Cirkus Summarum stortrives i drømmeland
Cirkus Summarum har heldigvis frigjort sig selv fra behovet for at fortælle historier og nøjes med at lave et cirkusshow, der virker.
★★★★★☆
Det er svært at forestille sig et mere skræmmende scenarie, end at Onkel Reje tager en sandhedsspand på hovedet, der får ham til at sige lige præcis, hvad han tænker. Iblandt Ramasjang-værterne er det nok Onkel Rejes tanker, der er allermest forbudt for børn. Men ikke desto mindre er det, hvad der sker, i ét af numrene i dette års Cirkus Summarum. Med spanden på hovedet udbryder han:
»Der er mange kvinder, der ikke gider at bolle, når de har fået børn!”
De mindste børn sidder bare og måber over at se Onkel Reje i egen runde person, uden at det er igennem en skærm. De lidt større børn fanger, at der blev sagt noget frækt, men begriber ikke helt meningen. Og de voksne tænker sit. Måske udtænker forældrene en afledningsmanøvre, hvis replikken skulle give anledning til spørgsmål senere.
Den langskæggede Hr. Skæg finder pludselig sig selv i en drøm, hvor han som en anden Jeppe på Bjerget er blevet tildelt kongekrone og eneherskermagt. Straks begynder han at bestemme, hvornår folk skal stå eller sidde, og om de skal holde 1 eller 2 meters afstand.
Det var lige ved at koste et par dansere livet, da han glemte at ophæve reglen om, at de ikke måtte trække vejret. De voksne fanger regeringsreferencen, og børnene forstår budskabet, da Hr. Skæg siger:
“Jeg vidste ikke, det var så farligt at bestemme.”
På den måde er der i Frederik Hansen og Andreas Nederlands manuskript et par skarpe, syrlige drops til de voksne, mens børnene får lov at mæske sig i en kæmpe skumfidus af DR-idoler, trylleri, fantasi, dansere og bigband. Indimellem spørger de medvirkende om noget, og børnene råber så højt tilbage, at lydniveauet langt overstiger en rockkoncert. En dreng foran mig decideret skriger af begejstring.
Showoplevelse
Hele baduljen er indpakket i en silketrådstynd rammefortælling: Rosa fra Rouladegade har et mareridt om, at hun efter at have bagt kager i 10 år aldrig har taget opvasken, og nu kommer porcelænet efter hende. Derfor nægter hun at sove igen, men rejser i stedet rundt i de andres drømme.
I 2019 fyldte rammefortællingen mere, og da kom de medvirkendes og den daværende manuskriptforfatters evner til kort. Teaterformatet har Ramasjang-universet endnu ikke fået greb om. Derfor er det en rigtig god beslutning, at historien i år udelukkende fungerer som en diskret, rød tråd. Og Rosas drømmehistorie er lige præcis nok til at binde det sammen, men giver samtidig plads til fantasien.
Alt kan ske i drømmeland: Onkel Reje lader sig spidde af to strømførende pæle. Detektiven Kristian laver et regulært forsvindingsnummer. Oda Omvendt laver musik med en loop-maskine. Og Motor Mille skaber pludselig snehvid julestemning i sommerteltet. Det hele ender med et børnevenligt budskab om sammenhold.
DR Big Band pragtpræsterer som sædvanligt, uanset om det gælder Pokémon-temasangen, 1967-hittet “Jeg sætter min hat som jeg vil” eller Kim Larsens ”Papirsklip”. Og instruktør og koreograf Toniah Pedersen får det bedste frem i de medvirkende med sin fremragende showiscenesættelse.
Cirkus Summarum 2021 er altså en helt igennem underholdende showoplevelse i Muskelsvindfondens gode sags tjeneste.
Showet spiller i Ballerup til den 11. juli 2021 og derefter i Aarhus til den 5. august 2021.
Koncept: Birgitte Fredsby, Signe Lindkvist, Chris Minh Doky og Theis Petersen | Manuskript: Frederik Hansen og Andreas Nederland | Iscenesættelse og koreografi: Toniah Pedersen | Musikproducer: Jesper Riis | Medvirkende: Mads Geertsen, Coco Hjardemaal, Mikkel Lomborg, Kristian Gintberg, Mille Gori, Rosa Gjerulff Nyholm, Bobby Atiedu, Mads Gronemann, Emina Mustagrudic, Nefertiti Pedersen m.fl. | Musik: DR Big Band | Scenografi og kostumer: Astrid Lynge Ottosen | Lysdesign: Theis Wermuth | Lyddesign: Malte Oscar | Produceret af: Muskelsvindfonden og DR Big Band