Mesterlige parodier og et airfryer-medley
Cirkusrevyen ligner stadig en revy i forandring til det bedre, selvom dette års forsøg ikke helt kommer på højde med sidste års kæmpesucces.
★★★★☆☆
Det blev til 6 stjerner fra denne anmelder sidste år, da Cirkusrevyen med Joy-Maria Frederiksen som instruktør satte sig for at modernisere revyen. I skæret fra Benjamin la Cours guldfunklende scenografi gik Cirkusrevyen ind i en ny æra. Det er derfor blive særligt spændende i år at se, hvordan Cirkusrevyen fortsætter sin færd.
Og selvom det allerede er afsløret, at antallet af stjerner herfra er færre i år, så lad mig understrege, at der på ingen måde er tale om et tilbageskridt for revyen og dens ambitiøse rejse. Tværtimod ser vi en revy i fuld gang med at genopfinde sig selv, undersøge sit formsprog og afprøve muligheder. Og det kræver altid et par forbiere, før man rammer plet.
Benjamin la Cours scenografi fra sidste år, der overgår alle andre revyers – og måske alle tiders revyscenografier – i både pragt og volumen, er naturligt nok blevet genbrugt. Scenografien er også som skabt til at leve længe med sine fint indbyggede skærme, der med dygtigt videodesign umærkeligt skaber kulisser inden i scenografien og derfor aldrig bliver ensformig. Dén scenografi kunne vi nyde i mange år fremover, hvis det skulle være.
Ellers synes alt at være oppe til revurdering i Cirkusrevyen. Og det giver tilsammen et lidt rodet udtryk. Eksempelvis har der både sidste år og i år været sangere med i det ensemble, som Cirkusrevyen som de eneste stadig har foruden det egentlige revyhold. Det har traditionelt været dansere, og i en årrække med moderne koreografier af René Vinther, som har fungeret som intermezzi imellem revyens tale- og sangnumre. I år fylder det vokale mere, og koreografierne af Nellie Bethel er nu mere show-prægede, hvilket bidrager til revyens festlige stemning – men til gengæld ikke længere fungerer som afbræk fra revynumrene, hvilket gør dem en smule overflødige.
Hvad angår revyens tekster, der er af noget mere svingende kvalitet end normalt i Cirkusrevyen, men til gengæld også med mere variation i listen af tekstforfattere, så savner vi lidt retning. Det var noget nemmere at få øje på det gennemgående tema sidste år, hvor det i år synes lidt mere tilfældigt sammensat.
Et af de stærkeste numre i år er et medley om airfryeren, der har invaderet de danske køkkener og er blevet et af tidens helt store husholdningstrends. Og det er netop den slags samtidskommentarer, som revyen som kunstform er sat til at iscenesætte. Medleyet er kløgtigt sammensat og omskrevet af Vase, Fuglsang og Svarrer, hvor linjer som “It's my fryer, and I'll fry what I want to” og “Live and let fry” hitter. Det bliver lidt bedaget i sit udtryk, men det virker.
Vase & Fuglsang står også bag den udmærkede sketch “Det perfekte job” om en jobsamtale, der bygger på en simpel idé, men alligevel overrasker med en skarp og aktuel punchline. Og ellers står Carl-Erik Sørensen som vanligt bag nogle af revyens mest velformulerede og underfundigt satiriske tekster. Særligt udmærket er hans vise “Gør nu hva' jeg si'r” om Mette Frederiksen, der langt nemmere kunne klare alle udfordringerne, hvis hun ikke behøvede at trækkes med de andre regeringspartier og flertal i det hele taget. Den bider fra sig med en tydelig kritik, men det er pakket ind i fin lyrik til glimrende musik af Thomas Pakula.
Hos de medvirkende er det især parodierne, der imponerer i år, hvor sminkørerne synes at være trådt særligt meget i karakter. Henrik Lykkegaards parodi af Magnus Heunicke er spot-on både i udseende og karakterisering. Og da Henrik Lykkegaard og Niels Olsen kommer ind på scenen som henholdsvis Joe Biden og Donald Trump, er ligheden skræmmende.
Med en ny regent er det også tid til nye parodier på kongehuset, og Niels Ellegaard tegner en flot og præcist karikeret Kong Frederik X, der bøvler lidt med at huske sit valgsprog inden deklarationen fra Christiansborgs balkon. I baggrunden har vi en overraskende genkendelig version af en lidt teenager-mut Prinsesse Isabella af Henrik Lykkegaard, ligesom Niels Olsen med få greb laver en klokkeklar Kronprins Christian.
Selvfølgelig får vi også her Merete Mærkedahls formidable Mette Frederiksen-parodi at se, ligesom Pernille Schrøders velkendte version af Lars Løkke Rasmussen dukker op og ikke helt har glemt, hvordan man er statsminister. Desværre bliver Silas Holsts parodi af Dronning Mary i sammenligning med alle de andre parodikere meget ugenkendelig, og hans rolle i sketchen fylder så meget, at det overskygger alle de fremragende efterligninger.
I det hele taget er der mange fornøjelige indslag i Cirkusrevyen 2024, som også formår at komme omkring mange af begivenhederne fra det forgangne år. Men der er flere svage tekster, og temaerne bliver lidt for mange og lidt for tilfældige. Revyholdet lykkes i store træk, men det bliver især som solister og ikke som hold, de er bedst. Her savner vi en smule mere dynamik og samspil i de større sketcher, hvor flere eller alle er med.
Ikke desto mindre er revyen værd at se, og det ligner som sagt stadig en ambition om at modernisere Cirkusrevyen, hvilket denne anmelder bifalder og fortsat ser frem til at følge.
Tekst og musik: Joakim Pedersen, Niels Olsen, Christian Damsgaard, Niklas Holtne, Jacob Morild, Søren Anker Madsen, Jan Svarrer, Henrik Lykkegaard, Merete Mærkedahl, Vase & Fuglsang, Carl-Erik Sørensen, Thomas Pakula, Jacob Weble, Ditte Hansen, Nellie Bethel, Specialklassen, Niels Ellegaard m.fl. | Iscenesættelse: Joy-Maria Frederiksen | Kapelmester: Joakim Pedersen | Medvirkende: Merete Mærkedahl, Pernille Schrøder, Henrik Lykkegaard, Niels Ellegaard, Niels Olsen, Silas Holst, Jasmin Dahl, Rosa Gehl m.fl. | Koreografi: Nellie Bethel | Scenografi og videodesign: Benjamin la Cour | Kostumedesign: Rikke von Qualen | Lysdesign: Malthe Haugaard | Lyddesign: Tim Høyer | Produceret af: Cirkusrevyen
