, der ikke kan librettoen udenad, er det mildest talt vanskeligt at høre, hvad der bliver sunget. Og noget tyder på, at det er den personlige instruktion, der er gået fløjten, når problemet er generelt for forestillingen og ikke specifikt hos enkelte af de medvirkende.
Foto: Thomas Petri
Der er ingen tvivl om, at de vokale præstationer er i orden. Særligt bemærkes den samklang, som ungkarlen Leander (Mathias Hedegaard) og tjeneren Henrik (Simon Duus) har i deres scener. Ligesom også disse to karakterers samspil på scenen er et vellykket element i forestillingen. En overordentlig hæderlig baryton hører vi hos Jeronimus (Per Bach Nissen) – i særdeleshed i Jeronimus’ sang, “Fordum var der fred på gaden”. Men forestillingens største kvaliteter er hos Carl Nielsen og den lille trio af violin, cello og flygel fra Det Kongelige Kapel.
Kammeroperaen “Maskarade” havde premiere den 31. juli 2015 og er nu på turné ind til den 3. december 2016.
Af: Carl Nielsen | Iscenesættelse og bearbejdning: Natascha Metherell | Musikalsk ledelse og bearbejdning: Leif Greibe | Medvirkende: Per Bach Nissen, Ulla Kudsk Jensen, Mathias Hedegaard, Simon Duus, Christian Damsgaard, Bengt-Ola Morgny, Signe Sneh Schreiber og Francine Vis | Musik: Leif Greibe, Charlotte Rafn og Therese Åstrand Radev fra Det Kongelige Kapel | Scenografi og kostumedesign: Karin Gille | Produceret af: Det Kongelige Teater
Del med dit netværk
