Tre timers tæt tale
“Lehman Brothers” er både en familiekrønike og historien om et succesfuldt forretningsimperium, der ender som en finanstragedie i 2008.
★★★★☆☆
Hvis nogen tilbød dig at bruge næsten tre timer på at fortælle om opbyggelsen af en købmandsforretning, og du allerede kendte slutningen, ville du så sige ja tak? Det kan du roligt gøre på Teater Republique, hvor forestillingen ”Lehman Brothers” spiller lige nu.
Det er nemlig ikke kun historien om, hvordan tre jødiske brødre kom til Amerika i 1800-tallet og startede et forretningsimperium. Det er også en familiekrønike, der både fortæller om USA’s historie fra 1844 til 2008 og samtidig giver et bud på, hvorfor hele verdens økonomi gik i vasken i 2008.
Forestillingen, som er en radiotrilogi, er skrevet af den italienske dramatiker Stefano Massini til italiensk radio i 2012. Siden er den blevet adapteret til teater, hvor den dog fastholder radioformen med en massiv talestrøm inddelt i tre spiselige akter med pauser imellem.
Og pauserne trænger vi til. Ikke fordi vi sidder særligt længe i sæderne ad gangen, men fordi replikkerne flyver igennem teatersalen som fra et automatvåben, mens de tre skuespillere styrter rundt på scenen i et næsten konstant højt tempo. Pauserne giver os et øjeblik til at trække vejret.
”Lehman Brothers” tager os med igennem tre generationer af Lehman-familien. Først møder vi Henry Lehman, der som den første rejser til Amerika i 1844, og kort efter kommer hans brødre Emanuel og Mayer med. Det hele begynder med en simpel tøjforretning i Alabama og ender som en finansmastodont i New York, der med sin konkurs i 2008 gav rystelser igennem hele den globale økonomi.
Tekstforlægget er enormt. Ikke i særligt mange sekunder ad gangen tier de tre medvirkende stille, og de bryder konstant ind i hinandens replikker. Der ligger derfor en stor formidlingsopgave hos instruktør Peter Langdal og de tre skuespillere i at gøre teksten levende og interessant for publikum. Og det lykkes i det store hele udmærket.
Vi bliver fartblinde
Vi bliver dog en smule fartblinde indimellem, fordi det høje tempo, de mange sceneskift og de hurtige replikudvekslinger paradoksalt nok bliver særdeles monotone igennem forestillingen. Når vi har set den første akt, har vi faktisk set alle de esser, som forestillingen har i ærmet. Langdals iscenesættelse er i høj grad opfindsom og musikalsk. Men vi savner variation i de to sidste akter.
Ikke desto mindre er der tale om en velskrevet og oplysende tekst, som er endt med at blive en ganske fin forestilling på Teater Republique. Ikke mindst lykkes forestillingen, fordi de tre medvirkende formår at gøre den sjov og skuespilteknisk ækvilibristisk. De jonglerer med replikker og karakterskift, så vi indimellem holder vejret af begejstring.
Dramatiker: Stefano Massini | Oversættelse: Lotte Jansen | Tekstbearbejdelse: Karen-Maria Bille og Peter Langdal | Iscenesættelse: Peter Langdal | Medvirkende: Henrik Lykkegaard, Johannes Lilleøre og Anders Budde Christensen | Scenografi: Magda Willi | Kostumedesign: Karin Betz | Lyddesign: Morten Frank Nebelong | Lysdesign: Brian Njie | Produceret af: Østerbro Teater
Del med dit netværk
