En skuffelse for én, der havde glædet sig
Der er så meget potentiale i Folketeatrets ”Den gerrige”, men inspirationen udeblev, og forestillingen er blevet til en halvkedelig fuser.
★★★☆☆☆
“Mine penge, mine penge, mine elskede penge!”
I flere uger er dén replik dukket op i min bevidsthed med jævne mellemrum. Den bliver sagt af Søren Sætter-Lassen, som han sagde den i 2011 i rollen som Harpagon i Det Kongelige Teaters opsætning af ”Den gerrige”.
Nu er det endelig blevet tid til at høre den igen – men denne gang med en anden komediant i hovedrollen. Kristian Holm Joensen har gang på gang moret os med sine løjerlige karakterer, der kan være både klistrede, klovnede og krasbørstige, men aldrig ufølsomme.
Og netop derfor er han et interessant bud på en Harpagon. Der er intet spændende ved en usympatisk gnier. Vi har brug for at forstå, hvorfor han hellere ser sin datter druknet end at have mistet sin opsparing. Vi skal finde det sympatiske i hans gerrighed.
Netop det lykkes det Kristian Holm Joensen at få frem i Folketeatrets nye opsætning, der netop er kørt ud på en omfattende landsturné. Harpagon elsker sine penge, som var de hans egne børn, og han elsker sine børn, som andre elsker deres penge. Og det er da kærlighed.
I det hele taget er skuespillernes karakteriseringer og karikeringer gode. De forelskede unge er herligt teenagerlige, koblersken Frosine er stor i slaget og smådistræt, og tjenestefolkene er vakse i replikkerne.
Inspirationen udeblev
Men der er et frygteligt problem med skuespillet: Alle rollerne savner retning og motivation. Det betyder konkret, at vi ikke forstår, hvad de foretager sig på scenen, og forestillingen kommer til at fremstå forvirret og uskarp.
Den slags skal normalt afklares mellem spillerne og instruktøren under prøverne. Derfor må man spørge sig selv, om samtlige skuespillere i denne forestilling har glemt at stille de kritiske spørgsmål til instruktøren, eller om det er instruktøren, Geir Sveaass, der ikke har evnet at svare dem.
Vi kender både instruktøren og de fleste af de medvirkende, og der er ingen grund til at tro andet, end at inspirationen bare ikke var der i denne omgang. Potentialet var der, men lunten gik ud.
Geir Sveaass har dygtigt bearbejdet manuskriptet og endda fået et par aktuelle stikpiller med i købet. Men i iscenesættelsen er der stort set ikke blevet leget med replikkernes dobbelthed eller de fysiske udfoldelser, som manuskriptet ellers lægger op til. Vi ser det, men kun ganske lidt.
Derfor ender forestillingen med på overfladen at være en fin genfortælling af historien om den gerrige Harpagon, men kunstnerisk set langtfra en god version af Molières komiske mesterværk ”Den gerrige” fra 1668. Og det er en skuffelse for én, der havde glædet sig.
Forestillingen spiller på danmarksturné til den 12. november 2020.
Tekst: Molière | Oversættelse: Jesper Kjær | Bearbejdelse og iscenesættelse: Geir Sveaass | Medvirkende: Kristian Holm Joensen, Mads Reuther, Mette Horn, Kristian Boland, Alexander Mayah Larsen, Jacob Weble, Mathilde Arcel Fock, Troels Malling og Sofia Mileva Cukic | Scenografi: Marianne Nilsson | Staging: Jeanette Binderup-Schultz | Produceret af: Folketeatret
Del med dit netværk
