En pendler-affære på togets toiletter
Sicilia Gadborg Høegh præsterer fremragende i teaterversionen af Tine Høegs “Nye rejsende” med iscenesættelse af Johan Sarauw.
★★★★★☆
Teaterversionen af Tine Høegs debutroman “Nye rejsende” fra 2017 er et skoleeksempel på teatrets muligheder med få midler. Også selvom der står “Det Kgl. Teater” på billetten. For alt, der skal til, er en gammel skoletavle og et slidt kateder. Og så en vis opfindsomhed hos instruktøren Johan Sarauw.
Og det er i grunden løjerligt at tænke på, at den omgang rod, som vi netop har oplevet i “De hovedløse” på Mungo Park i Allerød, er skabt af den samme instruktør, som står bag denne stringente og stilsikre iscenesættelse. Johan Sarauw har i “Nye rejsende” – som er en genopsætning fra oktober 2018 – skabt en forestilling, der levendegør teksten og skaber tydelige billeder hos publikum.
Der er tale om en monolog. Vores hovedperson er en ung og nyansat gymnasielærer. På vej til sin første arbejdsdag møder hun en mand i toget. Det udvikler sig hurtigt til en affære, der udspiller sig både på togets toiletter, udendørs og hjemme hos hovedpersonen. Hos ham kan det ikke være, for han er gift og har en lille datter.
Teksten er særdeles velskrevet og underholdende i sine detaljer og genkendelige situationer. Vi hører hovedpersonens tanker – også når det er tanker, der ellers ikke passer sig for en gymnasielærer. Vi er med, når hun sidder og kigger på billeder af sine elever på Facebook, og når hun spiser en kage efter et ulykkeligt knald med sin elsker.
For det er sådan, det går! Der er kærlighed imellem de to, men der er også en familie derhjemme. “Du kan ikke skrive til mig. Jeg skriver til dig,” får hun at vide i en besked fra ham. Og mon ikke de fleste af os har prøvet en kærlighed, der ikke ville andet end at hæfte sig på den forkerte? På den måde er “Nye rejsende” en forholdsvist banal men også særdeles genkendelig historie.
Hun siger: “Du havde kage med. Og en pik og en hjerne og et hjerte. Og du tog det hele undtagen kagen med dig.” Skuespiller Sicilia Gadborg Høegh er fremragende som den unge og gradvist mere desparate kvinde. Hendes karakterarbejde er gennemført og teknisk velovervejet, og vi bliver uundgåeligt grebet af sympati for hende. Det er en solopræstation ud over det sædvanlige.
“Nye rejsende” er således en forestilling, der både underholder og rører os, og samtidigt beviser den hvordan teater kan komme langt med få midler, hvis det drives af velovervejede scenekunstnere og et stærkt tekstforlæg. Forestillingen spiller i Skuespilhuset til den 21. februar 2020.
Tekst: Tine Høeg | Iscenesættelse: Johan Sarauw | Medvirkende: Sicilia Gadborg Høegh | Komponist: Simon Brinck | Produceret af: Det Kongelige Teater