Intelligent værk om Inge Lehmann

Dramatiker Simone Isabel Nørgaards “Jordens indre” om diskrimination af kvinder har potentialet til at blive en ny klassiker.

★★★★☆☆

Kender du seismologen Inge Lehmann? I så fald hører du til de få, for det er langt det almindeligste aldrig at have hørt om hende. Og det på trods af, at hun er en ægte verdensstjerne fra Danmark og betragtes som en af de ypperligste kvindelige forskere i verden nogensinde.

I 1936 udgav hun en artikel, der påpegede, at Jordens indre ikke var flydende som hidtil antaget, men havde en indre kerne i fast form. Og selv om det viste sig, at hun havde ret i sin opdagelse, kom anerkendelsen ikke lige med det samme. Hun var nemlig kvinde, og derfor var der jo en vis risiko for, at hun enten havde regnet forkert eller gættet heldigt.

Faktuel og aktuel

I forestillingen ”Jordens indre” fra Folketeatret møder vi Lehmann i en fiktiv historie, der fortæller om en meget faktuel og aktuel problematik. For selv om kvinder i dag er i flertal som studerende på universiteterne, er der stadig en klar overvægt af mænd blandt de ansatte i forskerstillinger på universiteterne.

Ligesom da Niels Bohr i forestillingen træder ind i lokalet, hvor Inge Lehmann en aften sidder og arbejder. Da overraskelsen over, at hun overhovedet er der, har fortaget sig, spørger Bohr, om hun vil lave en kop kaffe til ham. Så præcist kan det faktisk siges, når man sætter dramatiker Simone Isabel Nørgaard til at digte en historie om en af dansk videnskabshistories måske pinligste diskriminationssager.

Vi skal ikke have ondt af Inge Lehmann. Men vi skal forstå, at kvinder som hende må knokle mere for den samme anerkendelse som mænd. Konsekvensen heraf har dramatikeren kløgtigt skrevet ind i stuepigen Esther, der sammen med Lehmann er en hovedrolle i forestillingen.

Intelligent dramatik

Det viser sig nemlig, at hun har hovedet med sig. Hun læser avisen i smug, hun fascineres af Lehmanns forskning, og hun forstår sig på molekylærbiologi. Lehmann prøver at motivere hende til at gøre noget med sin forstand, men da vi møder hende senere, er hun blevet frisør og har fået en lille håndfuld unger.

Hende skal vi heller ikke have ondt af, for hun er ikke ulykkelig. Det er os, der er gået glip af hendes potentiale – hvis vi altså ikke er så heldige at have hende som frisør. Og det er derfor, at Simone Isabel Nørgaards nyskrevne værk ”Jordens indre” ikke blot er aktuelt og vigtigt, men også et intelligent stykke dramatik.

Desværre er der en lang række sceniske greb, der mudrer billedet. Scenografien er irriterende turné-praktisk, og iscenesættelsen kan ikke rigtigt finde ud af, om den skal være morsom, stilistisk eller dramatisk. Men teksten har potentiale til at blive en ny klassiker, så forhåbentligt får vi den at se igen og igen i nye opsætninger.

Dramatiker: Simone Isabel Nørgaard | Iscenesættelse: Geir Sveaass | Medvirkende: Iben Hjejle, Jesper Lohmann, Laura Bro, Troels Malling og Roberta H. Reichhardt | Scenografi: Rebekka Bentzen | Koreografi: Jeanette Binderup-Schultz | Lyddesign: Steen Larsen | Lysdesign: Lars Schou | Produceret af: Folketeatret

Del med dit netværk