“Rottefælden” udvider revygenren, men savner stærke tekster
Det gamle “Rottefælden” i Svendborg er tilbage med endnu en sommerrevy i den lette kategori, men som dog får lidt mere poetisk dybde med i år.
★★★☆☆☆
Svendborg Sommerrevy, der fortsat lystrer navnet “Rottefælden”, selvom revyen for nogle sæsoner siden flyttede til Svendborg Teater, byder igen i år på revy-show med Mikkel Schrøder og Christine Astrid som revydirektører og medvirkende. Jan Schou står også stadig på scenen, og i år flankeres de tre af skuespillerne Tommy Kenter og Rikke Buch Bendtsen.
Og jeg kalder det “revy-show”, fordi formatet både i Pejseshow, som Christine Astrid og Mikkel Schrøder til for nyligt stod bag, og i deres nyetablerede Aarhus Revyen såvel som i Svendborg er traditionel revynumre, der blander sig med musikalske underholdningsindslag. Eksempelvis er det en tradition, at deres revyer indeholder mindst et nummer, hvor der står en stumtjener på scenen med parykker og hatte, som de medvirkende skiftevis bruger til at efterligne en stribe kendisser.
Sådan et nummer findes også i dette års Svendborg Sommerrevy. Det har sjældent særligt meget på hjerte, og parodierne er også indimellem temmelig tvivlsomme, men det kan være god morskab og en lejlighed til også alt få nogle hurtige pophits fyret af, så vi kommer i den rette stemning. Og de mere klassiske revysketcher er ligesom tidligere også relativt ufarlige.
Revyen i Svendborg ligner på den måde sig selv. Hvad der alligevel får årets revyforestilling til at skille sig ud, er Tommy Kenters deltagelse, som vistnok også er i anledning af hans 50-års scenejubilæum, som revyen markerer. I nogle poetiske, klovnede numre – særligt et ordløst nummer på en banegård med koncept af den russiske klovn Slava Polunin – brillerer han med sit særlige udtryk som både humorist og dramatisk skuespiller. Og langsommeligheden og dybden i disse nummer klæder den ellers noget lette revy.
Et andet nummer, der stikker ud, er en slags spoken words nummer med underliggende jazz, hvor Christine Astrid og Rikke Buch Bendtsen i sort tøj og med alpehuer taler om forskellen på storbybørn og udkantsbørn. Det bliver et nummer med noget mærkbart på hjerte, og Sune Gylling Æbeløs tekst giver mindelser til Dan Turélls ord- og rytmestærke lyrik.
Ellers ligner revyen sig selv. Der er god humor, fine vokaler og lækre koreografier. Særligt er Rikke Buch Bendtsten er fremragende syngende i Rasmus Krogsgaards fiffige sang “Økonomiske følelser”, hvor hun i en krisetid forelsker sig i en revisor, der har styr på finanserne og en fast indtægt. Og Jan Schou imponerer som altid som dronningen, der i år er i sparetider og må bomme smøger af sin rådgiver, ligesom han fylder sødme sin let forvirrede pensionist i Leif Maiboms vittige forviklingstekst “Frie tøjler”, der må være inspireret af Børge Müllers “Skolekammerater”, som Kjeld og Dirch lavede i ABC-revyen i 1956.
Jens Krøyer står igen bag et skønt spillende revyorkester, men han står også bag en række sangtekster, som desværre ikke helt lever op til hans musikalske bidrag som komponist. Og i det hele taget er revyens svaghed teksterne, der foruden de nævnte altså er i den svagere ende.
Men Svendborg Sommerrevy “Rottefælden” skal have ros for at brede genren ud med klovnenumre og spoken words, der viser lidt om rummeligheden i revygenren, så længe den tages alvorligt. Og selvom Tommy Kenters uovertrufne evne til at tage sig god tid også gjorde revyen lidt for lang, så var det en særlig fornøjelse at opleve hans bidrag til revyen.
Forestillingen spiller på Svendborg Teater til den 12. august 2023.
Tekst og musik: Jens Krøyer, Mikkel Schrøder, Leif Maibom, Tommy Kenter, Rasmus Krogsgaard, Kenneth Sichlau, Sune Gylling Æbelø, Carl-Erik Sørensen, Lars Bisgaard, Rasmus Søndergaard, Rikke Buch Bendtsen, Lukas Birch m.fl. | Iscenesættelse: Christine Astrid og Mikkel Schrøder | Kapelmester: Jens Krøyer | Medvirkende: Rikke Buch Bendtsen, Christine Astrid, Jan Schou, Tommy Kenter og Mikkel Schrøder | Scenografi: Jens Aas | Kostumedesign: Lasse Spangenberg | Koreografi: Christine Astrid | Lysdesign: Claus Hall Nielsen | Lyddesign: Mathias Thunbo | Produceret af: Svendborg Sommerrevy