Hjørringrevyen: Sådan ser en moderne revy ud!
Konventionel revy møder sort humor og skæve idéer i den noir-agtige, velproducerede og topmusikalske “Hjørringrevyen 2019″.
★★★★★★
Dér var den! Hjørringrevyen storhitter med en revy, der både overholder de konventionelle genretræk og samtidigt udfordrer formatet og de klassiske pointer. Dertil kommer et orkester i topform og et skuespillerhold i mesterklassen.
De medvirkende i revyen blev forud for premieren reduceret til fire, da skuespiller Anne Sofie Espersen måtte melde fra grundet en diskusprolaps. Revyen valgte ikke at finde en afløser, og det gjorde de klogt i. Det har tilsyneladende givet dem nogle benspænd, når der skulle skiftes kostumer og fordeles roller, hvilket der er kommet nogle ganske geniale løsninger ud af.
Man skal ikke være feminist for at bemærke kønsfordelingen på scenen med én kvinde over for ni mænd. Rent vokalt og typemæssigt mangler vi faktisk ikke en kvinde iblandt skuespillerne; på den måde vedrører kønsfordelingen ikke det kunstneriske produkt. Og netop derfor er skævvridningen problematisk og må simpelthen tages mere alvorligt til næste års revy.
Ikke desto mindre er ”Hjørringrevyen 2019” en professionel og velproduceret forestilling. Særligt er scenografien af Kirsten Brink både smagfuld og elegant, mens hendes kostumer er komiske og gennemførte. Et eksempel er de to nordjyske amatørgrænsevogtere, der er klædt i soldaterlignende tøj med kamuflage i form af diverse stueplanter bundet fast på kroppen.
”Revy noir” for fuld musik
På samme måde er den gennemgående tone i forestillingen præget af sort humor og skæve idéer. En formsikker ”noir”-revy med masser af musikalske, komiske og skuespiltekniske kvaliteter.
Når Preben Kristensen går på scenen som operasanger i den nyskrevne opera ”Den irriterede påfugl”, hvor han harcelerer over alt fra veganere til NemID med musik af både Mozart og Puccini, så er det dels aldeles velsunget, dels forrygende morsomt.
Og når Kasper Le Fevre i lynformat gennemgår Europas nyere historie fra før krigen og frem til brexit – vistnok inspireret af den norske komikertrio Raske Menn – får det satiriske et moderne og aktuelt udtryk.
Trine Gadeberg er formidabel i sine karakterer fra den omsorgssvigtede Pelle på fem et halvt år, der har set lige rigeligt voksenindhold på sin iPad, til den 85-årige pensionist hos Borgerservice, der har brug for hjælp til sin e-boks og andet. Og Carsten Svendsen mestrer både den noble tv-vært, den spastiske skilteholder og den klimatossede klovn.
Henrik Baloo Andersen står i spidsen for et velspillende revyorkester, og de fire medvirkende har på hver sin måde fortrinlige sangstemmer. Det kommer især til udtryk i afslutningsnummeret ”Alting – det musical”, hvor vi simpelthen taber pusten over det musikalske niveau.
Tekster af: Kasper Le Fevre, Trine Gadeberg, Rasmus Søndergaard, Preben Kristensen, Jacob Weble, Kjeld Torbjørn, Pernille Sørensen, Frede Gulbrandsen, Jan Svarrer, Jørgen Bing, Søren Anker Madsen, Mei Oulund, Anders Hoff, Øyvind Rafto, Calle Hellevang-Larsen og Michael Bévort | Iscenesættelse: Frede Gulbrandsen | Medvirkende: Trine Gadeberg, Preben Kristensen, Carsten Svendsen og Kasper Le Fevre | Musik og kapelmester: Henrik Baloo Andersen | Scenografi og kostumer: Kirsten Brink | Koreografi: Peter Friis | Lysdesign: Kasper Daugberg | Lyddesign: Thomas Holmstrøm | Produceret af: Hjørringrevyen