“De urørlige” ligner en teaterparodi
Den franske film “De urørlige” er en rørende historie om forskelligheder, der mødes, men teaterversionen på Folketeatret lykkes kun delvist.
★★★☆☆☆
Den franske film “De urørlige” var sådan én, vi alle talte om, da den nåede biograflærrederne i 2011. Den er på den ene side en sød, feel-good-komedie om to menneskers relation, der udvikler sig fra professionelt til venskabeligt, men den er på den anden side også et simpelt men skarpt billede på den sociale kløft imellem rig og fattig, sort og hvid, ung og gammel, handicappet og hjælper.
Filmen er nu blevet dramatiseret og iscenesat af Kim Bjarke, der i store træk er lykkes med at oversætte historien til scenen. Desværre er det langtfra et resultat, der tør måle sig med filmen, og denne anmelder må for Gud ved hvilken gang stille sig selv spørgsmålet: Hvorfor? Har denne remediering noget andet formål, end at trække dem i teatret, som godt kunne lide filmen? Bidrager teatret som medie eller kunstform med noget, som filmen ikke gjorde? Jeg har svært ved at få øje på det.
De humoristiske stunder i forestillingen, både hos de to hovedpersoner og hos birollerne, er ganske vellykkede. Og den patosmætte klaverunderlægning i sceneskiftene og den helt åbenlyst rørende historie får tilsammen fremtvunget en klump i halsen et par steder. Men nogen særlig fornøjelse på replikniveau er det ikke, og hele dramaet bliver i visse scener nærmest kluntet formidlet.
Preben Kristensen er skøn som Philippe, der endelig liver op i mødet med et menneske, der betragter ham som ligeværdig. Og Arian Kashef formidler også udmærket rollen som Driss, der vokser i mødet med det medmenneskelige ansvar, han nærmest bliver lokket til at påtage sig.
De er omgivet af en stribe mere eller mindre sympatiske roller, som det resterende cast også leverer udmærket. Særligt ubesværet indkasserer Troels Malling grin på grin i næsten alle roller med sin ekvilibristiske mimik og timing, ligesom Jesper Riefensthal i vanlig gennemført stil karikerer sine roller til perfektion – især den overpædogiske hjælper, der overtager jobbet efter Driss og bliver en utvetydig kontrast til deres forhold.
Men det føles, som om der ikke er nogen fremdrift i fortællingen, ligesom hovedrollernes udvikling er uklar og nærmest tilfældig. Iscenesættelsen ligner indimellem en parodi på teaterformatet, og dramatiseringen såvel som virkemidlerne er mildest talt bedagede. Og hverken scenografi eller den musikalske indpakning løfter niveauet nævneværdigt.
Så de flotte skuespilpræstationer og den rørende fortælling til trods, så er Folketeatrets opsætning af “De urørlige” en skuffelse. Og hvis formålet var at få dem, der elskede filmen, i teatret, ja, så er det paradoksalt, at de nok bliver de mest skuffede.
Forestillingen spiller på turné til den 14. december 2024, samt på Folketeatret i København i marts-maj 2025.
Efter film af: Éric Toledo og Olivier Nakache | Dramatisering og iscenesættelse: Kim Bjarke i Medvirkende: Preben Kristensen, Arian Kashef, Amanda Radeljak, Jesper Riefensthal, Jeanette Binderup-Schultz og Troels Malling | Scenografi og kostumer: Camilla Bjørnvad | Lysdesign: Henrik Pihl | Lyddesign: Jacobe Suissa Artved | Produceret af: Folketeatret
Del med dit netværk
