ANMELDELSE: Dansefeber, Det Kongelige Teater

Efterårsferieballet om at springe ud som balletbarn

DR’s tv-julekalender “Julefeber” er blevet omsat til en balletversion med titlen “Dansefeber”, som spiller på Gamle Scene i efterårsferien.

★★★★☆☆

lagde i 2020 hus til DR’s julekalender “Julefeber”, som handlede om drengen Bjørn, der begynder at få nisseevner, men som kæmper imod, fordi han bare gerne vil være som alle andre børn. I kampen får han sig forvildet ind på den kongelige balletskole, hvor hans far arbejder i køkkenet. Og imens forsøger hans mormor, der også er nisse, og hans lillesøster Gro, der gerne vil være nisse, at overbevise Bjørn om, at han skal acceptere, hvem han er.

Det konkurrenceprægede miljø på balletskolen bliver omdrejningspunktet for handlingen, hvor moderne dans, klassisk ballet og nissetrin mødes i det traditionsrige og magiske teaterhus på Kgs. Nytorv. Og her et lille år senere hænger tonerne fra Jesper Mechlenburgs vidunderlige musik – sunget af Oh Land – stadig i kulisserne, når byder på efterårsferiedans med forestillingen “Dansefeber”, der tager udgangspunkt i julekalenderen.

Det begynder allerede før, tæppet går op, da lyset pludselig blinker i salen, som om der er overgang i elektriciteten. Den effekt havde det også i julekalenderen, når der skete noget nisseligt i nærheden. Og så kommer tonerne fra titelmelodien, og tæppet går op.

Samme Gro – ny Arthur

Den første, vi møder, er Gro, som spilles af 11-årige , der også havde rollen i tv-julekalenderen. Og selvom vi ikke får hendes ansigt i et nærbillede som på tv, så er vi på 10. række ikke i tvivl om, at det er hende; det smittende og karakteristiske smil er ikke til at tage fejl af. Nu er hun altså blevet nisse på Gamle Scene, og sammen med et korps af nisser danser hun en hue-dans, som skal vise sig at være gennemgående for historien.

I denne version er Bjørn ikke med, men vi møder i stedet drengen Arthur (spillet alternerende af og ), da han sammen med sit fodboldslæng kommer ind på og skal se en balletforestilling. Her bliver han forelsket i teatermagien, som får ham til at blive på teatret, da de andre tager afsted.

Gro har tabt sin hue, og da Arthur finder den og opdager, at han bliver usynlig med den på, udnytter han den til at komme helt tæt på dansen og danserne. Men huen må jo af og tilbage på det rette nissehoved, og Arthur må derfor stå ved, at han er blevet bidt af balletten. Også overfor sine street-dansende fodboldvenner. Tør han danse hue-dansen foran dem?

Emmer af skoleopvisning

På den måde er adapteringen fra tv til teater sådan set ganske velfungerende. Det er teatrets egen balletdanser, solisten , der sammen med én af julekalenderens manuskriptforfattere står bag dramatiseringen. Og hvis vi accepterer, at nissemagi er lig med teatermagi, så er historien også aldeles tro mod forlægget.

Praetorius står også bag koreografien og iscenesættelsen, og her har han formået at få den nissede hue-dans, den moderne streetdance og den klassiske ballet til at fungere sammen – både som hinandens modsætninger i historiefortællingen, men også i samspil med hinanden rent æstetisk. Og for en forestilling, der fortrinsvist danses af børn, synes niveauet at være justeret efter, at alle de medvirkende imponerer uden at blive presset over evner.

Men forestillingen bærer også præg af, at den gerne vil give alle medvirkende i alle aldre en fair plads på scenen. Det gør nogle scener urimeligt lange – og irrelevante for historien – og får i det hele taget forestillingen til at emme af skoleopvisning, hvilket den ret beset også er. Vi spørger indimellem os selv, om denne her scene er til for publikums eller de medvirkendes skyld.

Men “Dansefeber” fungerer i det store hele rigtig fint og er en både smuk, vellydende og velfortalt lille historie til efterårsferien, som man trygt kan tage sit “Julefeber”-ramte barn med til. At det så igen er en historie om, at teater og ballet er for det smalle mindretal, og at fodbold og hiphop er sejere, må vi blot acceptere. Den myte giver vi åbenbart ikke sådan lige slip på.

“Dansefeber” spiller på Gamle Scene i København til den 19. oktober 2021.


Historie: Mette Eike Neerlin og | Koreografi og iscenesættelse:  | Musik:  m.fl. | Medvirkende: , , , , m.fl. | Scenografi og kostumedesign: Lysdesign: Produceret af:

Del med dit netværk