ANMELDELSE: København, Det Kongelige Teater

Halvdelen af ”København” på Det Kgl. Teater havde været nok

Atomfysik, våbenkapløb og far-søn-forhold diskuteres om og om igen i Michael Freyns historiske drama ”København” om Bohr og Heisenberg.

★★★☆☆☆

Atomkrig og kernekraft er igen på tapetet. Også i den igangværende valgkamp er begge emner igen blevet aktuelle grundet krigen i Ukraine. Og teknologien er skræmmende, når man tænker på de mulige uhyrligheder, men spændende, når man tænker på de uhyrlige muligheder. De store energiudladninger, der opstår fra partikelspaltning, kan nemlig både bruges som forsyning og misbruges som våben. Vil man enten co2-neturalisere eller udradere en storby, kan atomfysik i begge tilfælde være løsningen.

Niels Bohr modtog for præcis 100 år siden Nobelprisen i fysik for sin atomforskning. Og hans arbejde blev senere afgørende for udviklingen af atomvåben før og under Anden Verdenskrig.

Og dét er netop omdrejningspunktet i britiske Michael Frayns teaterforestilling ”København”, der havde urpremiere i London i 1998 og de efterfølgende år spillede i både København og New York. Og helt konkret kredser forestillingen sig om et møde imellem Niels Bohr og den tyske fysiker Werner Heisenberg, som fandt sted i Bohrs hjem i København under krigen i 1941. Hvad blev der sagt? Hvad var Heisenbergs hensigt med besøget? Hvor meget røbede Bohr?

Vi møder de historiske personer, der foruden Bohr og Heisenberg også tæller Bohrs hustru, Margrethe Nørlund Bohr. Vi møder dem efter deres død – i Steffen Aarfings scenografi, der på den ene side er et abstrakt ingenmandsland og på den anden side kunne være et auditorium på Niels Bohr Institutet. De forsøger at kortlægge, hvad der skete den efterårsdag i 1941.

Heisenberg og Bohr var nære venner. Deres relation kunne nærmest beskrives som familiær, og dette forhold udtrykker (som Niels Bohr) og (som Werner Heisenberg) aldeles glimrende. Rollen som Margrethe Bohr er desværre nærmest overflødig for forestillingen, men glimtvist kommer der alligevel nogle replikvekslinger, hvor får langt mere ud af rollen, end man kunne forvente.

Forestillingen bevæger sig imellem det fysik-nørdede, det krigshistoriske og det personlige, og det balancerer den ganske godt imellem – også i iscenesættelse. Men forestillingens præmis, som er diskussionen om en samtale i 1941, bliver desværre hurtigt kedsommelig. Og forestillingens gentagende format, hvor den samme scene spilles om og om igen, virker nok bedst i teorien.

Efter lidt under halvanden time var denne anmelder klar til at gå hjem – især fordi jeg reelt troede, at forestillingen var slut. Men der var kun pause, og da vi vendte tilbage til mere af det samme efter pausen, begyndte tålmodigheden at blive sat på prøve. Så bliver de medvirkendes ellers gode portrætteringer også for ensformige, og samtalen bliver for teoretisk, til at vi rigtigt kan holde engagementet oppe.

Der er ingen tvivl om, at atomfysik er et aktuelt og væsentligt teateremne. Der er heller ingen tvivl om, at spørgsmålene – argumenterne for og imod – er vigtige at diskutere, samt at landshelten Bohrs reelle medvirken til atombombens udvikling til stadighed bør italesættes. Kunne det være gjort mere spændende, end denne opsætning af ”København” formår? Absolut.

Forestillingen spiller i Skuespilhuset i København til den 24. november 2022 og herefter på turné til den 14. januar 2023.


Dramatiker: Michael Frayn | Oversættelse: Iscenesættelse: | Medvirkende: , og | Scenografi: | Lysdesign: Lyddesign: | Produceret af:

Del med dit netværk