Efterårsrevyerne lykkes bedst musikalsk
Musikken går igen igennem de tre af efterårets revyer som det, der lykkes bedst, mens der ellers er stor forskel på revyernes kvaliteter.
Der er noget for både den gode og knap så gode smag i dette års efterårsrevyer på Fiskerestaurant Pakhuset i Randers, Hotel Pejsegården i Brædstrup ved Horsens og Hotel Menstrup Kro ved Næstved.
Det er særligt udvalget af numre, der bliver afgørende for oplevelsen af ”Randers Revyen 2019”. Foruden kapelmesteren og tre af de fire medvirkende er også en hel del af revynumrene hentet direkte fra ”Sønderborg Sommer Revy”.
Af denne anmelder fik forestillingen i sin tid fem stjerner og fine ord med på vejen, men rejsen til Randers har numrene simpelthen ikke kunnet tåle. På den nye scene med et andet publikum og en helt anden lokal selvforståelse end de grænsenære sønderborgere får revyen et plat, upassende og provinsielt udtryk.
Jeanne Boel er krediteret som revyens instruktør og koreograf, hvilket hun også var i Sønderborg. Men på premiereaftenen kom hun ikke til Randers, og man kan få et indtryk af, at hun heller ikke har overrendt byen under prøverne.
Erfaringen på scenen og det gode humør holder ”Randers Revyen 2019” nogenlunde oven vande. Men revyen savner iscenesættelse og selvkritik.
Las Vegas-show i Brædstrup
Drager vi sydpå ned på Horsens-egnen kommer vi straks i en varmere stemning. I ”Pejseshow 2019” er problemet med, at revyer ikke altid evner at være aktuelle nok, løst med et åbningsnummer, hvor et helt års skandaler bliver sprintet igennem med et par parrykker og kendte hit som musikalsk ledsagelse. Og så er aftenens aktuelle satire overstået.
Showet er langt mere varieté, end traditionel revy, og det betyder, at vi kan dølges i den lette underholdning af både smukke og skæve numre. De medvirkendes store sangstemmer kombineres med modedesigner Lasse Spangenbergs smukke kostumer og en ægte Vegas-scenografi.
Fra dette års Rottefælderevy har Christine Astrid og Mikkel Schrøder medbragt et par af de bedste numre, og Donald Andersen har iscenesat forestillingen både festligt og konceptnært. Og musikaliteten understreges af kapelmester Rasmus Friis Tvørfoss‘ arrangement af dette års absolut bedste Kim Larsen-hyldest.
Der er et par gevaldige fusere indimellem, men niveauet for de øvrige numre er generelt tårnhøjt og trækker helhedsoplevelsen gevaldigt opad.
Folkefest i Menstrup
Bevæger vi os stik sydøst tilstrækkeligt længe, ender vi på Hotel Menstrup Kro. Spindelvævene hænger i krogene, og parkeringspladsen flyder med storskrald. Men i festsalen er der overraskende smukt dækket op til ”Menstrup Revyen 2019”.
Her er der to nye revyskuespillere på scenen, og flere af teksterne er skrevet af det stadig forholdsvist uerfarne talent Lukas Birch. Og det kan mærkes på revyen. For flere af numrene ligner en efterligning af enhver anden revy, ligesom særligt Jens Jensen ser ud til snarere at imitere de gamle revystjerner end at opfinde sine egne karakterer.
Også i Menstrup er det musikalske niveau højt, og det bliver heldigvis også dyrket i revyen. For teksterne savner skarphed og indimellem også humor. Alligevel lykkes det holdet på scenen og medarbejderne på kroen at skabe en fornøjelig, folkelig og festlig revyaften på suppe-steg-og-is-vis.
Musik og tekster: Rasmus Krogsgaard, Thomas Pakula, Lars Bisgaard, Rasmus Søndergaard, Jacob Morild, Jan Rørdam, Leif Maibom, Wendt & Tind & Engholm, Casper Sloth, Tom Jensen, Jan Svarrer, Søren Anker Madsen, Arne Forchhammer, Carl-Erik Sørensen, Morten Wedendahl, Vase & Fuglsang, Mette Marckmann m.fl. | Iscenesættelse og koreografi: Jeanne Boel | Medvirkende: Mette Marckmann, Lone Rødbroe, John Batz og Tom Jensen | Kapelmester: Thomas Pakula | Scenografi: Klaus Kristensen | Kostumer: Marianne Meyer | Lysdesign: Chris Nielsen | Produceret af: Randers Revyen
PEJSESHOW
Musik og tekster: Gordon Kennedy, Rasmus Friis Tvørfoss, Mikkel Schrøder, Martin Miehe-Renard, Søren Vandkær, Christine Astrid, Sara Gadborg, Jens Krøyer m.fl. | Iscenesættelse: Donald Andersen | Medvirkende: Christine Astrid, Sara Gadborg, Gordon Kennedy og Mikkel Schrøder | Kapelmester: Rasmus Friis Tvørfoss | Koreografi: Christine Astrid Nielsen | Kostumer: Lasse Spangenberg | Videoproduktion: Gordon Kennedy | Lyddesign: Arve Gotfredsen | Lysdesign: Johannes Ørum | Produceret af: MBM Productions
Musik og tekster: Nikolaj Tarp, Lukas Birch, Christian Dahlberg, Leif Maibom, Rasmus Søndergaard, Lars Bisgaard, Jesper Søgaard, Leif Fabricius, Christian Berg, Vase & Fuglsang, Per Dahl, Søren Anker Madsen, Henrik Lykkegaard m.fl. | Iscenesættelse: Nikolaj Tarp | Medvirkende: Ann Hjort, Camille-Cathrine Rommedahl, Jens Hauvgaard Jepsen, Jeff Schjerlund og Jesper Søgaard | Kapelmester: Christian Dahlberg | Koreografi: Jeff Schjerlund | Scenografi: Søren Ulriksen og Bjarne Sandager | Lysdesign: Alexander Stabell | Lyddesign: Steven Winther-Madsen | Produceret af: Menstrup Revyen