Sorgmunter Pippi Langstrømpe på Folketeatret
Folketeatrets musikforestilling ”Pippi Langstrømpe” får en følsom nuance, der klæder historien om superpigen og humørsprederen Pippi.
★★★★☆☆
De fleste af os kender historierne om Pippi Langstrømpe. Også hos de alleryngste er Astrid Lindgrens karakteristiske pige fra 1945 blevet et idol. Det kommer eksempelvis til udtryk ved antallet af rottehaler i salen denne aften, hvor Folketeatret indleder sin turné med musikforestillingen ”Pippi Langstrømpe”.
Og de strittende rottehaler, det røde hår, fregnerne og den uortodokse påklædning er da også blevet til langt mere end blot nogle karaktertræk i en børnebog. Pippi repræsenterer nemlig både selvstændighed, opfindsomhed, mod og styrke. Og sikkert meget mere for hver enkelt af os, der er vokset op med hende.
Det er instruktør og koreograf Birgitte Næss-Schmidt, der står for den vittige, karikerede og dog følsomme iscenesættelse, hvor den sprælske og umiddelbart ubekymrede Pippi også ledsages af sørgmodige undertoner. Særligt mærker vi en sidefortælling om savn, når hun hver aften taler til sin mor i himlen og spejder efter sin søfarende far.
Menneskelig Pippi
Denne tristesse understøttes i høj grad af de disharmoniske og mol-prægede arrangementer i Anders Ortmans bearbejdelse af Georg Riedel og Jan Johanssons kompositioner. Særligt giver Tine Vitkovs træblæser – vistnok en basklarinet – forestillingen en smuk, melankolsk og sentimental grundfølelse.
I titelrollen er Siw Ulrikke Maibom aldeles fremragende, når hun veksler imellem uforudsigelig frækhed og hjerteskærende længsel. Og når hun forsøger at lære sig selv – og sin hest og sin abe – bordskik og manerer, fordi hun gerne vil gøre et godt indtryk hos Tommy og Annikas forældre, bliver det en smertefuld erkendelse af, at hun ikke kan tilpasse sig, selv om hun gerne ville.
På den måde får superpigen Pippi et langt mere menneskeligt udtryk, end hvordan vi normalt opfatter hende, og det klæder i høj grad forestillingen. Da hun i slutningen må sige farvel til Tommy og Annika, fordi hun skal sejle ud på de syv have med sin far, bliver beslutningen desto mere kompleks.
Kulør på kostumerne
Heldigvis indeholder forestillingen også masser af farver og humor. Det kommer især til udtryk i Benjamin la Cours scenografi, der sender hilsner til de svenske træhuse med sine farveskiftende planker på væggene, den velfungerende drejescene, der giver rum for varierede scenebilleder, og de udtryksfulde kostumer.
Tommy og Annika, der spilles af Ulrik Windfeldt-Schmidt og Linea Høeg Olsen, bliver på deres egen måde også forestillingens hovedroller, idet de også gennemgår en større udvikling. Pippi sætter bogstaveligt talt kulør på dem og deres kedelige skoleuniformer.
Rent komisk er det dog Pernille Schrøder og Jacob Weble, der har mest succes som henholdsvis Pippis far, sørøverkongen Langstrømpe, og den konforme frøken Prysselius. Deres sceniske erfaring fornægter sig ikke, og særligt som par, da deres to modsætninger mødes i en passioneret tango, er de særdeles morsomme.
Grundlæggende kunne vi ønske os, at der var lidt mere tempo i forestillingen, ligesom de lette scener gerne måtte have mere spræl som modsætning til de tunge. Men vi får ikke desto mindre en fornøjelig og velfortalt Pippi-historie, som kan lære os om at turde gå imod strømmen.
“Pippi Langstrømpe” spiller på turné i hele landet til den 12. december 2021.
Af: Astrid Lindgren | Dramatisering: Jonna Nordenskiöld | Oversættelse og bearbejdelse: Ninette Mulvad | Musik: Georg Riedel og Jan Johansson | Iscenesættelse og bearbejdelse: Birgitte Næss-Schmidt | Medvirkende: Siw Ulrikke Maibom, Jacob Weble, Ulrik Windfeldt-Schmidt, Tanya Lund Andersen, Albert Stein Ankerstjerne, Morten Christensen, Pernille Schrøder, Linea Høeg Olsen, Jeppe Kaas Vad og Linette Stamp Christensen | Scenografi: Benjamin la Cour | Kapelmester og arrangør: Anders Ortman | Musikere: Tine Vitkov og Ida Nørby Sørensen | Produceret af: Folketeatret
Del med dit netværk
