Ung forelskelse, misbrug og fælles selvmord
Der er ensemble-debut på Teater Nordkraft i Aalborg med dramatiseringen af den populære og lokale ungdomsroman “Dig og mig ved daggry”. Minna Johannesson og et ganske imponerende ensemble gør bogen levende på teaterscenen.
Med forestillingen “Dig og mig ved daggry” præsenterer Teater Nordkraft i Aalborg for første gang sit nye ensemble. Og der er karaktermæssigt noget guf at arbejde med til de fleste af skuespillerne, hvilket gør forestillingen ganske velegnet til formålet.
Vi ser et skuespillerteam, der allerede har ‘spillet sig ind på hinanden’ og giver energi til forestillingen ved at spille sammen – netop som et godt ensemble kan gøre det. Desuden er det bemærkelsesværdigt, hvor godt de alle passer ind i netop disse roller. Det skal derfor blive spændende at se i fremtidige forestillinger på Teater Nordkraft, om de bare var heldige med denne forestilling, eller om de faktisk er så alsidigt et ensemble, som de ser ud til at være.
Dramatisering af en roman
“Dig og mig ved daggry” er en ungdomsroman af Sanne Munk Jensen og Glenn Ringtved. Instruktør Minna Johannesson har omskrevet romanen til teater, hvor vi med nogle få fortællegreb får fortalt hele historien om Louise og Liam, der kaster sig ud fra Limfjordsbroen sammen. Og om Louises forældre, Ulla og Gorm, Liams irske far, Ian, samt Liams ven Jeppe og en række grufulde biroller.
Foto: Louise Dybbro
Det er en historie, der appellerer til de unge aalborgensere, men som også har helt klare kvaliteter for et voksent publikum. Det er eksempelvis en stor del af forestillingen, at vi følger forældrenes kamp med at komme videre i livet efter selvmordet – og det er en fortælling, som de fleste voksne både med og uden børn kan fanges af. Forestillingen bevæger sig sprogligt i et niveau, hvor den er tilgængelig for et yngre publikum, men hvor den absolut ikke taler ned til nogen.
Det kan godt fornemmes, at forestillingen først og fremmest er en bog. Vekslingen imellem dialog og fortællerstemme, samt i det hele taget fokusset på de to unge hovedpersoners tanker frem for handlinger, gør forestillingens udtryk litterær. Teatermediet bidrager ikke i sig selv med noget til fortællingen, men evnen til at berette fra scenen er stor hos Minna Johannesson og de medvirkende, så har man ikke læst bogen i forvejen, er det alt andet lige nemmere at få den fortalt fra en scene på godt to timer. Og det er en brandgod fortælling!
En minimalistisk scenografi
Claus Helbo har skabt en scenografi, der kommer til udtryk igennem materialer og teknik frem for dekoration og funktion. Vi lægger først og fremmest mærke til, at der ikke er nogen scenografi, men der er transportkasser, lampestativer og stole. Én af transportkasserne er fyldt med tøj, som i en scene væltes ud til en kæmpe tøjbunke, der både bliver til teenager-værelset, hvor Louise og Liam har sex, og til mindet efter Louise, som hendes forældre skiftevist pakker væk og finder frem.
Kombineret med et diskret videodesign benyttes tekniske muligheder til at skabe forestillingens visuelle udtryk. En bom fra loftet trækkes ned i én scene, en tynd stråle af sand drysser ned fra loftet i en anden scene, og en massiv teaterrøg med projektioner skaber en uendelig tåge omkring Louise i slutningen af forestillingen.
Foto: Louise Dybbro
Scenografien er dermed minimalistisk eller decideret fraværende – men altså repræsenteret i rekvisitter og disse store transportkasser, der bliver forestillingens ydre. Og det fungerer! Måske havde mere scenografi betydet, at vi fik mindre effekt af skuespillet, eller måske havde det ikke gjort noget med lidt til at dække for teaterrummet, der bliver meget dominerende i helhedsoplevelsen. For godt nok kan minimalisme være en scenografisk udtryksform, men fravalget af scenografi betyder altså også tilvalget af snoreloft, udsugning, lysende stand-by-lamper, smækkende scenedøre og skuespillere, der sidder på hug bag en kasse, når de er ‘off-stage’.
God start på ensemble-æraen
Det er ikke nyt i teaterbranchen, at man ansætter et fast ensemble til et teater. Engang var alt andet næsten uhørt, og så har man i en lang periode afskaffet ensemblerne mange steder, men nu er de på vej tilbage med blandt andre Team Teatrets og Teater Nordkrafts initiativer i de seneste år til at genindføre ensemblet.
Med “Dig og mig ved daggry” ser vi Jela Natius Abildgaard, der forrygende træder i front som hovedrollen Louise, og en herlig Alexander Clement, der med stor variation og energi gør Liam elskelig på godt og ondt. Petrine Agger og Jacque Lauritsen er alsidige og klassiske eksempler på ensemble-skuespillere, der næsten skal have ordre til at fejle, hvis vi nogensinde skal se dem slå en skævert. De dribler legende let rundt i karakterskift og følelsesskift, der sandeligt ikke ser lette ud! Og endeligt er Lærke Schjærff Engelbrecht både vennen og veninden. Hendes – måske til lejligheden – kortklippede hår gør hende en smule androgyn, og hun formår at udtrykke både det kvindelige og det drengede med troværdighed.
Foto: Louise Dybbro
Derfor er “Dig og mig ved daggry” både en hamrende god historie, der er dramatiseret og iscenesat under de bedste omstændigheder for en roman, og et godt eksempel på god skuespilkunst på flere niveauer. Nu er det op til Teater Nordkraft at udnytte og udvikle ensemblets muligheder – ikke mindst til gavn for det aalborgensiske teaterpublikum.
Forestillingen spiller ind til den 19. maj 2018.
Efter roman af: Sanne Munk Jensen og Glenn Ringtved | Dramatisering og iscenesættelse: Minna Johannesson | Medvirkende: Jela Natius Abildgaard, Alexander Clement, Lærke Schjærff Engelbrecht, Petrine Agger og Jacque Lauritsen | Scenografi: Claus Helbo | Lysdesign: Kian Larsen | Lyddesign: Ditlev Brinth | Videodesign: Chris Nieft | Produceret af: Teater Nordkraft
Del med dit netværk
