Overgearet iscenesættelse af musicalen ”Jersey Boys”
Musicalen ”Jersey Boys” om rockfænomenet The Four Seasons genopliver hits på stribe, men historien om bandet bliver udramatisk og forhastet.
★★★☆☆☆
Det er klassiker på klassiker, vi hører i musicalen ”Jersey Boys”, der genfortæller historien om den populære rockgruppe The Four Seasons pakket ind i en kavalkade af hits. ”Oh, What a Night”, ”Big Girls don’t Cry” og ”Can’t Take My Eyes off You” er blot et lille udpluk af de sange, der får publikum til at synge med og klappe i takt til danmarkspremieren i Tivolis Koncertsal.
Særligt karakteristisk for gruppen er forsangeren Frankie Valli, der med sin falset skabte en unik og genkendelig lyd. Og i den danske opsætning af musicalen er Mikkel Hoé Knudsen ekvilibristisk med sin sangstemme og udfylder Vallis sko på glimrende vis. Det lyder faktisk helt rigtigt.
Rent vokalt er der flere store præstationer både hos solister og ensemble, hvor især korarrangementerne imponerer. Desuden gør man klogt i at bemærke Søren Torpegaard Lund i rollen som Bob Guadio, for selvom hans solopræstationer er få, så er han forestillingens absolutte højdepunkt og måske en af dansk musicals stærkeste herrestemmer lige nu.
Desværre overdøver den gode musik og sangerne ikke musicalens største svagheder. For hvis musicalen skal have en berettigelse, skal den kunne mere end at minde os om halvglemte hits. Først og fremmest skal den fortælle os en historie. Men fortællingen om nogle gadedrenge på kant med loven i 1950’ernes New Jersey, der sammen finder musikken i skæret fra en gadelampe, går desværre alvorligt tabt i Thomas Agerholms opsætning.
Måske er det den store overvægt af sange i forhold til replikker, samt at forestillingen i forvejen er til den lange side, der gør, at hele musicalen bliver nærmest bizart forhastet. Monologerne og dialogerne imellem sangene leveres næsten alle i turbo, og musikerne formår adskillige gange at snuppe slutningen af en replik, fordi de allerede er videre til næste sang.
Det betyder, at dramaet og det skuespilmæssige potentiale forsvinder, og vi går fra teatret småforpustede over at være blevet hevet igennem et resumé af en biografi, der har bevæget os omtrent lige så meget som en Wikipedia-artikel i punktform.
Men stemningen fejler ikke noget. Og forestillingens musikalske styrker understøttes kløgtigt af Benjamin la Cours scenografi, der flot genskaber New Jerseys upolerede bybillede og nogle tidssvarende miljøer i såvel dagligstuer som pladestudier. Og Kim Ace Schjerlund har med vanlig kreativitet skabt en stribe humoristiske og festlige koreografier, som imiterer samtiden uden at være old school.
Af regulære skuespilpræstationer, vi trods alt når at nyde i skyndingen, er Mikkel Vadsholt mest fremtrædende som både mafiaboss og præst. Han er autoritær og blid på samme tid. Sjældent så man en skurk så sympatisk og dog så frygtindgydende. Derudover er René Wormak skøn som forestillingens komiske forløsning i flere roller.
Der er altså flere gode grunde til at opleve ”Jersey Boys” i Tivoli eller på turnéen. Men dramaet udebliver i denne opsætning.
Af: Marshall Brickman og Rick Elice | Musik: Bob Gaudio | Sangtekster: Bob Crewe | Oversættelse: Heinrich Christensen | Iscenesættelse: Thomas Agerholm | Kapelmester: Morten Vestergaard | Medvirkende: Mikkel Hoé Knudsen, Johannes Nymark, Søren Torpegaard Lund, Jesper Paasch, Alberte Hønnicke Kyst, Matilde Zeuner Nielsen, Johanne Milland Pedersen, Christina Ølgaard Thomsen, Mikkel Vadsholt, René Wormark, Morten Hemmingsen, Kristoffer Sass, Christopher Rørmose, Lasse Dyg og Henrik Launbjerg | Scenografi: Benjamin la Cour | Kostumedesign: Rikke von Qualen | Koreografi: Kim Ace Schjerlund | Lysdesign: Jeppe Lawaetz | Lyddesign: Magnus Hansen | Produceret af: Lion Musicals i samarbejde med Live Nation Denmark
Del med dit netværk
