Jeg vil have mit røvhul tilbage!

Alting skal gå hurtigere og hurtigere i det offentlige, og mere velfærd for færre penge betyder, at der snart ikke tid til omsorg. Christian Lollike sætter fokus på sundhedssektoren i ”Hospitalet” – en morsom og tankevækkende farce!

★★★★★☆

Sundhedssystemet, effektiviseringer og stramninger, service management i det offentlige, anerkendende og motiverende ledelseskommunikation blandt sygeplejerskerne, samt vores demokratiske ret til at ignorere problemerne og flytte lorten over på vores folketingspolitikeres skriveborde. Det er nogle af de temaer, som dramatiker Christian Lollikes nye forestilling ”Hospitalet” indeholder.

Christian Lollike, som både som instruktør og manuskriptforfatter har været en markant teaterstemme i Danmark siden årtusindeskiftet, har senest markeret sig med forestillinger som bl.a. ”Living dead” og ”Erasmus Montanus” på Aarhus Teater. I 2016 modtog han desuden den fornemme kritikerpris Teaterpokalen for sit arbejde.

Forestillingen er produceret i samarbejde med teatret Sort/Hvid i København, som Lollike også er kunstnerisk leder for. Foruden Lollike er Sigrid Johannesen medforfatter, og Runar Hodne iscenesætter.

En kritik af os selv

Med ”Hospitalet” har Christian Lollike skrevet os en farce, som i vanlig Lollike-stil kritiserer virkeligheden ved at trække virkeligheden ud til sit yderste overdrev. Som her, hvor stramningerne i sundhedssektoren blandt andet betyder, at patienterne bliver lagt i en konstant bedøvelseståge, så sygeplejerskerne ikke skal forsinkes af patienternes spørgsmål og utilfredshed.

Men det er ikke lægerne eller sygeplejerskerne, der kritiseres i forestillingen. Det er det samfund og det folk – det vil sige os allesammen, som har skabt de vilkår, hospitalets personale arbejder under.

For hvordan kan vi egentlig vide, hvornår der ikke er flere effektiviseringer at finde – hvornår livremmen ikke kan spændes yderligere ind? Når effektiviseringerne er til vores alles bedste, så er de vel gode. Og når en sygeplejerske kan nå flere patienter for færre penge, så er det vel altid til alles bedste – er det ikke?

Livskvalitet på recept

Og vi har så mange muligheder i dag! Vi giver kræftpatienter kemobehandling, og så kan vi udskrive recepter på alskens medicin, som kan bekæmpe bivirkninger og følgesygdomme.

Og når patienten er døende, og vi ikke har resurserne til at tage samtalen om døden med patienten, så kan vi udskrive beroligende medicin og antidepressiver, så dødsangsten holdes i skak. Det handler jo om livskvalitet.

I forestillingen er det skuespilleren Mette Døssing, der står som dramatikerens stemme i forestillingen og råber til os: “Vi er nødt til at gribe ind!” Og det er os; vi er samfundet, patienterne, vælgerne, Danmarks befolkning.

Kontraster og kriseteater

Ligesom med Lollike-forestillingen ”Familien der kunne tale om alt” (Aarhus Teater, 2016), er det Runar Hodne, der har iscenesat farcen. Samarbejdet viser sig endnu en gang at være frugtbart, og Hodne får det groteske univers til at mødes med realismen. Et eksempel på de greb, der kendetegner forestillingen, ser vi i den travlhed, som ligger under forestillingen som et konstant beat. Her ser vi læger og sygeplejesker, der styrter frem og tilbage i en sådan travlhed, at de gang på gang tumler ind i hinanden, i vægge og døre, i planter og patienter.

En patient, der tydeligvis skulle have været opereret for noget andet, vågner op med en stomipose og må i afmagt råbe: “Jeg vil have mit røvhul tilbage!” Samtidig er stomiposen utæt, og han kan ikke skifte det, selvom sygeplejerskerne henviser til den vejledning, han har fået udleveret.

Alt imens alting spidser til, og kaosset breder sig, kommer en rengøringsmedarbejder gående med en gulvvaskemaskine – og det går langsommere end langsomt. De hvide kitler spæner over scenen, men kvinden i grønt med skridsikre træsko går i sneglefart med sin gulvvasker og tygger tyggegummi. Det skal jo gøres ordentligt, og den kan ikke køre hurtigere, end den gør.

Det er den kontrast, der får det absurde i virkeligheden til at træde endnu længere frem i såvel Lollikes manuskript som i Hodnes iscenesættelse. Det er dygtigt scenekunst, men det er først og fremmest scenekunst med et klart budskab til publikum. Og budskabet bliver formidlet uhyre præcist.

De komiske skuespillere

Derfor er ”Hospitalet” en vigtig teaterforestilling, som bør ses af alle – og som har potentialet til at forandre samfundet. Vi ser skuespillere som Thomas Mørk og Kristian Holm Joensen som herlige komikere i forskellige fysiske roller i forestillingen, ligesom Aarhus Teaters egen Kjartan Hansen med timing og en forunderlig alvorsmine gør en underholdende lægefigur.

Som afdelingssygeplejerske og leder er Patricia Schumann skønt karikeret, når hun vrider managementbegreber om performance og strategy ud i sine mekaniske motivationstaler for medarbejderne.

Og Mette Døssing bevæger sig naturligt fra den sympatiske sygeplejerske i begyndelsen af forestillingen, hvis godhed og fornuftige indstilling til arbejdet vi alle værdsætter, til den nærmest militante frihedskæmper, der nemt ofrer enkeltpersoners liv for at gøre en forskel for hele menneskeheden.

En gennemført og velproduceret teaterforestilling, der på overraskende komisk vis sætter fokus på et fundamentalt problem i vores samfund. Kort sagt en Lollike-forestilling, som den skal være.

”Hospitalet” spiller den 2. februar til 10. marts på Aarhus Teater, samt den 16. marts til 14. april på Sort/Hvid i København.

---

Dramatiker: Christian Lollike | Medforfatter: Sigrid Johannesen | Iscenesættelse: Runar Hodne | Medvirkende: Mette Døssing, Kjartan Hansen, Thomas Mørk, Patricia Schumann, Kristian Holm Joensen, Nanna Bøttcher, Inge Sofie Skovbo og Mette Klakstein Wiberg | Scenografi og kostumer: Franciska Zahle | Lysdesign: Anders Kjems | Lyddesign: Kim Engelbredt | Produceret af: Aarhus Teater og Sort/Hvid