Tag på Husets Teater, og føl dig dummere
Igennem næsten to timers akademikersludder piller Jens Albinus sig prætentiøst i navlen med sin fortolkning af ”I Love Dick” af Chris Kraus.
★★☆☆☆☆
På trods af det professionelle udtryk, de glimrende skuespilpræstationer og den udmærkede musikalitet i teaterversionen af Chris Kraus’ bog ”I Love Dick” på Husets Teater kan forestillingen som helhed ikke på nogen tænkelig måde anbefales.
Forestillingen handler i korte træk om et ægtepar, der stimulerer hinanden med akademiserede diskussioner om kunst, filosofi og historie. En dag møder de mande-manden Dick, som kvinden Chris falder for, og de bliver begge besatte af at få ham til at elske med hende som en del af et fælles kunstprojekt. De sender breve til ham, som han ikke svarer på, og de taler om, hvordan værket skal udfolde sig.
Men i bund og grund er Chris bare liderlig, hvilket ikke kan intellektualiseres. Begær er fysisk. Og da det går op for hendes mand, Sylvére, ender det højpandede kunstprojekt med at blive en banal ægteskabskrise.
Vi bliver dog efterhånden klar over, at det overintellektualiserede sprog ikke bare skyldes et prætentiøst snobhoved af en forfatter eller dramatiker, men også er en pointe i forhold til forestillingen. Det er meningen, at vi ikke skal forstå en skid – og dermed burde vi altså forstå forestillingen på et højere plan.
Ikke værd at se
Det gør vi også, når vi forlader teatret efter forestillingen. Så er der noget, vi genkender i os selv. Men vejen igennem de næsten to timers sludder, vi skal høre på, er som en ørkenvandring. Og så er projektet definitivt mislykket som teater.
For vi går til teatret for at få fortalt en historie. Det kan selvfølgelig gøres mere eller mindre traditionelt, ligesom udtrykket kan være mere eller mindre eksperimenterende. Men det er helt afgørende, at teatret påtager sig opgaven som fortæller, hvilket Jens Albinus ikke har gjort. Både hans dramatisering og iscenesættelse bliver en navlepillende fortolkning af bogen, som ingen rigtigt bliver en del af.
Vi skal hele 50 minutter (jeg gentager: 50 minutter!) ind i forestillingen, før den første reelle og forståelige replik dukker op. Herfra kommer der drypvist scener, der også giver mening for almindelige mennesker. Og efterhånden som forestillingen nærmer sig slutningen, bliver den mere og mere selvironisk omkring sit akademiske udtryk, hvilket får den lidt nedad imod jorden igen.
Problemet er bare, at vi ikke burde nå så langt. Var jeg ikke på arbejde denne aften, var jeg smuttet efter 15 minutter, og jeg havde opfordret de øvrige publikummer til at følge med. For vi skal simpelthen ikke bruge tid på teater, der ikke vil have os med ind i forestillingen. Kunsten skulle gerne gøre os klogere – ikke få os til at føle os dummere.
Efter roman af: Chris Kraus | Oversættelse: Louise Ardenfelt Ravnild | Bearbejdelse og iscenesættelse: Jens Albinus | Medvirkende: Marina Bouras, Steen Stig Lommer og Jimmy Jørgensen | Musik: August Rosenbaum | Scenografi og lyddesign: Ditlev Brinth | Lysdesign: Súni Joensen | Produceret af: Husets Teater
Del med dit netværk
