Regnbuefarvet monolog om at blive far

De vigtige pointer og den eksemplariske skuespiller vægter ikke nok i forhold til tekniske fejl og et for ufokuseret manuskriptarbejde.

★★★☆☆☆

I denne uge afholdes Copenhagen Pride Week. I en uge fejrer vi mangfoldigheden i Københavns gader, og Folketingets Præsidium har netop besluttet for første gang at hejse regnbueflaget foran Christiansborg på lørdag.

Det Kongelige Teater melder sig også under fanerne med en regnbuefarvet monolog i Skuespilhuset. Teksten er Mikkel Trier Rygårds, og den handler om en homoseksuel mands drøm om at blive far. En regnbuefar, som vores hovedperson kalder det.

Mange homoseksuelle mænd og kvinder er allerede gået igennem den komplicerede proces, det er at finde en ligesindet af det modsatte køn, som man kan formere sig sammen med uden at dele bord og seng.

I Mikkel Trier Rygårds ”Regnbuefar” sidder vi inden i hovedpersonens bevidsthed, mens han både er offer for hatecrime, danser hjernen ud til rave-party og baby-dater med singlekvinder, der er klar til at få børn. Og vi er med, mens han fantaserer om at skille sig af med moderen efter fødslen for ikke at skulle dele sit barn med nogen.

Dermed sætter forestillingen ord på nogle af de følelser og tanker, der er i spil, når man som homoseksuel tager sig den frihed at drømme om et bare nogenlunde normalt liv.

Sjovt og tankevækkende

Forestillingen spiller i meget kort tid i Skuespilhuset og synes også at være lidt af et lynprojekt. Der er ingen scenografi, lyssætningen snubler indimellem over sig selv, og iscenesættelsen af Henrik Grimbäck famler især i begyndelsen lidt panisk i det tomme scenerum. Vi savner ikke scenografien, men vi savner, at fraværet af scenografi bruges til noget.

Teksten har sine store kvaliteter i visse scener, som skuespiller Mikkel Arndt udfolder på eksemplarisk vis med sine både komiske og kropslige evner. Særligt er scenerne, hvor vi kommer helt ind i de utraditionelle regnbuefamiliestrukturer, vældig underholdende.

Men forestillingen bliver også ufokuseret og fægter i for mange retninger. Vi taber tråden, og det bliver svært at gennemskue, hvad dramatikeren egentlig har på hjerte. Der er ikke én pointe, men et kludetæppe af mange pointer, der aldrig rigtig knyttes sammen.

”Regnbuefar” er mest af alt et sjovt og endda tankevækkende indkig i en naturlig livsbegivenhed, som for et mindretal i samfundet er forbundet med særlige overvejelser, dilemmaer og konflikter. Derfor er den også en vigtig forestilling.

Havde man givet teksten en skarp beskæring og en ny tur igennem skrivemaskinen, og havde Det Kongelige Teater draget lidt mere omsorg for prøveforløbet, kunne det ende helt godt. Nu er vi der kun næsten.