Oldgræsk skilsmisse i 6000 liter vand

Hvordan klarede man sig igennem en hård skilsmisse for 2500 år siden? Det giver Aarhus Teater svar på i ”Medea”.

★★★★★☆

Selvom ”Medea” er skrevet af Euripides i år 431 f.Kr., så er den en moderne og aktuel tragedie på Aarhus Teater. Vi får klassikeren i en kraftigt beskåret og bearbejdet udgave, hvor handlingen er fokuseret på Medea og hendes familie.

Historien udspiller sig i Korinth, hvor Medea er blevet forladt af sin mand Jason, som hun har fået to børn sammen med. Jason skal nu giftes med kongens datter, og Medea er syg af had over for Jason.

Hun beslutter sig for at hævne sig på Jason ved at dræbe alle dem, han elsker. Det gælder også hendes egne børn. Vi ser en desperat Medea, der forvandler sorg til hævngerrighed. Og vi ser en af teaterhistoriens største kvinderoller i et overflod af kvindelighed.

Vand på gulvet

Scenografien er dunkel og enkel, stemningsmættet og stilistisk. Kulsorte vægge, som først i slutningens scenelys får en marmoreret overflade. En scenografi, der sammen med lysdesignet er æstetisk og betagende.

Det altoverskyggende i scenografien er gulvet: Et bassin med 6000 liter vand, som skuespillerne bevæger sig rundt i og kaster sig ned i. Scenen forestiller Medeas hjem, hvor hendes tårer over Jasons svigt altså nu er nået ankelhøjde.

Møblerne er holdt i sorte materialer, og de fleste øvrige aktører i forestillingerne er hovedsageligt klædt i mørke kostumer. Medea er lysere i tøjet, men mørkere i sindet. Og vandet på scenen, som før var tårer, bliver til giften, der skal dræbe Jasons kone. Vi er i tvivl, om de øvrige personer i forestillingen ser vandet på gulvet, eller om det kun sker på et metaforisk niveau – men det er ikke så væsentligt. Det vigtige er, at det fortæller om Medeas uendelige sorg, og at det i øvrigt ser pissegodt ud, når skuespillerne plasker rundt i vandet.

Mette Døssing i stjernerolle

Igennem sine snart 10 år på Aarhus Teater, siden hun i 2007 blev uddannet skuespiller, har Mette Døssing skabt adskillige forskellige karakterer, men altid med en særlig nerve. Det er, som om Mette Døssing altid er lige ved at briste – men man ved aldrig, hvilken følelse hun bryder ud i.

Vi så hende som en smuk og undertrykt Kristin i August Strindbergs ”Frøken Julie” på Aarhus Teater i 2015. Men også her var hun en kvinde med en indre styrke, som vi svagt fornemmede hos Kristin.

Som Medea er den indre styrke vendt udad, mens de usikre karaktertræk bliver mere til antydninger og nuancer i hendes skuespil. Det vanvittige og utilregnelige i Medea-rollen har Mette Døssing i øjnene. Og det er derfor helt rigtigt set, at hun skulle være Medea.

Græske traditioner

Hele vores teatertradition stammer fra de græske dramaer. Derfor genopsætter man ikke bare en 2500 år gammel tragedie, uden at honorere den teaterhistorie, den er en del af. Og det har man gjort i Rune David Grues iscenesættelse og bearbejdning af ”Medea”.

Selvom en stor del af handlingen er skåret fra, og forestillingen er klemt ned på 90 minutter, så indeholder den stadig en begyndende prolog og en afsluttende epilog. Sådan gjorde man også dengang.

Og dengang var skuespillerne suppleret af et kor, der imellem scenerne fortalte publikum, hvad der skete. Dette er også gentænkt i forestillingen – uden at løsningen bliver for græsk eller for sær. Vi får altså oldgræsk tragedie uden for meget støv.

Seværdigt skuespil for alle

Selvom titlen ”Medea” lyder halvtung for de fleste, så er denne forestilling egnet til alle, der vil kaste sig ud i en græsk tragedie for første gang.

Jacob Madsen Kvols og Anne Plauborg er især skuespillere, der skinner igennem. Og de to børn, der spiller Medea og Jasons børn på premiereaftenen, er svimlende velspillende. Usædvanligt indlevende og velinstruerede – en sjælden fornøjelse hos barneskuespillere. Men det er svært at se stjernerne i forestillingen klart for Mette Døssings overskyggende Medea og for den overdådige scenografi. Dertil kommer en iscenesættelse og manuskriptmæssig bearbejdelse, som gør alt det rigtige og meget lidt forkert.

Skulle vi ønske en forandring, skulle det være nogle flere nuancer i Medea-rollen såvel som i det visuelle udtryk. Vi er ikke så reflekterende over denne ”Medea”, som vi andre gange er. Men derved havde den heller ikke været en lige så tilgængelig forestilling.

Fordi hvad handler denne ”Medea” om? I bund og grund handler den om en skilsmisse, og om børnene i midten. Og om svigt og tab. Om sorg og had. En skilsmissehistorie, som de fleste af os kender til.

Af: Euripides | Iscenesættelse og bearbejdning: Rune David Grue | Medvirkende: Mette Døssing, Jacob Madsen Kvols, Bue Wandahl, Kim Veisgaard, Jesper Dupont, Mikkel Becker Hilgart, Anne Plauborg, Luise Skov, Sandra Tùrell Henningsen m.fl. | Scenografi: Franciska Zahle | Lysdesign: Jonas Bøgh | Lyddesign: Kim Engelbredt