Solidaritet?
Det Kgl. Teaters “Billy Elliot the Musical” har skønne medvirkende og en ekstremt vellykket scenografi, men vi savner klarhed i fortællingen.
★★★☆☆☆
Når man sætter musicalen “Billy Elliot” på plakaten, har man også skaffet sig en række problemer på halsen, som man er nødt til at løse i sin opsætning. I versionen på Det Kongelige Teater er scenografen Benjamin la Cour – der i parentes bemærket netop er blevet nomineret til Teaterpokalen for andet år i træk – sat til at løse ét af de sværeste:
Forestillingen skifter brutalt lokationer hele vejen igennem. Vi er både nede i kulminerne, ude på gaden, inde i forsamlinghuset, hjemme hos familien Elliot og meget mere. Men la Cour får med sin enorme og rumligt begavede scenografi, der ved hjælp af Operaens teknik både hæves og sænkes og drejes rundt, alle sceneskiftene til at flyde sømløst ind i hinanden.
De grå betonmure tåler ikke sammenligning med hans mange andre prægtige scenografier igennem årene, hvad angår umiddelbar skønhed, men de sætter en klokkeklar ramme om den klassefortælling, som Billy Elliot er. Og i samarbejde med lysdesigner af Jonas Bøgh, der til gengæld ikke sparer på farverne, bliver de store betonmure fyldige og imponerende mastodontiske. Uoverkommelige, som det jo også er at bryde ud af dem.
Af andre problemer, der følger med musicalen, kan nævnes kritikken af jernladyen, Margaret Thatcher, og hendes krise med de britiske fagforbund. Det er en historie, som virkelig skal formidles, hvis den skal finde relevans hos et dansk publikum, omend sammenligningerne ligger lige for. Men dén kobling får man i denne version ikke rigtig trådt på.
Der er også queer-fortællingen om drengen Billy, der kan lide at danse, selvom han ikke er bøsse, som han siger, og om vennen Michael, der frit udforsker sin kønsidentitet og seksualitet over for Billy. Men den fortælling kommer desværre ikke rigtigt til at stå i kontrast til minearbejdernes mandekultur, fordi mandekulturen bliver reduceret til en smule gadeuorden imellem sangene og lidt tilfældig trodsighed hist og pist. Uden denne kontrast står queer-fortællingen temmelig svag i denne tid og dette land, hvor drags og mandlige dansere heldigvis er ved at være hverdagskost.
Og så er der dansen, som er temmelig afgørende i “Billy Elliot”. Men heller ikke her har man formået at skille sig ud. Koreografierne for ensemblet er få og uimponerende. Bortset fra balletdanser Alban Lendorf, der som den voksne Billy i enkelte scener viser os et helt andet niveau af danseevner, så er danseindslagene fattige igennem resten af forestillingen.
Når dette er sagt, så er der også lyspunkter, som er værd at fremhæve. For eksempel har instruktør Heinrich Christensen fint greb om satiren og arbejderkulturen, hvilket især kommer til udtryk i den scene, hvor byen holder julefest i forsamlingshuset. Her får hele persongalleriet pludselig dybde, hvilket klæder det gevaldigt, og vi får en fornemmelse af et lokalsamfund, der faktisk er i krise.
Annette Heick spiller rollen som danselærerinden Fru Wilkinson troværdigt og kærligt, så vi faktisk oplever en ægte forbindelse imellem hende og Billy, ligesom hun formidler danselærerindens egen drøm om en (anden) dansekarriere, uden at den kommer til at overskygge den mere centrale fortælling. I rollen som Billys far er Mads Rømer Brolin-Tani godt krummet i ryggen som en nedslidt arbejder, mens han søger en mellemvej imellem sine sønner, den dansende Billy på den ene side og den kompromisløst strejkende Tony, Billys storebror, på den anden side.
Og som Tony er Lukas Toya interessant nuanceret, omend rollen ikke fylder alverden – ikke desto mindre understreger det behovet for fortsat at holde øje med Lukas Toya, der allerede har imponeret flere gange.
At få Anne Marie Helger ind som Billys bedstemor virker som lidt af et scoop, og sikke vellykket det også bliver, når hun bogstavelig talt giver hele Operaen fingeren, mens hun nærer uendelig omsorg for sit barnebarns lykke og hans vej ud af den grå beton. Og sikke veltimet hun er rent komisk, hvorved hun trækker de største grin i forestillingen hjem. Også Morten Lindemann Olsen, der spiller boksetræneren George, gør sig særligt bemærket som forestillingens comic relief.
Vi har sangen “Solidarity” på hjernen, når vi forlader Operaen efter “Billy Elliot the Musical”. Den er sørme også fængende. Men har vi set en forestillingen om solidaritet? Om at stå sammen uanset forskelligheder? Om at stå sammen som folk imod systemet? Om at stå ved sig selv? Det er svært at få øje på.
Musicalen spiller i Operaen i København til den 12. januar 2024.
Manuskript og sangtekster: Lee Hall | Komponist: Elton John | Musikalsk arrangement: Joakim Hallin | Oversættelse og iscenesættelse: Heinrich Christensen | Oversættelse af sangtekster: Marie Degener Troelsen | Medvirkende: Mads Rømer Brolin-Tani, Annette Heick, Anne Marie Helger, Alban Lendorf, Lukas Toya, Morten Lindemann Olsen, Camille-Cathrine Rommedahl, Christopher Læssø, Bjarne Antonisen, Sebastian Harris, Kristian Jensen, Christian Collenburg, Thor Søby Vestergaard, Fie Alberte Damgaard-Lauritsen, Lasse Dyg, Simon Fichman, Matthew One Bailey, Tommy Englund, Louka de Vale Tinoco, Kajsa Kristina Petersson, Isa Marie Henningsen, Jette Sophie Sievertsen, Max-Emil Nissen, Troels Graakjær m.fl. | Musik: Det Kongelige Kapel | Koreografi: Miles Hoare | Scenografi: Benjamin la Cour | Kostumedesign: Helle Damgård | Lysdesign: Jonas Bøgh | Lyddesign: Sebastian Frost | Produceret af: Det Kongelige Teater
Del med dit netværk
