ANMELDELSE: Den retfærdige kriger, Projekt Glemmebogen

Væsentligheden opvejer kvaliteten i “Den retfærdige kriger”

Den satiriske teaterforestilling ”Den retfærdige kriger” sætter fokus på de politiske beslutninger bag Danmarks deltagelse i Irak-krigen.

★★★★★☆

Et godt stykke inde i forestillingen dukker et billede op på bagvæggen, som jeg havde glemt, at jeg kunne huske. Billedet er fra 2003, hvor en aktivist havde fået adgang til Christiansborgs gange og kastet rød maling på den daværende statsminister Anders Fogh Rasmussen. Det skete lige før det pressemøde, hvor statsministeren meddelte, at Danmark ville støtte USA i Irak-krigen.

Billedet ripper op i gamle grublerier om et manglende FN-mandat, fordækte kendsgerninger, juridiske krumspring og en forfængelig higen efter USA’s faderlige anerkendelse. Men hvem kan på den anden side forsvare at gøre ingenting, når en diktaturstat undertrykker sin befolkning?

”Den retfærdige kriger” er den tredje forestilling i Ina-Miriam Rosenbaums ambitiøse ””, der sætter væsentlige begivenheder i nyere politik til debat på scenen, så vi kan lære af dem.

Den retfærdige kriger - Projekt Glemmebogen
og . Foto: Emilia Therese

Den første forestilling var ”Skattesagens helte” (2017) om Helle Thorning-Schmidts skattesag. Den næste var ”CoryDong” (2019) om salget af Dong, mens Bjarne Corydon var finansminister. Og denne gang er det altså om Irak-krigen og ikke mindst det politiske arbejde, der gik forud for beslutningen.

”Den retfærdige kriger” er på mange måder en satire. Det meste har hold i virkeligheden – især datoer, indholdet af rapporter og andre kendsgerninger bliver fremstillet faktuelt. Men personerne bliver også karikerede, der bliver digtet samtaler, som vi ikke ved, om har fundet sted, og deres motiver for beslutningerne bliver mildest talt til spekulationer.

Men som en god satire gør, får netop overdrivelserne og de groteske skildringer os til at genoverveje vores egen stillingtagen til sagen. Og for ”” synes det at være afgørende. Forestillingerne består nemlig også af aftertalks med en række relevante personer – eksempelvis tidligere ministre, journalister, udsendte soldater og forskere. Og hele aftenen har ét formål: at skabe debat om demokratiet og de politiske processer.

Den retfærdige kriger - Projekt Glemmebogen
, og . Foto: Emilia Therese

Manuskriptet af er særdeles velskrevet, ligesom Ina-Miriam Rosenbaums iscenesættelse er ganske underholdende. Tilsammen får de finurligt samlet både informationstunge passager, dramatiske situationer og platte parodier på en afbalanceret måde. Og skuespillerne , og får vækket både politikere og embedsmænd i ind- og udland til live.

Måske er det ikke de stærkeste politikerparodier, vi har set. Det ville være synd at sige. Og måske kunne Babak Vakilis raptekster fremføres mere lyrisk af andre. Måske er Signe Kroghs scenografi ikke årets prægtigste. Og måske er det hele også bare en lille smule for langt.

Men nogle gange kan væsentlighed opveje kvalitet. Og ”Den retfærdige kriger” gør på mange måder det, som teatret har haft som kerneopgave igennem årtusinder: At sætte vores demokrati til debat. Og det bliver så nuanceret fremlagt, at vi ikke kan lade være med at diskutere videre bagefter. Og dét er lig med vellykket.

Forestillingen spiller på Teater Grob i København til den 24. november 2021.


Dramatiker: Nanna Plechinger Tüchsen | Idé og iscenesættelse: Ina-Miriam Rosenbaum | Medvirkende: Karin Bang Heinemeier, og | Scenografi, video og kostumedesign: Signe Krogh | Lyddesign: Andreas Thybo Christiansen | Rap-tekster: Babak Vakili | Komponist: Frankie Motion | Koreografi: Rebekka Lund | Lysdesign: Turpin Napoleon Djurhuus | I øvrigt medvirker: Christoffer Emil Bruun, og en særlig gæst | Produceret af: Projekt Glemembogen i samarbejde med Teater Grob

Del med dit netværk