“Et juleeventyr” er børneteater for voksne
Der er ekstremt underholdende slapstick og en lidt for sympatisk Scrooge i Nørrebro Teaters opsætning af ”Et juleeventyr”.
★★★★☆☆
Ebenezer Scrooge er en uhyggelig, gammel mand. Han beskytter sine penge og lægger i øvrigt al sin energi i at få flere af dem. Han hader julen af hele sit hjerte, selv om han flere gange understreger, at han intet hjerte har. Børnene i kvarteret flygter, hvis bare de ser lys i hans vinduer.
Og det er jo netop pointen: Vi skal helst være bange for ham, hvis det skal give mening at få sympati for ham senere. For det får vi! ”Et juleeventyr” handler i bund og grund kun om, hvilke svigt og traumer der har sat sig i Scrooge helt fra barndommen, og som i dag har gjort ham kold og kynisk.
Forestillingen er således en psykologisk undersøgelse af kærestesorg og bitterhed. Men den er pakket ind i en herlig julefortælling med skægge ånder, julehjerter og en god, gammeldags happy ending.
Men Mette Horn er simpelthen for god, for sød og for sjov til at være rigtigt uhyggelig som Ebenezer Scrooge på Nørrebro Teater. Vi får sympati for ham næsten fra begyndelsen, og så har forestillingen altså lagt sig selv i benlås. Det store vendepunkt bliver fesent, og historien viser sig i det hele taget at have ret lidt andet at byde på.
Det er altså ikke skuespillerens evner, men både skuespillerens og instruktørens greb om Scrooge, der står i vejen for karakterudviklingen. Måske skyldes det en frygt for, at vi ikke kan elske Scrooge til sidst, hvis han er for bister i begyndelsen.
Men det har vi set tidligere, at vi kan. På Aalborg Teater så vi sidste år Niels Anders Manley i ”Et juleeventyr” (genopsættes igen i år med en anden i hovedrollen) være en decideret ond Scrooge, og vi var lykkelige med ham, da han til sidst blødte op. Den følelse savner vi på Nørrebro Teater.
Derudover løser forestillingen sin opgave ganske glimrende; scenografien er smuk og har både store luksusstuer og et lille fattigmandskøkken; de fem medvirkende er ekstremt underholdende på den gakkede måde; og julehistorien, det romantiske eventyr og det politiske budskab, er klart og tydeligt formidlet.
Hele forestillingen har et tegnefilmsagtigt udtryk. Det er både fjollet og dumt, når juleånderne snubler og bander, og når medarbejderen Cratchit forsøger at låne et par rene sokker af en i publikummet. Den slags slapstick virker altså stadig – også hos børnene, der bydes velkommen fra syvårsalderen.
Noget mere udfordrede bliver de nok på det sproglige, som der trods alt er mest af i forestillingen. Sværhedsgraden i ordvalgene er i den vanskelige ende for de mindste i aldersgruppen. Derfor er forestillingen måske bedst som børneteater for voksne. Det er i hvert fald forældrene, der griner højest.
Efter roman af: Charles Dickens | Dramatisering: Patrick Barlow | Iscenesættelse: Viktor Tjerneld | Medvirkende: Mette Horn, Asta Kamma August, Jesper Groth, Andreas Jebro og Lila Nobel | Scenografi og kostumedesign: Franciska Zahle | Lysdesign: Mårten K. Axelsson | Lyddesign: Ida Jacobsen | Produceret af: Nørrebro Teater
Del med dit netværk
