Benjamin la Cours scenografi får “Cabaret” til at handle om os
Aarhus Teaters “Cabaret” er en af sæsonens smukkeste forestillinger, men dens bevidste disharmonier minder os om alt det grimme i verden.
★★★★★★
Da Aarhus Teater planlagde at opsætte musicalen “Cabaret”, kunne man ikke vide, hvor aktuel den ville blive, når den nåede premieren. Forestillingen foregår i Berlin i begyndelsen af 1930’erne. Børskrakket har ramt økonomien, der er krisestemning i landet, det politiske landskab er i opbrud, og nazismen er begyndt at vise tænder.
I dag er det krigen i Ukraine, der fylder vores bevidsthed, og imens har coronakrisen stadig sit tag i verden. Begge dele resulterer i daglige prisstigninger og kursfald på aktiemarkedet. Herhjemme ser vi et usædvanligt sammenhold hen over den politiske midte, men de politiske fløje kommunikerer mere og mere skingert både på tinge og ude i landet.
Når Simon Mathews går på scenen som MC’en i “Cabaret”, stirrer han på os med et både trist, tragisk og opgivende blik. Der er totalt tavst i salen. Vi betragter ham stående foran store spejle, hvor vi ser os selv reflekteret. Der er ingen tvivl om, at det her handler om os. Og det er næsten, som om Simon Mathews blik på os siger: “Hvorfor lærer I det aldrig?”
Efter et øjeblik går spejlene til vejrs. Musikken slår an, og åbningsnummeret “Willkommen” går i gang. Og herefter følger en usigeligt smuk forestilling rent visuelt. Benjamin la Cours pragtscenografi er belagt med guld og ornamenteringer – og som flere gange før i la Cours scenografier med en næsten vulgær detaljegrad.
Vi skal ikke se længe på scenografien, før vi opdager, at både balkonen på Freulein Schneiders pensionat og kulisserne på kabaretteatret Kit Kat Klub er en direkte forlængelse af den sal, vi sidder i på Aarhus Teater. Scenografien understreger dermed, hvordan vores nutid er flettet direkte sammen med forestillingen.
Dertil kommer David Gehrts gennemførte kostumedesign, der er tro mod moden i 1920’erne og 1930’erne, men med et behageligt og smagfuldt touch af læder og sex. Kostumerne inviterer os direkte ind i de muntre og frigjorte festmiljøer, der blomstrede op som modsvar til virkelighedens mørke. Og vi får uvægerligt trang til at være med til festen.
Takket være samarbejdet mellem David Gehrt og Benjamin la Cour kandiderer Aarhus Teaters “Cabaret” til at blive sæsonens absolut smukkeste forestilling.
Men forestillingen gennemsyres også af en grimhed, der ligger som en truende mislyd i baggrunden. Helt konkret hører vi det i musikken, der er arrangeret af Jesper Mechlenburg og spillet af orkestret under ledelse af Sascha Dupont. Der kommer aldrig rigtigt gang i musikken, som vi ellers kender det i musicals, og særligt hen imod slutningen bliver skævheden i harmonierne så indtrængende, at vi ikke kan ignorere ubehaget.
Også i skuespillernes optræden oplever vi, hvordan det aldrig bliver rigtigt velkørende. Timingen er hele tiden en lille smule off, og energiniveauet fra scene til scene svinger uelegant fra højt til lavt, så vi nærmest får en skvulpende fornemmelse i kroppen. I første akt er denne anmelder i tvivl, om de medvirkende simpelthen bare er for usikre i forestillingen, men sammenholdt med musikkens bevidste disharmoni virker det mere og mere som om, at instruktør Niclas Bendixen har bedt skuespillerne om at kæmpe imod deres sceniske fornemmelse og hele tiden være et halvt sekund ved siden af timingen.
Er det tilfældet, er det temmelig genialt. Det hele giver nemlig en stemning a la “Titanic”, hvor festen fortsætter i restauranten, mens skuden synker. Og det er jo netop dét, vi kan forholde os til i vores egen tid: Det grumme kryber frem, og vi kan simpelthen ikke feste os væk fra de barske realiteter.
De enkelte solistpræstationer er også aldeles velfungerende. Simon Mathew, som allerede er nævnt, synes at have det som en fisk i vandet i den skæve og dystre rolle som MC, der på visse måder ligner flere af hans tidligere karakterer på Aarhus Teater.
Helt i front er Sofia Nolsøe som Sally Bowles og Emil Prenter som Clifford Bradshaw, der begge er betagende, følsomme, fortællende og troværdige i deres roller. Særligt får Nolsøe formidlet Sally Bowles’ karaktermæssige udvikling sublimt, så smerten sætter sig i os. Aldeles gribende er også Ulla Henningsen i rollen som Freulein Schneider og Anders Baggesen som frugthandleren Herr Schultz, der får os til at føle både den fjollede forelskelse og deres tragiske brud. Og Kjartan Hansen lykkes fortrinligt med at få nuancerne med i den ellers åbenlyse bad guy-rolle som nazisten Ernst Ludwig.
Vi har ikke med en klassisk feel-good-musical at gøre med Aarhus Teaters “Cabaret”. Alligevel er den aldeles anbefalelsesværdig, uanset om man går i teatret for underholdning, æstetik, dramatik, samfundskritik eller psykologisk perspektiv. Denne musical har det hele.
Forestillingen spiller på Store Scene på Aarhus Teater til den 18. juni 2022.
Manuskript: Joe Masteroff | Musik: John Kander | Sangtekster: Fred Ebb | Iscenesættelse: Niclas Bendixen | Musikalske arrangementer: Jesper Mechlenburg | Kapelmester: Sascha Dupont | Medvirkende: Sofia Nolsøe, Emil Prenter, Simon Mathew, Ulla Henningsen, Anders Baggesen, Kjartan Hansen, Sofie Topp-Duus, Andrea Schirmer, Stine Andersen, Tone Reumert, Helene Høier, Marcus Elander, Patrik Riber, Ingeborg Meier Andersen, Bertram Lyng Engelsted Jarkilde m.fl. | Scenografi og lysdesign: Benjamin la Cour | Kostumedesign: David Gehrt | Koreografi: Signe Fabricius | Lyddesign: Lars Gaarde | Produceret af: Aarhus Teater
Del med dit netværk
