“Ballet de Luxe” er mere imponerende end smuk
Det Kongelige Teater byder igen indenfor til ”Ballet de Luxe”, hvor programmet består af mesterlige koreografier med mere teknik end ynde.
★★★★☆☆
Tre mestre mødes i denne sæsons ”Ballet de Luxe” på Det Kongelige Teater: George Balanchine, August Bournonville og Marius Petipa. Formålet er at vise det ypperligste af balletkunsten for både nysgerrige nybegyndere og garvede ”ballettomaner”.
Programmet er i tre dele.
Først får vi værket ”Ballo della Regina” af George Balanchine med musik af Giuseppe Verdi. Titlen kan oversættes til ”Dronningens bal”, og den opsættes i anledning af dronningens 80-års fødselsdag.
Her ser vi med tydelighed, hvor vanskeligt ballet kan være. Danserne tager afsæt, springer og standser igen, så det ser ud, som om de for et øjeblik sætter naturens love ud af kraft. Lad os blot se på armene et øjeblik. De er en dans i sig selv, som de fejer igennem luften med fingrene hverken bøjede eller strakte. Jo, det er mesterligt.
Det er ét af Balanchines sidste værker, og vi ser, hvordan trinnene bliver accentueret ved hans koreografiske overlegenhed. Det er, som om han siger: »Se her, hvad vi også kan!«
Men det er nu ikke specielt kønt. For koreografien ser ud til at fokusere mere på at skubbe til ballettens – og ikke mindst balletdanserens – fysiske grænser. Det betyder til gengæld, at det hverken er elegant, yndefuldt eller følsomt.
Ikke desto mindre er ”Ballo della Regina” programmets højdepunkt. For herefter følger det nye værk ”August 2.0” af Dinna Bjørn og Nikolaj Hübbe, som er inspireret af August Bournonville. Også her ser vi eksempler på mesterlig koreografi – denne gang kun med herrer.
Rædselsfulde kostumer
Men værket overskygges af en kostumering, som er decideret rædselsfuld. Samtlige herrer er iklædt en dragt, der ligner langt skiundertøj med strømpesokker. Og de svedige danserkroppe giver allerede fra begyndelsen mørke pletter på tøjet, som gradvist bliver til store, sorte plamager. De fleste af os ville nok svede ved sådan en omgang – men i balletten skal det jo helst se legende let ud. Det gør det ikke.
Endeligt slutter vi med tredje akt af ”Raymonda” af Marius Petipa. Her er der mulighed for at se handlingsbåret ballet, hvilket vi ikke har set i de to foregående værker. Men uddraget giver os ingen handling at følge – eller i hvert fald at forstå. Vi sidder tilbage med oplevelsen af endnu en omgang balletshow, og vi har således været i teatret uden at få nogen historie fortalt. Dét er en skam.
Heldigvis er Den Kongelige Ballet velsignet med en gruppe solodansere og solister, der med lethed fejer benene væk under os. Ida Praetorius skal blot gå ind på scenen og tage position, før vi ved, at vi er i gode hænder. Eller ben. Og den slags balletkompetencer har vi flere af i ”Ballet de Luxe”.
Koreografier af: George Balanchine, Diana Bjørn og Nikolaj Hübbe inspireret af August Bournonville, og Nikolaj Hübbe efter Marius Petipa | Komponister: Giuseppe Verdi, Niels W. Gade og Aleksandr Glazunov | Medvirkende: Holly Dorger, Jonathan Chmelensky, Wilma Giglio, Camilla Ruelykke Holst, Elenora Morris, Silvia Selvini, Alexander Bozinoff, Emerson Moose, Caroline Baldwin, Gregory Dean, Ida Praetorius, Lena-Maria Gruber, Marcin Kupiñski, Jón Axel Fransson, Tobias Praetorius, Stephanie Chen Gundorph, Guilherme De Menezes, Vitor De Menezes m.fl. | Musik: Det Kongelige Kapel under ledelse af David Levi | Scenografi og kostumedesign: Ben Benson, Kristoffer Sakurai og Richard Hudson | Lysdesign: Ronald Bates, Thomas Bek Jensen og Giuseppe Di Iorio | Produceret af: Det Kongelige Teater
Del med dit netværk
