ANMELDELSE: Simon Talbot – Ekstra Extra

Guldbelagt Simon Talbot på vej mod arenashows

er ude med et nyt onemanshow, der igen understreger hans dygtige showmanship, men “Ekstra Extra” kunne være endnu mere “ekstra”.

★★★★☆☆

var allerede, da han debuterede i midten af 00’erne, en komiker, der blev holdt skarpt øje med på comedyscenen. Hans høje energi, hans anekdoter og act-outs, var allerede dengang noget, der fik ham til at skille sig ud, og det samme udtryk synes han at have forfinet igennem sine cirka 20 år som komiker.

Over de senere år har han især plejet en international karriere, der også har været omdrejningspunktet i et par af hans onemanshows. Det har blandt andet afstedkommet flere optrædender sammen med store, internationale navne. Og det er netop dét verdensstjerne-udtryk, han har dyrket i “Ekstra Extra” med pompøst visuelt udtryk – og en turné, der kulminerer i syv store arenashows i efteråret.

Simon Talbot - Ekstra Extra - Foto: Morten Rygaard
Foto: Morten Rygaard

For denne anmelder var det særlig interessant at se, hvad der blev disket op med i dette show, fordi to af teaterbranchens mest markante navne, nemlig scenograf og instruktør , er blevet nævnt som en del af produktionen. Og flere af Talbots tidligere shows har allerede været temmelig ekstravagante, så “Ekstra Extra” lægger på flere måder op til at blive next level i sceneshow.

Åbningen var fed og med ekstra ekstravagant lysshow og taktfast beat i musikken. Showet blev skudt i gang på en måde, hvor man tænker, at hvis Talbot ikke kan komme til L.A., så må L.A. jo komme til Talbot. Og rent visuelt er både kostumet (eller kostumerne), de guldbelagte og ornamenterede elementer på scenen, den pailletbesatte mikrofon og det farverige bagtæppe på et niveau, der vist ikke før er set i dansk stand-up.

Simon Talbot - Ekstra Extra - Foto: Morten Rygaard
Foto: Morten Rygaard

Men efter åbningen er der altså ikke meget ekstra over det. Og dét skal virkelig ikke forstås negativt, men som en anerkendelse af, at igennem alle sine shows har lagt et højt niveau for sin comedy og gradvist også har forstørret showelementerne i sine seneste onemanshows, hvilket absolut er positivt. “Ekstra Extra” føles derfor ikke så meget som et kvantespring for ham, men mere som et naturligt skridt videre i sin positive udvikling. Og mon ikke, at der er gjort nogle ekstra tanker om de syv arenashows, som ikke har kunnet klemmes ind i Bremen Teater og de andre mindre spillesteder på turnéen?

Der skal ikke være nogen tvivl om, at stadig er aldeles morsom og dygtig til publikumsinteraktion. Han skaber en god stemning, og han får grinene til at rulle igennem salen. Vi var mange, der var virkelig godt underholdt. Men jeg har skrevet før og kan også gentage, at variationen af virkemidler i Talbots materiale er temmelig lille, og udtrykket kan derfor godt gå hen og blive monotont. Det har ikke ændret sig meget igennem årene.

Simon Talbot - Ekstra Extra - Foto: Morten Rygaard
Foto: Morten Rygaard

Men hvorfor ændre på noget, der virker? Talbots shows er lettilgængelige og appellerer derfor naturligt til et bredt publikum, hvilket jo er en fordel, hvis man har ambitioner om at fylde arenaer. Men han er også god til at kombinere det letbenede udtryk med ægte tematikker, så vi mærker, at det ikke kun er komik for de tomme kaloriers skyld. Og “Ekstra Extra”, der blandt andet handler om fertilitetsproblemer, hans fars dødsfald og om at prioritere i livet, magter også at berøre os indimellem og give os – som man siger – noget med hjem.

De fire stjerner gives for et godt og vellykket comedyshow på Bremen Teater, der var helt i tråd med Talbots dygtige showmanship, der stabilt udvikler sig. Men der er reserveret en femte stjerne til, hvis de syv arenashows byder på et ekstra lag af ægte ekstravagance, hvilket man må forvente, at de gør.

“Ekstra Extra” spiller på turné til den 31. maj 2025 og derefter med arenashows i september-oktober 2025.

Del med dit netværk