De tre små grise blæser os ikke rigtigt omkuld i Fredericia
Fredericia Musicalteaters “De tre små grise” er blevet en både sjov og sød forestilling, men den er også blevet en lidt flad musicaloplevelse.
★★★☆☆☆
Sidste år blev Fredericia Teater blæst omkuld. Budgettet var i minus, direktøren blev fyret, og så blev teatret begæret konkurs. Men byen var selvfølgelig ikke færdig med sit musicaleventyr, og af asken opstod det nye Fredericia Musicalteater. Og med børnemusicalen “De tre små grise” slår teatret nu dørene op til sin første egenproduktion.
Teatret er i princippet begyndt forfra. Nye visioner, ny organisation og nye budgetter. På den måde giver det ikke mening at sammenligne Fredericia Musicalteater med, hvad Fredericia Teater præsterede under Søren Møllers ledelse.
Omvendt er der heller ingen tvivl om, at Fredericia Musicalteater har fået en gylden mulighed for at ride videre på den bølge, som var godt i gang med at skylle ind over Danmark og endda skvulpe ud over landegrænserne. Man får et stort publikum, et teaterhus med moderne teknik, stor mediebevågenhed, adskillige millioner i driftstilskud og en masse stjerneperformere foræret. Sådan et rygstød kunne ethvert andet nyetableret teater ikke engang drømme om.
Teatret træder altså allerede fra første færd ind i toppen af dansk teater, og det betyder selvfølgelig også noget for forventningerne til dets første produktion. Her kan vi altså ikke være gavmilde med roserne, blot fordi vi er glade for initiativet.
Charmerende og sympatiske
Heldigvis er der meget i “De tre små grise”, der er værd at rose. På scenen ser vi eksempelvis Lars Mølsted og Bjørg Gamst, som begge har imponeret os tidligere.
Gamst spiller de tre små grises mor, og dén rolle indtager hun med masser af humor og charme. Hendes komiske timing i replikken mærker vi især i den mindre rolle som sælger af henholdsvis strå, træ og mursten. Mølsted er skræmmende intens i rollen som ulven, der vistnok også får forskrækket et par af de mindste publikummere på vejen. Hans rolle er også sjov, men her ligger komedien mere i hans fysiske udtryk og bevægelser, som også trækker en del grin hjem.
Jacob Damsgaard Ditlev, Nanna Hjort Rossen og Thor Vestergaard er både charmerende, sympatiske og tilpas karikerede som henholdsvis den kloge, den bæredygtige og den stærke gris.
Thor Vestergaard har blottede overarme i kostumet, så vi kan se musklerne spille, men når vi ser tomheden i hans øjne, fornemmer vi, at hvad den stærke gris har i armene, mangler han på forstanden. Nanna Hjort Rossen er rap i replikkerne og får et flip, da den dumme bror har ædt det sidste agern, som hun ellers skulle have plantet til nye egetræer. Og Jacob Damsgaard Ditlev er bedrevidende – nærmest arrogant – med sine kloge-åge-briller og trynen i bøgerne, men hans drøm om at samle familien under samme tag gør ham også tilpas kærlig.
Antiklimatisk klimaks
Det er i høj grad musicalens humoristiske niveau, der gør forestillingen seværdig, og det skyldes især Mads Æbeløe Nielsens oversættelse og Mads M. Nielsens iscenesættelse. Begge dele synes dog mest at tale til de voksnes humor, og det kan lugte lidt af manglende interesse for dét publikum, som forestillingen egentlig skulle henvende sig til.
Jonas Vestergaards scenografiske koncept er meget velfungerende. Kulisser såvel som rekvisitter fremstår todimensionelle, så hele forestillingen kommer til at ligne et opslag i en pop-op-bog. På den måde bliver historien placeret i bøgernes verden, hvor den jo hører hjemme.
Rent teknisk har man desværre ikke løst det lille hus af strå og det lille hus af træ, så de går ordentligt i stykker, når ulven blæser dem omkuld. Det bliver en teknisk løsning a la lamel-persienner, som ruller ned og ikke engang falder rigtigt fra hinanden. Det samme gælder i iscenesættelsen, hvor disse to scener synes at være blevet glemt. Her skulle dramaet kulminere, og halmstrå og træstumper burde flyve om ørerne på os. I stedet siger det bare klik-klak, og så triller ulven dét hus til side. Det er temmelig fladt.
Ikke nok musical
Og det er desværre symptomatisk for dét, der i øvrigt gør “De tre små grise” til en ærgerlig begyndelse for Fredericia Musicalteater. Som musical er den nemlig temmelig fattig på musik og dans og er i det hele taget irriterende replikbåret.
Der er ikke en finger at sætte på vokalpræstationerne og koreografierne. Det samme gælder det lille liveorkester, der spiller glimrende. Men fra ophavsmændende George Stiles og Anthony Drewes side er der bare ikke gjort nok plads til dét, der gør musicalgenren så fortryllende.
Og det er da en skam, at en af Danmarks største kapaciteter inden for musicalproduktion lægger ud med en forestilling, der faktisk lige så godt kunne være produceret på et hvilket som helst andet teater. Hvor ser vi musicalekspertisen komme til udtryk i denne forestilling? Hvis Fredericia Musicalteater skal være et epicenter for musicals i Danmark, så skal der altså mere smæk på de genrespecifikke virkemidler – også selvom det ‘bare’ er for børn.
“De tre små grise” spiller i Fredericia til den 19. september 2021.
Musik: George Stiles | Manuskript: Anthony Drewe | Oversættelse: Mads Æbeløe Nielsen | Iscenesættelse: Mads M. Nielsen | Medvirkende: Bjørg Gamst, Jacob Damsgaard Ditlev, Nanna Hjort Rossen, Thor Vestergaard og Lars Mølsted | Kapelmester: Martin Bergmann Konge | Scenografi: Jonas Vestergaard | Kostumedesign: Anna Juul Holm | Koreografi: Ernestine Ruiz | Lysdesign: Martin Jensen | Lyddesign: Tim Høyer | Produceret af: Fredericia Musicalteater
Del med dit netværk
