Stemningen i salen er musicalens højdepunkt
Der er masser af orgier og seksuel frigørelse i Aarhus Teaters “The Rocky Horror Show”, som dog fungerer bedre som kult end som musical.
★★★★☆☆
På Aarhus Teater, under lysekronen og svanerne på Store Scene, er publikum uterlige. Vi kaster med spillekort og konfetti under forestilling, vi buher ad fortælleren, vi sprøjter med vandpistoler og lyser med lygter. Og det er meningen.
Nogle har tvistet deres normale teaterpåklædning med kraftig læbestift, store øjenskygger eller en fræk lille hat. Andre er gået hele vejen med superhøje hæle, dristigt lædertøj eller decideret dragshow-outfit.
”The Rocky Horror Show” er først og fremmest et koncept, hvor det forventes af os, at vi som publikum deltager i forestillingen. Der er faktisk en hel opskrift på, hvornår og hvordan vi skal agere, og der er en kultagtig stemning omkring musicalen.
En elendig historie
Og stemningen er musicalens største kvalitet, for sandt at sige er det en ganske elendig musical. Historien er en seksualiseret spinoff på Mary Shelleys ”Frankenstein” (1818). Her hedder hovedpersonen Frank-N-Furter og er en seksuelt (måske lidt for) frisindet transvestit, som i sit laboratorium skaber sig en elsker.
Det mondæne par, Janet og Brad, ender ved et uheld hjemme hos Frank-N-Furter, hvor de bliver en del af hans entourage med orgier og andre selskabslege. Hele historien krydres med, at Frank-N-Furter og hans to tjenere i virkeligheden er rumvæsner fra en anden planet.
Det er én stor omgang vrøvl, men det er jo dét, der gør musicalen så herlig. Det er så skidt, at det er godt. Og i virkeligheden hylder musicalen en personlig frigørelse, der nok er meget sund at få rusket op i indimellem. Som de synger i forestillingen: ”Don’t dream it, be it!”
Intet musicalglansbillede
I opsætningen på Aarhus Teater har man holdt fast i, at vi ikke skal se et musicalglansbillede. Det er ikke de største stemmer eller de bedste dansere, der er blevet samlet her – det er måske nærmere de sjoveste typer.
Der er langt imellem de imponerende sang- og dansepræstationer på scenen, ligesom selve iscenesættelsen og det visuelle udtryk – med undtagelse af Mathias Herslands eksplosive lysdesign – heller ikke imponerer nævneværdigt.
Dog er Marie Marschner og Mathias Flint skønne som forestillingens to almindeligheder, Janet og Brad, der til sidst giver slip på hæmningerne. Og Simon Mathew er både med og uden pukkelryg en vidunderlig og uhyrlig tjener Riff Raff.
Jacob Madsen Kvols er forbilledlig som forestillingens primadonna, Frank-N-Furter. Han har en særlig evne for de surrealistiske karakterer, og pudsigt nok overgår han her sin egen pragtpræstation som Frankensteins monster i Aarhus Teaters forestilling ”Frankenstein” fra 2012.
Af: Richard O’Brien | Musikalske arrangementer: Richard Hartley og Simon Beck | Oversættelse: Mathias Flint | Iscenesættelse: Moqi Simon Trolin | Medvirkende: Jacob Madsen Kvols, Marie Marschner, Mathias Flint, Simon Mathew, Sofia Nolsøe, Holger Østergaard, Kjartan Hansen, Nanna Cecilie Bang, Anders Bilberg, Mary Jacolbe, Luc Boris André Kouadio, Morten Lindemann Olsen, Simon Glæsel, Dina Fie Lorentzen og Stine Andersen | Musikalsk ledelse: Jens Hellemann | Orkester: Søren Bigum, Peter Hellemann, Michel Bock Svane, Johan Toftegaard Knudsen og Jens Hellemann | Originalt kostumedesign: Sue Blane | Scenografi og kostumedesign: Ida Marie Ellekilde | Koreografi: Birgitte Næss-Schmidt | Lysdesign: Mathias Hersland | Lyddesign: Lars Gaarde | Produceret af: Aarhus Teater og Odense Teater
Del med dit netværk
