Pygmalionmyten gendigtes i “Galathea3000” på Mungo Park

Mungo Parks ”Galathea3000” er en tankevækkende men også noget umoden opdatering af Ovids 2000 år gamle myte om Pygmalion og statuen.

★★★☆☆☆

Galathea er en kærlighedsrobot, som vores ensomme hovedperson Pygmalion har bestilt på onlineshoppen Afrodite. Lyder det som noget, du har hørt om i oldtidskundskab? Det er ikke usandsynligt, for dramatiker Marie Bjørns ”Galathea3000” er en opdatering af den cirka 2000 år gamle pygmalionmyte fra Ovids ”Metamorfoser”.

I Ovids myte fra omkring år 0 er Pygmalion en dygtig billedhugger, der finder virkelighedens kvinder for fejlbarlige og derfor skærer en perfekt kvindefigur ud af elfenben. Pygmalion forelsker sig i statuen og beder til kærlighedens gudinde om, at statuen må blive levende. Og det bliver den.

I Marie Bjørns udgave er omstændighederne mere teknologiske. Pygmalion går simpelthen på nettet og beskriver i en bestillingsformular den kvinde, han gerne vil have leveret. Kort tid efter får han hende ind ad døren i fin cellofanindpakning med en stor sløjfe i toppen.

Og faktisk er intet af dette særligt langt fra vor tids muligheder med robotteknologi, kunstig intelligens og en efterhånden lang tradition for efterligninger af mennesket. Derfor er Galathea3000, som Pygmalions nye robot hedder, også en rimelig gentænkning af datidens elfenbensstatue.

Forestillingen sætter fokus på tre ting: Kan vi skabe det perfekte? Hvad er det egentlig, vi betragter som perfekt? Og hvad sker der med det umiddelbart perfekte, når det får krop, sjæl, vilje og vid?

I sin bestilling beskriver Pygmalion sin drømmekvinde, og hun har skræmmende lidt med et menneske at gøre. Hun har ingen fortid, ingen minder, ingen traumer og ingen ekskærester. Han vil ikke have en kæreste, der er unik, men en kæreste, der er mindst muligt til besvær. Men så snart hun bliver levende, myldrer problemerne frem.

Overmoderniseret tragedie

Mungo Parks ”Galathea3000” er et tænksomt værk, der stadig her 2000 år senere kan stille fundamentale spørgsmål til vores væren og skaben i verden. Og Marie Bjørn bidrager med interessante nuanceringer og ikke mindst en moderne og humoristisk gendigtning af Ovids myte.

Men som teater synes forestillingen både umoden og ufærdig. Manuskriptet forsøger for meget at være poetisk, hvorved det dramatiske går tabt. Desuden overskygger forsøget på at genfortælle Ovids myte indimellem forsøget på at fortolke og videreudvikle den.

Iscenesættelsen af Anders Lundorph er i det store hele velfungerende, men hans små indslag af popmusik sammen med Mikkel Sebastian Rostrups scenografi og kostumedesign gør forestillingens univers for dukkehusagtigt barnligt. Og det gør det svært at forholde sig til, hvis man ikke føler sig helt hjemme i lige netop dét udtryk.

De to medvirkende, skuespillerne Ellaha Lack og Zaki Nobel Mehabil, kommer indimellem til at se ud, som om de mister retningssansen i forestillingen. Vi bliver forvirrede, fordi vi mærker, at de er forvirrede. Og til sidst stopper vi med at følge med. Her har vi brug for en instruktør til at sætte retning og holde fast i spændingen.

På den måde begynder ”Galathea3000” som en interessant fortolkning af et klassisk værk med et særdeles humoristisk anslag, men ender desværre som en uskarp og overmoderniseret tragediefortælling.

Forestillingen spiller på Mungo Park i Allerød til den 15. juni 2021.

Dramatiker: Marie Bjørn | Iscenesættelse: Anders Lundorph | Medvirkende: Ellaha Lack og Zaki Nobel Mehabil | Scenografi: Mikkel Sebastian Rostrup | Lyddesign: Asger Kudahl | Lysdesign: Mikkel Givskov | Produceret af: Mungo Park

Del med dit netværk