Benhårdt skuespil om et umuligt venskab

Brevvekslingerne i ”Adressaten ubekendt” bliver levendegjort i Det Kongelige Teaters sublime teateropsætning af Kressmann Taylors bog.

★★★★★★

To tyske venner – tætte som brødre – skriver breve til hinanden. De ejer et kunstgalleri sammen i San Francisco, USA, men nu er Martin (Lars Mikkelsen) rejst tilbage til Tyskland, mens Max (Søren Sætter-Lassen) er blevet i USA. Forretningen kører videre, og de tjener rigeligt – ja, mere end rigeligt.

Vi er i begyndelsen af 1930’erne, og Hitler er ved at få magt. Og nu kommer der noget imellem Martins og Max’ venskab, som aldrig før har haft betydning for dem: Max er jøde.

Førhen var de filantroper og humanister, men nu er Martin blevet grebet af den handlekraftige Hitlers retorik, og han går aktivt ind i partiets arbejde. Derfor må han afskære forbindelsen med Max, og bruddet får Max helt ud i det mørkeste mørke.

”Adressaten ubekendt” er en fiktiv brevveksling skrevet af Kathrine Kressmann Taylor i 1938. Brevene er levendegjort på scenen i Thomas Bendixens iscenesættelse med to skuespillere, et par borde og kun ganske få rekvisitter.

Ligesom i klassikeren ”Kærestebreve” af A.R. Gurney er det altså teksten og de to skuespillere, der alene skal bære forestillingen. Dog er tekststykkerne her opbrudt af mindre intermezzi, hvor musik, videoprojektioner og nogle små koreografier giver både pusterum og stemning.

Det kunne så let være røget på gulvet; det kunne så let være blevet kedeligt og tungt. Men nogle af landets stærkeste kræfter er i spil, og det kan mærkes. Iscenesættelse, scenografi, lyd, lys og video er simpelthen til ug.

Søren Sætter-Lassen er fantastisk som den jødiske Max, der først spilles med en lethed og livsglæde, siden som et offer med kniven siddende i ryggen for til sidst at opbygge en skræmmende hårdhed og kulde. Hans karakterspil er lige så læseligt, som teksten på det videoprojicerede brevpapir.

Charmerende djævel

Samtidig er Lars Mikkelsen både vidunderligt kærlig og charmerende som vennen Martin, mens han bliver som en djævel med flammende øjne, når han forsvarer sit nye politiske syn og slår hånden af Max.

Den videre karakterudvikling skal ikke afsløres her, men når skuespilkunst af denne slags virkelig lykkes, er det, når man går ud fra teatret og tænker, at ingen af de to er hverken onde eller ofre. Vi har lige så stor sympati for jøden som for nazisten.

Forestillingen varer kun lidt over en time, men ledsages efter en pause af en historisk fortælling om samtiden i Danmark, forfattet af historiker Bo Lidegaard, dr.phil., og en samtale med publikum om aftenens temaer.

Det er dog skuespillet over Kathrine Kressmann Taylors skarpt fortalte og stærkt dramatiske bog, der er aftenens hovedværk. Og det er ganske enkelt sublimt!