Er kærligheden virkelig så umulig?

Det er ikke aldersforskel og hudfarve, men vores forventninger om andres fordomme, der står i vejen for lykken i “Lov mig aldrig at glemme”.

★★★★★☆

Lise Marie Birchs splintrede scenografi og Jim Falks brændende lysdesign sender gløder og gnister ud over os, mens de to lidenskabeligt forelskede Nana og Noa finder sammen og skilles igen. Og igen. Og igen.

Hun er gammel nok til at være hans mor. Ja, næsten hans bedstemor. Der er 35 år imellem dem, da de mødes på en bar og finder hjem sammen. Hun løj sig lidt yngre, og han løj sig lidt ældre. Det var jo ikke meningen, det skulle blive til et forhold. For det kan man jo ikke – hvad ville folk ikke tænke?

“Lov mig aldrig at glemme” er et nyskrevet værk af Marie Bjørn, der undersøger det “umulige” forhold imellem ung og gammel, sort og hvid. Og især i karakteren Nana, som Tammi Øst skildrer så mesterligt, at man taber kæben, hober de indre konflikter sig op. Er hun bare vild med ham, fordi han er ung? Står hun i vejen for hans ungdom? Er hun kun en “granny”-fetisch for ham?

At Noa er sort bliver egentlig ikke nævnt i den første store del af forestillingen, hvilket er ganske befriende. Endelig en forestilling, hvor hudfarven ikke er væsentlig. Men det er den jo, for er han blot en fetisch for hende? Og hele fetisch-skænderiet fører dem til det måske hårdeste brud i deres 3-årige forløb og bliver et slags point-of-no-return i forestillingen.

Niels Erling får i sin iscenesættelse skabt et intimt rum, hvor de to karakterer beretter deres historie for publikum, mens den foregår på scenen. Og Christopher Nallo og Tammi Øst griber stemningen i rummet og spiller med på nogle af reaktionerne fra salen, hvilket synes helt naturligt. Og på den måde bliver forestillingen som en slags forsvarstale – både til hinanden og til publikum – for at forholdet trods den utvivlsomme kærlighed bare er dømt til at mislykkes.

Forestillingen trigger romantikerne i os, der sidder og håber på en Hollywood-slutning, hvor de overkommer både deres egne og samfundets fordomme og lever lykkeligt til deres dages ende. Men mange af os har jo netop siddet på dén sengekant, på dén bar eller i dét køkkenvindue og indset, at denne her kærlighed, hvor ægte den end er, må forkastes.

Og det er netop dén fortælling, som Tammi Øst så mesterligt leverer til os igennem sin eminente karakterisering af Nana, der på én gang både blomstrer op og forgår for øjnene af os. Så lykkelig og samtidig så knust. Over for hende er Christopher Nallo den ungdommeligt naive, der nægter ikke at elske hende, uanset hvor ofte hun beslutter, at det ikke kan lade sig gøre at forblive sammen.

“Lov mig aldrig at glemme” er en vellykket forestilling, der flot beskriver, hvor meget vi kan stå i vejen for os selv ved at lade os styre af vores fordomme og vores forventninger om andres fordomme. Dét er jo i sig selv lige til at tude over.

Forestillingen spiller på Blaagaard Teater i København til den 7. december 2024.

Dramatiker: Marie Bjørn | Iscenesættelse: Niels Erling | Medvirkende: Tammi Øst og Christopher Nallo | Scenografi: Lise Marie Birch | Lysdesign: Jim Falk | Musik og lyddesign: Rasmus Juncker | Produceret af: Blaagaard Teater og AKT1

Del med dit netværk