ANMELDELSE: Emma ude af takt, Folketeatret

Musikalsk og morsom ”Emma ude af takt”

tager på turné med ”Emma ude af takt”, hvor Emma Gads ”Takt og tone” udfordres af vor tids kvindesyn og 100 års kulturhistorie.

★★★★☆☆

For fem år siden stod de samme seks kvinder på scenen med forestillingen ”Lillys danmarkshistorie”. Det var i 2015 – I hundredåret for kvinders valgret – og forestillingen fortalte om kvindeliv og ulighed med både humor og sang.

Nu har de taget fat på Emma Gad og den gode tone med forestillingen ”Emma ude af takt”. Igen med humor og sang. Og denne gang spørger de, om Emma Gad var progressiv eller reaktionær – tidløs eller forældet?

Emma Gads ”Takt og Tone – Hvordan vi omgaas” udkom i 1918. Og her 100 år senere synes hendes belæringer om ikke at koncentrere sig om sin telefon under middagen ganske aktuelle. Der er ingen tvivl om, at vi i vores tid stadig kan lære af hendes bog.

Men forestillingen ”Emma ude af takt” sætter ikke kun fokus på skik og brug i selskabslivet, men udfordrer også det kvindesyn, som har hersket igennem de seneste 100 år. Vi har rødstrømperne på den ene side og kvindearbejde såsom rengøring og madlavning på den anden side.

Emma sidder og skriver på et nyt teaterstykke, men da hendes mand kommer hjem, gemmer hun manuskriptet under sit sytøj. Måske ville Emma Gad ikke være mange kvinders forbillede i vore dage.

For ufokuseret

Forestillingen er først og fremmest underholdende. En ældre kvinde foran mig med sirligt opsat hår presser et hvidt lommetørklæde imod sit ansigt for at dæmpe sin nærmest hulkende latter, mens hun indimellem får tørret tårerne af kinderne. Det er i den scene, hvor Emma Gads mand beklager sig over smerter i hele kroppen, og Emma straks er klar med kærlig omsorg. Selv beklager Emma sig ikke, men lægger store kræfter i at undertrykke sin egen lumbago. Det passer sig ikke for en kvinde at beklage sig.

Kvinden foran mig må have genkendt sig selv i Emma. Vi andre genkender os selv – eller i hvert fald nogle, vi kender – andre steder i forestillingen. Og det er den største styrke i Vivian Nielsens manuskript og i de seks medvirkendes skildringer af Emma og hendes familie.

Musikalsk er forestillingen også særdeles godt kørende. Der er gode sangstemmer hos alle seks medvirkende, og de fungerer strålende både som solister og samstemmigt i Sanne Graulunds musikalske arrangementer.

Men det bliver altså for ufokuseret at ville rumme både takt og tone, kvindesagen og 100 års kulturhistorie i én forestilling.

Madeleine Røn Juuls iscenesættelse dyrker fint de episke og fragmentariske genretræk i Vivian Nielsens manuskript, der også formår at sætte tankerne i gang hos publikum. Men vi går alligevel fra teatret med en grundlæggende undren over, hvad vi har set, og hvorfor vi har set det.

“Emna ude af takt” spiller på danmarksturné til den 12. december 2020 samt på i København i april 2021.


Tekst: | Iscenesættelse: | Medvirkende: , , , , og | Kapelmester: | Scenografi: | Koreografi: | Lyddesign: | Lysdesign: | Produceret af:

Del med dit netværk