“Maddiker” trodser pilleæskerne og hylder alderdommen

Folketeatrets alderdomskomedie ”Maddiker” er et morsomt, morbidt og tankevækkende three women show om at blive gammel og leve med det.

★★★★☆☆

“Du er gået i forrådnelse,” siger den ene af de tre aldrende kvinder til den anden, da hun lugter til hendes ånde.

Sådan behandles alderdommen råt for usødet i Rikke Wölcks morsomme, charmerende og livsbekræftende forestilling ”Maddiker”, der spiller på Folketeatret i København og på turné i foråret.

Wölck står selv på scenen sammen med Bodil Jørgensen og Jannie Faurschou. Vi møder de tre veninder lige omkring pensionsalderen, og så forløber forestillingen ellers ligesom livet: frem til slutningen.

Først oplever vi, hvordan alderen er begyndt at sætte sig udenpå, mens de stadig føler sig unge og friske indeni. En af dem forklarer, hvordan hun måtte forlade dansegulvet, fordi de unge grinede ad hende. En anden er træt af de velmente råd om hobbyprojekter til at fylde pensionisttilværelsen, når alt, hun drømmer om, er at sidde stille og tænke.

Sidenhen rammer livet dem på forskellig vis, og de tager det med både bitterhed, galgenhumor og naiv optimisme. Inge (spillet af Jannie Faurschou) blomstrer pludselig op, da hun dels har fundet en ny og virkningsfuld vitaminpille, og dels har fundet sig en elsker, der er lidt yngre end hendes mand. Historien melder ikke noget om, hvilken af dem, der virker bedst.

Helene (spillet af Bodil Jørgensen) sidder i kørestol og begynder gradvist at miste hukommelsen. Pludselig springer hun ud af kørestolen og bryder ud i sange med mere eller mindre lødige tekster. Bramfrit og livligt. Og Elisabeth (spillet af Rikke Wölck) forbereder sig på sin død ved at prøve kister, hvori hun sidder og skræpper op om manglende komfort.

Som en forholdsvist ung fyr i 30’erne kan jeg bedst beskrive de tre kvinder i ”Maddiker” som livsbekræftende. Men det er måske netop pointen, at sådan nogle som jeg skal fatte, at alderdommen ikke kun er lig med forfald. ”Livsbekræftende” er sådan et ord, som vi yngre mennesker siger, når vi erkender, at livet også har noget at byde på efter de 60 år. Det burde vi skamme os over, og det gør vi nok også, når vi når dertil.

Men mon ikke, at Rikke Wölck også har haft en lyst til at hanke op i de ældre kvinder, der glemmer at se det positive i alderdommen? I hvert fald synes forestillingen at afdramatisere døden – uden at forklejne den – og samtidig vise os lyspunkterne imellem pilleæskerne og de nedfaldne bryster.

”Maddiker” er iscenesat af instruktøren Madeleine Røn Juul, mens Gøje Rostrup har stået for den minimalistiske scenografi, der ledsages af et ambient videodesign af farver og billeder.

Stilmæssigt har forestillingen især i begyndelsen karakter af et ”three women show”, der ikke umiddelbart ligner et teaterformat. Men efterhånden som de tre kvinder begynder at interagere, kommer der mere og mere dramaturgi og fremdrift i historien, ligesom der også kommer mere og mere liv i Madeleine Røn Juuls iscenesættelse.

Man kan altså sige, at forestillingen har sit højdepunkt, lige før døden indtræffer, og hvis det ikke er ”livsbekræftende”, så ved jeg ikke, hvad det er.

Spiller i København samt på danmarksturné til den 17. maj 2022.

Dramatiker: Rikke Wölck | Iscenesættelse: Madeleine Røn Juul | Medvirkende: Bodil Jørgensen, Jannie Faurschou og Rikke Wölck | Scenografi: Gøje Rostrup | Lyddesign: Michael Roger Henriksen | Produceret af: Folketeatret

Del med dit netværk