Kong Lear triumferer, men opsætningen er pinlig

Waage Sandø fejrer et flot 60-års jubilæum med sin begavede titelrolle i “Kong Lear”, men indpakningen er pinligt kunstig og bedaget.

★★☆☆☆☆

Han spiller så stateligt, så bevægende følsomt og så smerteligt fornedret, Waage Sandø, som med titelrollen i Folketeatrets turnéopsætning af “Kong Lear” markerer sit 60-års skuespillerjubilæum. Og han står også selv bag den glimrende bearbejdelse af Shakespeares klassiker i Niels Brunses oversættelse.

Det bliver til en historie om, hvordan alderdommen gør Kong Lear både magtesløs og irrelevant. Det bliver sekundært, hvor meget døtrene elsker ham, og hvordan han fordeler sit kongerige imellem de to døtre, der fedter mest for ham, mens han misforstået forviser den datter, der er ægte i sin kærlighed til ham. Det primære i denne version er, hvordan de gamle, der også i vores tid bliver betragtet mere som en byrde end som en autoritet, bliver overflødiggjort af deres egne familier. Dén historie synes Sandø at have haft særligt meget på hjerte i sin bearbejdelse.

Sammen med sig på scenen har han Marie Boda, der aldeles sympatisk formidler både rollen som den ærlige datter, Cordelia, og den lunefulde og lige så ærlige nar, hvilket i denne version helt bevidst er koblet sammen til én karakter. Også Martin Elung-Jensen og Mathias Flint spiller med ægthed og medfølelse i de scener, hvor de alle fire tilsammen udgør et rørende firkløver, mens kongen bliver mere og mere afmarcheret.

Desværre er der ikke ret meget andet godt at få øje på i denne opsætning af Shakespeares “Kong Lear”, som i sin helhed er blevet en komplet misforstået og pinligt ringe forestilling. Så meget som man smiler over det kære forhold imellem kongen i undertøj og løvkrone og hans lille trepersoners hof, lige så tåkrummende bliver de øvrige scener, der er kunstigt overspillede, dilettantisk udtalt og uforståeligt iscenesat.

Som prikken over i’et – eller måske rettere som prikken under udråbstegnet – er den papmacheagtige scenografi med videografik, der minder om spillepladen på et strategisk brætspil. Udover at være temmelig forældet i sin æstetik understøtter den også en helt anden fortælling, end den, vi får igennem teksten i denne bearbejdelse. Og dertil kommer et soundtrack af lige så bedagede computerlyde, som ikke bare lyder akavet i ørerne på et 2025-publikum, men som ovenikøbet afvikles tilfældigt både imellem og hen over replikkerne og scenerne. Det hele kommer til at virke lige så overfladisk påklistret som kulisserne i en forlystelsespark.

Allerede efter 10 minutter virker forestillingen for denne anmelder som en katastrofe – og som en uoverskueligt lang aften i teatret. Det indtryk bliver heldigvis formildet en smule af dét, der fungerer bedre senere i forestillingen. Desværre trækker det ikke nok op i forhold til helhedsindtrykket af forestillingen. Men det tager på den anden side ikke det mindste fra æren og respekten for Waage Sandø, der altså både som tekstbearbejder og som hovedrolle kan fejre sit jubilæum med et aldeles vellykket bidrag til “Kong Lear” – en version, vi trods alt også vil huske for det gode.

Forestillingen spiller på turné i hele landet samt på Folketeatret i København til den 14. april 2025.

Forfatter: William Shakespeare | Oversættelse: Niels Brunse | Tekstbearbejdelse: Waage Sandø | Bearbejdelse og iscenesættelse: Vibeke Wrede | Medvirkende: Waage Sandø, Marie Boda, Martin Elung-Jensen, Brian Hjulmann, Sidsel Siem Koch, Sara Hjort Ditlevsen og Mathias Flint | Scenografi: Peter de Neergaard | Kostumedesign: Lauréline Gormsen Démonet | Komponist: Alexander Wrede Elung-Jensen | Lysdesign: Malthe Haugaard | Produceret af: Folketeatret

Del med dit netværk