“Sommeren på Birgitø” er en teaterfuser
Kirsten Birgit og Rasmus Bruun er tilbage i ”Sommeren på Birgitø”, men Cilius og Bruun magter ikke skuespilkunsten og teaterformatet.
★★★☆☆☆
Radioen er død. Rasmus Bruun vil have nogen til at redde den, men Kirsten Birgit Schiøtz Kretz Hørsholm synes, at han skal glemme alt om den og komme videre. Det er ikke Radio24syv, de taler om, men et gammelt radioapparat i fyrtårnet på Birgitø, som Rasmus, der er strandet på øen, vil bruge til at tilkalde hjælp.
Men det er meningen, at vi skal tænke på Radio24syv. Og det er ikke kun den lukkede radiostation, der bliver hentydet til i Rasmus Bruun og Frederik Cilius‘ satireforestilling ”Sommeren på Birgitø”. Mette Frederiksen, Ghita Nørby, coronavirus og voldtægtslov får også en tur.
Så vidt er forestillingen akkurat lige så aktuel, spøgende og spydig, som radioprogrammet Den Korte Radioavis var. Og hvis vi lukker øjnene, er det indimellem næsten som at sidde og lytte til dem igen i deres bedste format.
Pausen, der blev væk
Desværre gør det ikke noget godt for Cilius og Bruun, at vi åbner øjnene. For i ”Sommeren på Birgitø” kommer deres evner for dramaturgi, skuespil og sceniske virkemidler til kort.
Et larmende godt eksempel er ved pausen, hvor vi faktisk ikke ved, at der er pause, før de tekniske afviklere rejser sig og begynder at tale sammen. Vi sidder og ser spørgende på hinanden. Der mangler altså en grundlæggende fornemmelse for teatrets format – ikke mindst i Karen Lundsbys iscenesættelse.
Når det kommer til teksten, som Cilius og Bruun selv har stået for, er der til gengæld tale om en helt fantastisk satiretekst. Ser vi bort fra den løjerlige fremtidsgyserpræmis, som de forsøger at hæfte fortællingen på, er det både skarpt og sjovt skrevet.
Hvorfor insisterer de på at lave teater, når de er så sublime på satiretekster og lydfortællinger? Hvorfor ikke lave en radioføljeton? Eller måske blive det nye forfatterpar, der kunne give dansk revy og satire en saltvandsindsprøjtning?
Popkultur er finkultur
Heldigvis morer vi os. Meget endda. Og heldigvis får vi foruden karaktererne Rasmus og Kirsten Birgit også flere af deres kvaliteter fra radiostudiet med i forestillingen. De gjorde det cool at gå op i kultur, at være kritiske og at opsøge viden. De vendte op og ned på vores opfattelse af finkultur og popkultur. Sådan er de også i teatret.
Det fyger igennem luften med navne, og hvis du ikke kender Mogens Vemmer og Cornelis Vreeswijk, så må du selv hjem og slå dem op – det får du ikke hjælp til her. Til gengæld får du J.S. Bachs cellosuiter ind ad øregangene, mens scenerne skifter.
Finkultur og populærkultur går hånd i hånd. Vi forbinder i det hele taget Cilius og Bruun med god smag. Derfor er denne teaterfuser også en ærgerlig plet på deres makkerskab.
Manuskript: Rasmus Bruun og Frederik Cilius | Iscenesættelse: Karen Lundsby | Medvirkende: Rasmus Bruun og Frederik Cilius | Scenografi: Benjamin La Cour | Kostumer: Morten Messerschmidt | Lysdesign: Jonas Bøgh | Produceret af: Litenhief
Del med dit netværk
