Trægt taleteater om ingenting

“Tid til glæde” handler ikke rigtig om noget og bliver til mere end to timers navlepillende sniksnak, som vi kun sporadisk griner ad.

★★★☆☆☆

“Tid til glæde” er en snakkekomedie. Der snakkes i over to timer, og der siges ikke rigtig noget. Det må selvfølgelig være et bevidst valg fra den norske dramatiker Arne Lygres side. Og formålet må være at imitere en samtale hen over bordet og rødvinsglassene i venners lag, hvor emnerne flakser viltert imellem dyb og overfladisk. Ja, det må det være.

Samtalerne foregår imellem nogle grupper af mennesker, der lidt tilfældigt støder ind i hinanden ved en strand, der samtidigt også er en kirkegård. En mor har sat sin søn og datter stævne her. Måske fordi hun gerne vil begraves her – måske fordi hun bare synes, her er dejligt.

En nabo dukker op, og det gør hans ekskone også. De elsker hinanden, men er gået fra hinanden, fordi hun kom til at sige, at hun ikke faldt pladask for ham lige fra starten, og han vil bare gerne være nem at elske. Og en enke dukker op med sine to stedsønner fra mandens tidligere ægteskab for at udvælge en gravplads, men begge sønner hader deres far og vil bare have det hele overstået.

På en eller anden måde kommer de alle til at blande sig lidt for meget i hinandens sager. De kaster om sig med floskler og hjemmestrikkede psykoanalyser og – i hvert fald i dansk kontekst – alt for nærgående spørgsmål til fremmede mennesker.

I lang tid er der ingen egentlig handling. Vi venter på, at morens søn Aksle dukker op på det aftalte sted. Da han endelig gør det, viser det sig, at han har besluttet sig for at rejse væk for at finde sig selv. Ikke for evigt, men i noget tid. Og det tager både hans familie og hans kæreste David selvfølgelig meget personligt – og ingen tager sig egentlig af, hvad Aksle siger.

I anden akt er vi hjemme hos David, og foruden Aksles mor, der kommer forbi for at høre, om David har hørt noget fra Aksle, så er det en helt ny personkreds, der dukker op. Samtidig er det Davids fødselsdag, der bliver fejret med dans og sludren til den lyse morgen. Og i bund og grund sker der heller ikke mere i handlingen denne nat.

Det er altså en snakkekomedie, som kredser om dét at finde sin egen plads i fællesskaber. Og alle – særligt udtalt i rollen som Aksles mor – forholder sig mest til, hvordan de selv er i relationen til andre. Hun får alt, hvad hendes børn siger og gør, til at handle om sig selv.

På den måde er der nogle sjove karakterer i “Tid til glæde”, som måske får os til at genkende lidt af os selv, og vi får (rigeligt) tid til at reflektere over vores egen rolle i de fælleskaber, vi selv er en del af. Og forestillingen er da også sporadisk morsom, hvilket især fungerer, når karaktererne bliver overdrevne, hvilket de medvirkende lykkes fint med. Særligt Tina Gylling Mortensens selvforherligende mor, Johannes Lilleøres anerkendelseshungrende eksmand og Peter Christoffersens identitetssøgende Aksle er bemærkelsesværdigt formidlet.

Men ellers er det en forestilling, der først og fremmest er træg at komme igennem tekstmæssigt, og det kan hverken skuespillerne, iscenesættelsen eller det visuelle arbejde helt hamle op med.

“Tid til glæde” spiller på Nørrebro Teater til den 2. november 2024.

Dramatiker: Arne Lygre | Oversættelse: Julie Maj Jakobsen | Iscenesættelse: Madeleine Røn Juul | Medvirkende: Sarah Boberg, Peter Christoffersen, Brian Hjulmann, Christiane Gjellerup Koch, Johannes Lilleøre, Tina Gylling Mortensen, Katinka Lærke Petersen, Jacob Weble og Mathias Friis-Hansen | Scenografi og kostumedesign: Laura Rasmussen | Koreografi: Esa Alanne | Lyddsesign: Mathias Friis-Hansen | Lysdesign: Mia J. Willett | Produceret af: Nørrebro Teater

Del med dit netværk