Hvem er bange for at tage dramaet alvorligt?

Med ironisk distance fordufter dramaet i Thomas Bendixens ”Hvem er bange for Virginia Woolf?” af Edward Albee på Det Kongelige Teater.

★★★☆☆☆

Martha og George er måske det par iblandt teaterklassikerne, der næst efter Romeo og Julie har gjort allermest indtryk på et publikum verden over.

Men hvor Romeo og Julie slår sig selv ihjel, fordi de ikke kan leve uden hinanden, så kappes Martha og George i Edward Albees ”Hvem er bange for Virginia Woolf?” næsten om at slå hinanden ihjel. I hvert fald er der gået sport i at håne og besudle hinanden.

Sarkasme og fornærmelser flyver igennem stuen, mens to yngre og næsten fremmede gæster er til stede. Og teksten behandler på den måde både ægteskabet som institution, grænserne for privatlivet og selvfølgelig kærligheden i dens utallige afskygninger.

Hvis Verona var New York

Teksten af Edward Albee er allerede hyldet i adskillige vendinger, siden forestillingen havde urpremiere på Broadway i 1962. Dog er det værd også her at understrege, at det i Det Kongelige Teaters opsætning er manuskriptet, der tager stikkene hjem – også takket være Madame Nielsens glimrende oversættelse.

Den intense spænding imellem grusomhed og vittighed, spydighed og mildhed fæstner vores opmærksomhed til forestillingen. Og det er, på trods af at den varer langt over tre timer, kun foregår i en dagligstue og har en minimal udvikling i handlingen.

Dramaet udspiller sig imellem Martha og George, mens gæsterne Honey og Nick fungerer som marionetdukker i deres ægteskabelige spil. Deres forhold virker både sygeligt og afskyeligt, men samtidig er vi ikke i tvivl om deres kærlighed til hinanden.

Man kan sige, at vi får en alternativ version af Romeo og Julie-fortællingen, som den kunne have været, hvis de var blevet voksne, havde giftet sig og havde gjort karriere i Verona.

Realisme med ironisk distance

I Thomas Bendixens iscenesættelse på Det Kongelige Teater holdes teksten desværre ud i strakt arm. Den dramatik, man får forærende af Albees manuskript, bliver forvaltet med en ironisk distance, der til tider ligner et forsøg på at gøre forestillingen til en farce.

Og det kunne man såmænd også have gjort; alle de fire medvirkende forstår udmærket humoren i replikkerne og karaktererne. Men iscenesættelsen og i vidt omfang også de medvirkende lader karaktererne virke fjollede og urealistiske. Og det er jo netop realismen, der er hele genistregen i Albees drama.

Heldigvis bliver spillet imellem Tammi Øst og Jens Jørn Spottag mere dramatisk, efterhånden som vi når hen over midten af forestillingen. Her bliver spændingen imellem dem kridtet op, og de formidler netop dette drama på ægte og rutineret vis – særligt når de er alene på scenen.

Af: Edward Albee | Oversættelse: Madame Nielsen | Iscenesættelse: Thomas Bendixen | Medvirkende: Tammi Øst, Jens Jørn Spottag, Johanne Louise Schmidt og Peter Christoffersen | Scenografi og kostumer: Jonas Fly | Lysdesign: Mårten K. Axelsson | Produceret af: Det Kongelige Teater

Del med dit netværk