En musical-agtig musical om familien Seebach, den tunge arv og de store forventninger. Pelle Emil Hebsgaard er i en glansrolle som Tommy Seebach.
★★★★★☆
En musical om Tommy og Rasmus Seebach. God idé? I hvert fald en nem idé, når man som Fredericia Teater vil satse på de storslåede og storsælgende musicals. Navnet Seebach trækker nemlig publikum til sig som hvepse om en kold øl på terrassen. Og Fredericia Teater har tidligere bevist, at de både kan blæse og have mel i munden.
Nogle elsker Tommy Seebach, “Krøller eller ej”, “Under stjernerne på himlen” og “Disko tango”, mens andre elsker Rasmus Seebach, “Lidt i fem”, “Nangijala” og “Ingen kan love dig i morgen”. Og så er der dem, som griner lidt ad poppen, Rasmus’ flyveører og Tommys til tider ufrivillige morsomheder, men som alligevel ikke kan lade være at trippe taktfast i gulvet til musikken og måske endda diskret kvidre med på nogle af linjerne.
Og elsker man ikke de to danske popstjerner, så elsker man i hvert fald historien om en misbrugers søn, som kæmper hele livet for ikke at blive som sin far. Eller historien om den far, der fuld af kærlighed til sin søn og med alle gode intentioner, svigter sin søn og ikke mindst sig selv. Eller historien om sønnen, der som en anden Hamlet løfter sin fars arv.
Derfor er musicalen “Seebach”, der forener familien – både Tommy, Rasmus, Karen, Nicolai og Marie – i denne nye familiesaga, en grundlæggende god musical-fortælling. En fortælling, som giver Tommy Seebach oprejsning, afstøver legenden og placerer faderens tunge arv på Rasmus Seebachs solide skuldre.
Ikke som “Klokkeren fra Notre Dame“, som teatret senest havde voldsom succes med, er denne forestilling nogen overvældende musical-oplevelse. Manuskriptet af Mads Æbeløe Nielsen er især i dialogerne underligt banalt, og omend brydningen af kronologien er et spændende og overraskende velfungerende påhit, så lader det en del tilbage at ønske for dramaturgien – ikke mindst fornemmelsen af en fortælling med en begyndelse, en midte og en slutning; klimaks og forløsning.
På scenen bemærker vi især Pelle Emil Hebsgaard i rollen som Tommy Seebach; en glansrolle, der er som skabt til Hebsgaard – som om Tommy har levet for Hebsgaards skyld. I rollen som ‘hønsepigen’ Marie Seebach er Frederikke Maarup Viskum fænomenal. Hendes fløjlsbløde stemme danser omkring hendes knivskarpe fraseringer, og hun er dermed måske forestillingens bedste musicalsanger. Som Rasmus Seebach er Joakim Lind Tranberg både charmerende og vellignende, og hans stemme matcher Rasmus Seebachs, så valget af ham som Rasmus er derfor ideelt. Både Tommy og Rasmus spilles i løbet af spilleperioden også af Teit Samsø, som dette premierepublikum altså ikke har fået lejlighed til at anmelde i rollerne.
På den tekniske side spiller Fredericia Teater igen med musklerne, og især på videodesignet i den digitale scenografi – i retning af, hvad vi så i “Shu-bi-dua The Muscal” – er der gjort store og dygtige indsatser af Jakob Bønsdorff Eriksen og Mikkel Tschentscher Jessen fra Ja Film. Og en scene, som både drejer rundt, først den ene vej og så den anden vej, og plateauer, som hæver og sænker sig, får de visuelle muligheder til at synes uendelige.
Men stemningsindtrykkene kommer til tider næsten i et overflod, som minder om fodringsmetoden for gæs, der senere skal serveres som foie gras. Der føles, elskes, visualiseres, grædes og festes så meget oppe på scenen, at det er svært at finde plads til sine egne følelser.
Når dette er sagt, så er musicalen langt hen ad vejen, som den burde være. Musikalsk er ensemblet og orkestret på et udmærket niveau, danserne præsterer næsten perfekt i Kim Ace Nielsens ambitiøse og karakteristiske koreografier, og instruktør Thomas Agerholm lykkes med at få både de halvpinlige dialoger, den lidt malplacerede Rasmus Seebach-koncert og den haltende dramaturgi bundet sammen til en super musicalagtig musical – i ordets bedste forstand.
Musicalen “Seebach” spiller på Fredericia Teater fra den 29. september 2017, i Musikhuset Aarhus fra den 21. april 2018, samt på Det Kongelige Teater fra den 22. juni 2018.
Dramatiker: Mads Æbeløe Nielsen | Musik af: Tommy Seebach og Rasmus Seebach | Instruktør: Thomas Agerholm | Medvirkende: Pelle Emil Hebsgaard, Joakim Lind Tranberg, Frederikke Maarup Viskum, Emil Birk Hartmann, Nina Maria Schjødt Lybæk-Hansen m.fl. | Koreograf: Kim Ace Nielsen | Kapelmester: Thomas Møller-Schiønning og Martin Bergmann Konge | Scenografi:Kostumedesign: Anna Juul Holm | Produceret af: Fredericia Teater