“Kagefabrikken” udfordrer grænserne for den personlige frihed
Der er både komiske og tragiske genretræk i Aarhus Teaters opsætning af ”Kagefabrikken”, som udfordrer grænserne for den personlige frihed.
★★★★☆☆
“Nogle gange kan det private godt være politisk, og så er det vigtigt at diskutere det.”
Sådan lyder en replik i ”Kagefabrikken”, hvor en fedme- og kriseramt kagefabrik med hjælp fra en veltrimmet konsulent skal omlægge produktionen til slankekager og smide de overflødige personalekilo. Imens er en islamkonverteret og burkaklædt kemiingeniør i besiddelse af en hellig kageopskrift, der kan være fabrikkens redning.
”Kagefabrikken” er skrevet af dramatikeren Christian Lollike og organisationskonsulenten Franz Wilhelm Søes-Cybulski, og den var i første omgang tænkt som en tv-komedieserie, men den fik i stedet premiere som teater på Det Kongelige Teater i 2013.
Og replikken er en nøgle til at forstå, hvad forestillingens to temaer, fremmedangst og fedmeangst, har med hinanden at gøre. Nemlig at spørgsmål om påklædning, livsstil og overbevisning, der normalt hører under privatlivets fred, i nogle tilfælde bliver genstand for en politisk debat, som hele offentligheden har andel i. Og hvad sker der så med den personlige frihed?
Vi ved, at vi har ret til at dyrke vores religion, som vi vil. Det står i grundloven. Men gælder det også religiøs beklædning og symboler? Vi har frihed til at bestemme over vores egen krop, men gælder det også, når det påvirker vores helbred? Fællesskabet står over individet, så hvis vi som samfund er imod burkaer og runde kinder, må det enkelte menneskes frihed indskrænkes.
Det er omdrejningspunktet i ”Kagefabrikken”, som i den nye opsætning på Aarhus Teater har fået et noget mere glaseret udtryk i Eilev Skinnarmos pastelfarvede kostumer og Franciska Zahles scenografi. Og fra højtalerne hører vi en dåselatter, som om vi sidder til en tv-optagelse, og de falske grin gør grænseoverskridelserne på scenen endnu mere groteske.
Men her otte år efter urpremieren bliver genopsætningen underligt retrospektiv. Siden 2013 har vi fået det såkaldte burkaforbud, og kropsaktivister har sat fokus på diskrimination af tykke mennesker. ”Kagefabrikken” er altså ikke blevet en mindre aktuel forestilling, men lægger sig altså i dag i kølvandet på en diskussion, som den oprindeligt var forud for.
Der er ikke desto mindre tale om en vældig underholdende farce, som kløgtigt kombinerer både tragiske og komiske genretræk. Og det kulminerer i en herlig og grotesk slutscene, hvor det meste af persongalleriet dør indtil flere gange på absurd vis.
I hovedrollen som fabriksejer Niels er Kristian Holm Joensen eminent. Hans fysiske komik er minutiøs og knivskarp – og dog synes han at ramle tilfældigt rundt på scenen. Når han eksempelvis snubler over et trappetrin eller tilfældigt får skudt fortælleren i hovedet, så ligner det vitterligt fejl. Men man kan da ikke fejle så perfekt igennem en hel skuespillerkarriere.
Blandt birollerne er Jacob Madsen Kvols velfungerende som den skarpt skårne konsulent Faxholm, der som en tegneseriefigur løber sidelæns hen over scenen og kaster om sig med buzzwords. Og Mette Døssing giver den kageglade Connie både bløde og skarpe nuancer, som passer fortrinligt ind i forestillingens udtryk.
“Kagefabrikken” spiller i Aarhus til den 18. december 2021.
Manuskript: Christian Lollike og Franz Wilhelm Søes-Cybulski | Iscenesættelse: Niels Erling | Medvirkende: Kristian Holm Joensen, Nanna Bøttcher, Jacob Madsen Kvols, Anders Baggesen, Sofia Nolsøe, Mette Døssing, Mette Klakstein Wiberg og Clint Ruben | Scenografi: Franciska Zahle | Kostumedesign og scenografisk konsulent: Eilev Skinnarmo | Koreografi: Marie Brolin-Tani | Lysdesign: Andreas Buhl | Lyddesign: Kim Engelbredt | Produceret af: Aarhus Teater
Del med dit netværk
