Det Ny Teater kan stadig imponere med klassisk musicalkunst
Det støver stadig på Det Ny Teater, men i “The Sound of Music” er gammelt godt, og et eminent cast gør hele musicalen til en sand fornøjelse.
★★★★★☆
Det Ny Teater er en tidslomme i København. Ikke kun i kraft af det gamle og meget smukke teaterhus, det bor i, men også i kraft af det efterhånden insisterende fravær af modernisering, vi oplever i deres produktioner.
Det gamle musicalteater har længe syntes at gå bagud af dansen i sammenligning med sine efterhånden mange konkurrenter på musicalscenen, som disker op med teknikblær, der bare bliver vildere og vildere. Men den buldrende drejescene, de vaklende kulisser, de hvæsende røgmaskiner og de dåseklingende højtalere er efterhånden ved at blive et kendemærke, og Det Ny Teater kan måske gå hen og blive trendy i sin klassiskhed.
Men hvad så, når man tilmed vælger ét af de mest bedagede af alle musicals på klassikerhylden til sit repertoire? Kan man så cementere sin position som Danmarks grand old musicalteater? Eller sætter man kursen lige lukt imod museumskategorien med risiko for total tilstøvning?
![The Sound of Music - Det Ny Teater - Foto: Camilla Winther](https://mortenhede.dk/wp-content/uploads/2025/02/The-Sound-of-Music_Kaptajn_von_Trapp_boernene_og_Maria_Fotograf_Camilla_Winther.jpg)
Heldigvis er “The Sound of Music” fra 1959 en musical, der trives med klassiske virkemidler og et teatralsk udtryk. På kirkegården, hvor von Trapp-familien skjuler sig for nazisterne, er den store marmorstatue nær ved at vælte, når skuespillerne går lidt for hastigt forbi den. Og flere scener ligner til forveksling scener fra “My Fair Lady”, “Les Misérables” og mange andre af de gamle travere, der følger samme opskrift.
Men det passer glimrende til den konservative opdragelse af de syv von Trapp-børn, den stive kaptajn von Trapp, hele klostermiljøet, de nationalistiske temaer, den blide wienerinspirerede valsemusik og de kirkelige korsange. Den bedagede teknik bliver dermed understøttende fremfor begrænsende for musicalens udtryk.
Og Paul Farnsworths scenografi og kostumer er lige i skabet i dén henseende. Her taler de høje palævinduer med træskodder, den tunge port med art nouveau-ornamentik og de klassiske kostumer og uniformer lige ind i det konservative udtryk, der gennemstrømmer forestillingens handling såvel som iscenesættelse.
Men hvor andre musicalproducenter indimellem slipper afsted med visse ting, fordi de brager derudad med lys, lyd og video, så har Det Ny Teater på denne måde ikke noget at gemme sig bag. Det stiller ekstreme krav til iscenesættelsen og ikke mindst – måske endda allermest – til de medvirkende.
![The Sound of Music - Det Ny Teater - Foto: Camilla Winther](https://mortenhede.dk/wp-content/uploads/2025/02/The-Sound-of-Music_Maria_i_bjergene_Fotograf_Camilla_Winther-851x1200.jpg)
Her er vi heldigvis kommet i ekstraordinært gode hænder hos castet i “The Sound of Music”, der føres an af Isabel Schwartzbach i rollen som Maria Rainer og Peter Plaugborg i rollen som kaptajn von Trapp.
Begge imponerer med velovervejede karakteriseringer af Maria og kaptajnen, som både bliver charmerende og humoristiske, uden at det tager noget fra den karakterudvikling, de begge skal igennem. De to roller har denne anmelder ikke hidtil set så vellykket i en opsætning af “The Sound of Music”. Jeg får endda lyst til at påstå, at Julie Andrews, der er den ikoniske Maria i filmversionen fra 1965, blot har været som en afløser i rollen, indtil Isabel Schwartzbach blev født og gammel nok til at bære den selv. Den er som skabt til hende.
Men kvaliteten stopper ikke med de to hovedroller. Abbedissen, der spilles og i særdeleshed synges af Louise Fribo, bliver en regulær sjælefælle til Maria igennem deres rørende interaktioner, og samtidigt leverer Fribo formidable soloer i den legendariske sang “Stig op på bjerget” (originalt “Climb Ev’ry Mountain”), som sender et jubelbrøl igennem publikum begge gange, den synges.
Også Kim Hammelsvang i rollen som den opportunistiske ven Max Detweiler, Ann Hjort som den loyale husholderske fru Schmidt og Mikkel Vadsholt som den underspillede butler Franz er alle både sympatiske, tydelige og vel doserede i deres skuespil. Og sjældent har man set syv så vidunderlige von Trapp-børn, der alle – hver og én – imponerer og fortryller publikum.
![The Sound of Music - Det Ny Teater - Foto: Camilla Winther](https://mortenhede.dk/wp-content/uploads/2025/02/The-Sound-of-Music_Koncerten_Fotograf_Camilla_Winther-934x1200.jpg)
På den måde bliver Det Ny Teaters opsætning af “The Sound of Music” med instruktør Martin Lyngbos karakterstærke iscenesættelse en sand fornøjelse at sidde igennem. Særligt hvis man kan finde ro i langsommeligheden og den ufarlige musik, som kendetegner musicalen.
Dermed ikke sagt, at musicalen bare aer os blidt på kinden hele vejen igennem. For der er også en alvor i handlingen, når nazismen gør sit indtog, og von Trapp til sidst må flygte. Og netop dén del af historien har Martin Lyngbo formået at accentuere, så temaer som krig, modstand og flugt kommer til at stå stærkt frem og kommentere på vores tid, hvor Tredje Verdenskrig er så godt som en realitet, uden at nogen rigtig har nænnet at erklære den endnu.
Peter Plaugborg får fædrelandskærligheden formidlet fint og bevægende – uden alt for tyk nationalistisk bismag – med sin “Edelweiss”, og som frihedssang rumsterer den videre i hjernen på vej hjem fra teatret, mens efterklangen fra Louise Fribos vokalpræstation stadig sidder lifligt i øregangen.
Det Ny Teater spiller “The Sound of Music” til den 27. april 2025.
Musik: Richard Rodgers | Sangtekster: Oscar Hammerstein II | Manuskript: Howard Lindsay og Russel Crouse | Oversættelse af sangtekster: Karen Hoffmann | Iscenesættelse: Martin Lyngbo | Dirigent: Per Engström | Medvirkende: Isabel Schwartzbach, Peter Plaugborg, Louise Fribo, Kim Hammelsvang, Camille-Cathrine Rommedahl, Mikkel Vasholt, Ann Hjort, Søren Bech-Madsen, Carl Christian Rasmussen, Romeo Lundholm Dahl, Ronja Thusgaard-Madsen, Jenny Asterius Persson, Linda Arunee Olofsson, Tessa Kiilsholm, Bjarne Antonisen, Niklas Frandsen, Mikkel Hoé Knudsen, James Leece m.fl. | Scenografi og kostumedesign: Paul Farnsworth | Koreografi: James Leece | Lysdesign: Nick Richings | Produceret af: Det Ny Teater