Komedie om knyster og knastørre skeder

Ann Hjort, Pernille Schrøder og Sofie Stougaard er en munter og velsyngende trio i Ann Mariagers komedie ”Modne damer i morgenkåbe”.

★★★★☆☆

Tre veninder fra et tirsdagskor mødes på et svensk spacenter for at fejre Susannes 60-års fødselsdag. Der er to regler: De må ikke tale om mere end én sygdom én gang, og de må ikke tale om mere end ét barnebarn én gang. Men der er også masser af andre ting at tale om, når hårene er blevet grå, og rynkerne tager til. Knysterne på fødderne og tørhed i skeden er bare nogle af de intime emner, som de tre veninder kommer ind på.

Undervejs folder de tre amatørkorister sig ud med trestemmig korsang. Melodierne kender vi, men teksterne har fået en overhaling. Særligt bemærker vi sangteksten ”Den danske sang er en moden kvinde”, der afrunder aftenens komedie på fin og rammende vis.

Forestillingen er skrevet af Ann Mariager, der er journalist og forfatter til blandt andet revytekster og tv-satire. ”Modne kvinder i badekåbe” er på én gang en frustration over og en fejring af at være en moden kvinde, og den har samtidig det komiske udtryk, som kendetegner en traditionel revy. Faktisk kan forestillingen ses som ét langt revynummer.

Pia Rosenbaum har iscenesat forestillingen med humor og en god balancering af det lette og det spændingsfyldte imellem de medvirkende. Hun medvirker i øvrigt også selv på storskærm som en af kvindernes aldrende mor, der lige knap kan finde ud af at placere sit eget ansigt inden for billedet, mens hun ”facetimer” med sin datter.

Teater, der virker!

Dermed placerer forestillingen sig genremæssigt som en letfordøjelig komedie, mens den samtidigt virker som lige i øjet på den målgruppe, som den forventes at spille for på sin danmarksturné. Det er langt fra eksperimenterende scenekunst – det er tværtimod nærmest altmodisch. Men det er teater, der virker!

Kunne vi have været foruden de små flashbackscener, hvor kvinderne fortæller barndomsminder om fine tøjstykker og skoledrillerier, så havde det nok hjulpet på helhedsoplevelsen. Disse scener er uden tvivl kommet med for at give karaktererne psykologisk dybde, men det klæder i denne sammenhæng hverken forestillingen eller de medvirkende.

Samtidig er scenografien særdeles amatøristisk og vaklende ustabil, mens videoprojektionen af sms-beskeder, datingside og pausefisk er uteknisk og kluntet udført. Her har Danmarks teaterforeninger altså fortjent en lille smule mere kompetence og investeringsvilje for pengene. Rent visuelt ligner forestillingen en sparerunde.

Men det hele står og falder med, om de tre modne damer kan underholde og engagere os. Det kan de – og de gør det på smukkeste vis i skikkelse af Ann Hjort, Pernille Schrøder og Sofie Stougaard.