Olaf Højgaard i “Svaneblod” – en poetisk monolog om den verdensberømte, danske balletstjerne Erik Bruhn.
★★★☆☆☆
Erik Bruhn, verdensberømt balletdanser, koreograf og balletmester (1928-1986), portrætteres i den biografiske, musikdramatiske monolog “Svaneblod” på Teatret Svalegangen. Hans brevudvekslinger, tanker og kropslighed manifesteres i skuespilleren Olaf Højgaard. Forestillingen akkompagneres musikalsk af jazz-saxofonisten Mads Ole Rode Erhardsen, samt visuelt af billed- og videomateriale fra Erik Bruhns liv og levned.
Der er således tale om en forestilling, der næsten musealt formidler verdensdanserens historie. Erik Bruhn var talentbarn af Den Kongelige Balletskole, men gjorde tidligt succes i udlandet. Han havde desuden et mangeårigt forhold med den mandlige, sovjettiske balletdanser og koreograf Rudolf Nureyev – også selvom de i lange perioder boede og arbejdede med adskillige landegrænser imellem sig.
Historien om Erik Bruhn er derfor en historie om en passioneret scenekunstner og en dedikeret balletmester. Men den er også en historie om en ung fyr, der drager ud i verden for at kunne være sig selv – både i sin seksualitet, sin kunst og sit liv. I 1963 blev han Ridder af Dannebrog, og som han siger i forestillingen: “Man bliver mere dansk af at bo i andre lande.”
Foto: Montgomery
Olaf Højgaard portrætterer Erik Bruhn som en selviscenesættende, fabulerende og passioneret kunstner, og der bliver ikke lagt låg på de prætentiøse ord og bevægelser. Det bliver en karikeret kunstner, vi møder, og derfor bliver Erik Bruhn allerede fra begyndelsen fremmed for publikum.
Manuskriptet af Tomas Lagermand Lundme er poetisk skrevet, men dog også sprængfyldt af kunstner-floskler. Dertil kommer Hanne Trap Friis‘ iscenesættelse, som lader det meste af forestillingen trave i et monotont tempo, der lader de fleste potentielle spændingsmomenter fise ud af ballonen, mens skuespilleren fabulerer videre.
Foto: Montgomery
Men vi vænner os til tonen og tempoet, og efterhånden får vi langsomt en forståelse for den mand, forestillingen drejer sig om. Ikke mindst i kraft af de breve, der er projiceret på væggen, som dele af Olaf Højgaards replikker er uddrag af. Iscenesættelsen er visuelt ualmindeligt dragende – og i samspil med scenografien af Rikke Juellund minder forestillingen om Peter Langdals æstetik og formsprog på den bedst tænkelige måde.
Saxofonens – og saxofonistens – medvirken i forestillingen fungerer fortrinligt i forhold til forestillingens flow og dynamik. Den kommenterer løbende forestillingen med lyde og musik-kompositioner. Men dramaturgisk giver det ikke meget mening, at skuespilleren og saxofonisten på denne måde udfører en ‘pas de deux’.
Foto: Montgomery
“Svaneblod” handler om Erik Bruhn. Vi hvirvler rundt i kronologien, og vi lærer kun små flig af den verdensberømte balletdansers person og historie at kende. Vi kommer ikke tættere på mennesket Erik Bruhn, men vi kommer lidt tættere på hans facade og på nogle af de nære bekymringer bag facaden; på afsavn og ensomhed; på berømmelse og beruselse. Og de temaer er der ikke meget nyt i – og endnu mindre relevans i forhold til vores tid.
Men vi ser en skuespiller i Olaf Højgaard, som med en utrolig energi og et voldsomt indre karakterarbejde spiller balletmennesket på scenen. Og vi ser og hører sanseligt saxofonspil af Mads Ole Rode Erhardsen. Ikke mindst får vi en poetisk monolog om kunsten og kunstneren, om kunsten for kunstens skyld, og om kunstnerens rolle i forhold til kunsten. “Svaneblod” er således mest af alt guf for nørderne og Erik Bruhns nulevende beundrere.
Forestillingen er produceret af Teater freezeProductions og spiller på Teatret Svalegangen i Aarhus til den 8. april 2017 og derefter på Republique i København den 9.-20. maj 2017.
Tekst: Tomas Lagermand Lundme | Koncept og iscenesættelse: Hanne Trap Friis | Medvirkende: Olaf Højgaard og Mads Ole Rode Erhardsen | Musik: Mads Ole Rode Erhardsen | Scenografi: Rikke Juellund | Videodesign: Jens Mønsted og Claus Lund | Lysdesign: Morten Ladefoged | Produceret af: Teater freezeProductions
Del med dit netværk
